AI Portalen #10 2026

I denne måneds udgave af AI Portalen sætter vi fokus på Europas plads i AI-verdenen.

Temaet er: “Er EU virkelig bagud på AI?”.

Vi undersøger, om Europa kan finde sin egen rolle i en AI-udvikling, der i stigende grad domineres af amerikanske platforme, kinesisk industripolitik, global chipmagt, cloud-infrastruktur og enorme investeringer i modeller, datacentre og computerkraft.

Spørgsmålet er ikke kun, om Europa er foran eller bagud. Spørgsmålet er, hvad Europa egentlig forsøger at blive: et marked for andres AI, en regulatorisk supermagt, en industriel AI-region, en demokratisk tredje vej — eller noget helt femte.

I temaet går vi tæt på Danmark, Norden og Europa som tre forskellige niveauer i den samme diskussion.

I artiklen “Danmark som AI-anvendelsesland” undersøger vi det danske paradoks: Danmark er blandt de europæiske lande, hvor virksomheder hurtigst tager AI i brug, men det betyder ikke nødvendigvis, at Danmark også opbygger teknologisk styrke, egne platforme eller virksomheder med global gennemslagskraft. Danmark er digitalt langt fremme, men digitalisering er ikke automatisk det samme som AI-magt.

I artiklen “Kan Norden fungere som én samlet AI-region?” ser vi på, om de nordiske lande tilsammen kan skabe den kritiske masse, de hver for sig mangler. Norden har høj digital modenhed, stærke offentlige institutioner, grøn energi, forskning, tillid og virksomheder, der allerede bruger AI. Men spørgsmålet er, om de nordiske lande kan gå fra fælles værdier og samarbejdserklæringer til fælles kapacitet: compute, data, sprogmodeller, offentlige standarder, indkøbskraft og virksomheder, der kan vokse på tværs af grænser.

I artiklen “Europa som en tredje vej mellem USA og Kina” undersøger vi Europas forsøg på at skabe en AI-model, der hverken kopierer Silicon Valley eller Kinas statsstyrede teknologimodel. Måske skal Europas mulighed ikke først og fremmest findes i endnu en global chatbot, men i koblingen mellem AI, industri, forskning, offentlig sektor, åbne standarder og demokratisk regulering. Men den tredje vej findes kun, hvis Europas styrker faktisk bliver omsat til skala, kapital, infrastruktur og teknologisk selvtillid.

Det leder direkte videre til artiklen “Digital suverænitet: Hvor europæisk er europæisk AI egentlig?”. Her undersøger vi, hvad digital suverænitet betyder, når en AI-løsning kan være udviklet i Europa, bruges af europæiske myndigheder og overholde europæiske regler — men stadig bygge på amerikansk cloud, amerikanske chips og amerikanske modeller. Digital suverænitet handler derfor ikke kun om datasikkerhed. Det handler om afhængighed, handlefrihed, leverandørmagt og spørgsmålet om, hvem der får gavn af den digitale vækst.

I essayet “Måske handler AI-kapløbet om mere end bare at komme først” løfter vi temaet et niveau op. Hvis Europa kun måler AI-succes på amerikanske præmisser, vil kontinentet næsten altid ligne en taber. Men måske er det for snævert. Måske bør Europas AI-spørgsmål ikke kun være, hvordan vi indhenter USA og Kina, men hvilken AI-fremtid der overhovedet er værd at indhente.

Vi bringer også Just Kjærgård Pedersens analyse af Draghi-rapporten, hvor AI bliver læst som en forstærker af Europas strukturelle svagheder. Draghi-rapporten handler ikke primært om kunstig intelligens, men hvis AI bliver et dybt produktivitetsskifte, bliver rapporten en ubehagelig påmindelse om Europas gamle problemer: dyr energi, svag skalering, for lidt risikovillig kapital og for lidt fælles handlekraft.

Uden for månedens hovedtema ser vi på AI som kultur, kommunikation, sikkerhed, religion, undervisning og politisk teknologi.

I Månedens Singularitet går vi tilbage til Italien og Femstjernebevægelsen. Artiklen “Femstjernebevægelsen og Beppe Grillo som menneskelig avatar” undersøger, hvordan et af Europas første store digitale protestpartier voksede ud af blogs, platforme, vrede og netværksorganisering. Historien om Beppe Grillo, Gianroberto Casaleggio og Rousseau-platformen er ikke kun en historie om italiensk populisme. Det er også en tidlig fortælling om platformspolitik, digitalt demokrati og privat kontrol over politisk infrastruktur.

Nicolai Hyllested skriver i “Det ene sted AI faktisk er ret god: når den siger nej” om refusal boundaries — de grænser, hvor AI-systemer skal afvise at hjælpe med farlige, ulovlige eller skadelige handlinger. Artiklen peger på et paradoks: AI-systemer kæmper stadig med kultur, kontekst og lokale normer, men bliver ofte relativt præcise, når grænsen handler om skade, jura og ansvar. Måske fordi netop her peger etik, retssager, presse, regulatorisk pres og kommerciel overlevelse i samme retning.

Just Kjærgård Pedersen skriver i “AI;DR” om den nye træthed over AI-indhold. Mange siger, at de ikke bryder sig om AI-tekster, AI-opslag og AI-genereret kommunikation. Men det betyder ikke nødvendigvis, at AI-indhold altid er dårligere. Det betyder, at AI ændrer, hvordan indhold bliver læst. Når modtageren fornemmer AI, begynder vedkommende også at lede efter fraværet af et menneske.

Den diskussion fortsætter i “Jo mere AI-slop vi får, desto mere interessant bliver den trykte bog i undervisningen”. Her argumenterer Just Kjærgård Pedersen for, at den trykte bog kan få en ny status i en tid med informations-overflod og AI-genereret indhold. Ikke fordi papir er magisk, men fordi bogen i bedste fald signalerer udvælgelse, redaktionelt ansvar og faglig bearbejdning — netop det, der bliver mere værdifuldt, når indhold kan produceres hurtigt og næsten gratis.

I artiklen “Hvordan du skriver tekst, som skal bruges af maskiner” undersøger Just Kjærgård Pedersen en ny og vigtig genre: referenceteksten. Når en AI-assistent, CustomGPT eller agent svarer forkert, skyldes det ikke altid modellen. Nogle gange skyldes det, at den tekst, maskinen skal handle ud fra, er uklar. Artiklen viser, hvorfor organisationer nu ikke bare skal skrive til mennesker, men også til maskinelle læsere — uden at gøre sproget mekanisk, men med større præcision, tydeligere regler og bedre struktur.

Vi åbner også en ny serie: “AI – Kampen om retningen”. I første del møder vi Yann LeCun. Artiklen “Yann LeCun: AI kan tale, men den forstår ikke verden” handler om LeCuns opgør med den dominerende fortælling om store sprogmodeller. LeCun mener ikke, at fremtidens AI først og fremmest skal blive bedre til at forudsige næste ord. Den skal forstå verden, planlægge, lære af erfaring og handle robust i virkeligheden. Serien undersøger dermed ikke kun, hvad AI kan, men hvilken retning teknologien bliver trukket i — og af hvem.

I “Magnifica Humanitas: En fortælling om fire byer” ser vi på pave Leo XIV’s encyklika om kunstig intelligens som et moralsk og kulturelt modsvar til den teknologiske udvikling. Hvor EU’s AI-forordning forsøger at regulere markedet og forhindre skade, forsøger Magnifica Humanitas at stille et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad betyder det menneskelige i AI-tidsalderen? Artiklen læser pavens tekst som et framework, der ikke kan håndhæves som lovgivning, men som kan få stor betydning for den moralske forestillingsevne omkring AI.

Vi anmelder også Jan Damsgaards bog “Digital Suverænitet”, der gør et ofte abstrakt begreb operationelt. Bogen handler ikke om at vælge mellem “gode” og “onde” teknologileverandører, men om at forstå afhængighed som noget, der opstår i hele techstakken: frontend, middleware, databaser, cloud, hardware, chips og netværk. Digital suverænitet bliver i den læsning ikke en holdning, men en kapabilitet.

Og vi anmelder “EK’s guide til prompting” af Just Kjærgård Pedersen. Guiden gør op med forestillingen om, at god prompting først og fremmest handler om at mestre bestemte prompt-skabeloner. I stedet handler arbejdet med generativ AI om at udvikle en mere reflekteret måde at stille spørgsmål på — og om at bruge AI som dialogpartner i vidensarbejde uden at gøre sig selv dummere.

I AI Basics fortsætter Kåre Bjørn Jensen den praktiske serie om AI i organisationer. Denne gang handler det blandt andet om kontrakter, modelklausuler, evals, leverandørstyring, ophavsret, generativ AI i myndigheder, måling af effekt og RAG 2.0. Serien bevæger sig fra hype til drift og stiller det spørgsmål, flere organisationer nu står med: Hvordan gør man AI anvendelig, ansvarlig og målbar uden at drukne i jura, governance og tekniske detaljer?

AI Portalen #10 er for dig, der vil forstå Europas AI-position uden at reducere den til enten nederlagsfortælling eller selvtilfreds reguleringsoptimisme.

Europa er ikke uden styrker. Danmark er ikke uden AI-aktivitet. Norden er ikke uden potentiale. Men styrkerne bliver kun til magt, hvis de forbindes med infrastruktur, kapital, institutioner, offentlige indkøb, teknologisk kultur og evnen til at skabe reelle alternativer.

Månedens udgave handler derfor om mere end AI som teknologi.

Den handler om handlefrihed.

Om hvem der ejer infrastrukturen.

Om hvem der får værdien.

Om hvem der sætter retningen.

Og om hvorvidt Europa stadig har fantasi, mod og kapacitet nok til at forme den AI-fremtid, vi allerede er på vej ind i.