Projekt Y vil ikke bare lave et medie – de vil eje maskinen bag

Det nye ved Projekt Y er ikke, at det er borgerligt, eller at det bruger AI. Det nye er forsøget på at samle journalistik, teknologi og forretning i én konstruktion – hvor mediet skal fungere som proof of concept for en platform, der kan sælges videre.

Bag Projekt Y sidder en kreds af investorer med baggrund i finans og tech: Lars Seier Christensen, Lars Tvede fra Supertrends og Morten Wagner er blandt de 12-15 aktionærer, projektet er bygget op om. Torben René Larsen er CEO, Michael Dyrby er chefredaktør. Projektet er organiseret som et ApS med decentral struktur og folk spredt fra København til Schweiz.

Det, der skiller projektet ud, er ikke, hvem de er, men hvad de vil bygge. Ikke bare et nyhedsmedie, men en sammenhængende konstruktion, hvor workflow, produktion, distribution og licenserbar teknologi hænger sammen – og hvor mediet er den synlige del af noget større.

“Så der er to. Der er Y-Rails og Y.dk,” siger Torben René Larsen.

Y.dk er mediet. Y-Rails er platformen bag. Det ene skal udkomme med journalistik. Det andet skal kunne licenseres til andre som Y-Label eller Y-Tools. Dermed er Projekt Y ikke bare historien om et nyt medieprojekt. Det er historien om et forsøg på at bygge medieinfrastruktur som forretning.

Et borgerligt projekt, der blev til et AI-projekt

Idéen begyndte før AI-hypen. Ifølge Torben René Larsen havde gruppen bag i flere år talt om at starte et nyt medie, fordi de oplevede det danske medielandskab som for smalt og for præget af dagsordener.

“Vi vil gerne lave noget mere faktabaseret. Og så vil vi jo selvfølgelig også gerne, da vi er et borgerligt, liberalt land, konservativt eller hvad endnu efterhånden, men i hvert fald et borgerligt orienteret land, så skulle det også have en eller anden borgerlig impact i samfundet,” siger Torben René Larsen.

Så kom de generative AI-værktøjer. Det ændrede projektets karakter. Det, der begyndte som ønsket om et nyt medie, blev samtidig et forsøg på at bygge det ‘fra grunden af som et AI-projekt’.

Michael Dyrby blev hentet ind som chefredaktør. Rundt om ham blev der samlet en teknisk kreds med folk fra blandt andre Supertrends, SpeakerBee og B-Stream. En bestyrelse er endnu ikke på plads, men er ifølge Larsen under etablering.

Allerede dér bliver det tydeligt, at Projekt Y ikke er bygget som en klassisk redaktion. Det er bygget som et projekt, hvor journalistik og teknisk udvikling vokser frem side om side.

Ikke bare et medie. Også et techfirma

Folkene bag siger det selv ret direkte.

“Så hvad er vi? Er vi et techfirma, eller er vi et mediefirma? Ja, vi er nok et tech-mediefirma. Fordi de to ting hænger sammen,” siger Michael Dyrby.

Torben René Larsen skærer det endnu hårdere til. Ser man på projektet lige nu, er der flere it-folk end journalister. “Så lige nu er det jo mere et IT-firma.”

Sammenligningen, de selv trækker frem, er Saxo Bank. En virksomhed der begyndte med at bygge en handelsplatform til egne kunder, fandt ud af at platformen kunne sælges videre – og endte med at være et IT-firma, der tilfældigvis også er bank. Analogien er ikke tilfældig. Den beskriver præcist, hvordan Projekt Y tænker om sig selv.

De taler ikke om AI som et ekstra redskab til journalister. De taler om et samlet workflow. Jens Helstrup, teknisk profil med base hos Supertrends i Schweiz, beskriver en platform der monitorerer data, gør ustruktureret input struktureret og sender det videre i et generativt system, som kan producere tekst, lyd og video.

“En god prompt er ikke nok,” siger han.

Det er en vigtig del af forståelsen af projektet, fordi den markerer forskellen til meget af den AI-brug, etablerede medier taler om. Der bruger man værktøjer i kanten af den eksisterende produktion. Projekt Y vil bygge hele kæden om.

Dyrby beskriver det som et system, hvor AI er inde ‘fra idé og data til udgivelse og så et loop tilbage’. Det er ikke bare endnu et tool. Det er arkitekturen.

Mediet som ansigt, platformen som forretning

Projektets todeling er enkel nok at forstå. Y.dk skal være det synlige medie. Y-Rails skal være maskinen bag. Men den todeling er også nøglen til at forstå den økonomiske idé.

Projekt Y siger åbent, at de ikke tror på, at et dansk medie i sig selv bliver den store forretning. Mediet skal på sigt tjene penge på annoncer og abonnementer, ‘noget ligesom alle andre’. Men det er ikke dér, de selv ser den store værdi.

“Vi tror mest på platformen i forhold til at skabe finansiel værdi,” siger Torben René Larsen.

Det er et afgørende udsagn. For hvis han har ret, er journalistikken ikke kun målet. Den er også demonstrationen af, at systemet virker.

Det billede bliver kun skarpere af de opfølgende svar. Y-Rails har et par testkunder, som Projekt Y ikke vil navngive, men endnu ingen betalende kunder. Y-Label og Y-Tools er ikke færdige produkter i markedet endnu. Førsteprioriteten er at få Y.dk i luften, så mediet kan fungere som et live proof of concept.

Det er svært at læse på anden måde: Y.dk skal ikke bare være et medie. Det skal også være showroom.

Human in the loop – og ambitionen om at slippe det

Projekt Y placerer sig foreløbig i et mellemstadie mellem klassisk journalistik og fuld automation. Mere automatiseret end de fleste eksisterende mediers AI-brug, men stadig ikke fuldt autonomt.

Projektet arbejder med en intern trappemodel for automatisering. I den nederste ende ligger klassisk journalistik uden AI. Derefter kommer AI som hjælpemiddel, AI som producent under redaktionel kontrol, AI-drevet publicering med redaktionel indgriben, og i toppen et fuldt autonomt niveau – det, de kalder L5.

“Y-Rails vil arbejde på at flytte det helt op i L5,” siger Michael Dyrby.

Ambitionen er ikke, at det menneskelige led skal være uforanderligt. Sigtekornet er niveau L4 – dér, hvor agenten overtager redaktørrollen.

“Det er der, hvor agenten i praksis bevæger sig ind i en redaktørrolle. Det er det, vi sigter imod. Lige nu er vi nødt til at have en eller anden form for redaktion. På et tidspunkt vil agenten overtage den rolle, som redaktionen eller redaktøren har i dag,” siger Torben René Larsen.

Det er ikke noget, de taler udenom. Det er en del af projektets retning.

Det gør dog ikke Projekt Y til et rent førerløst medieprojekt fra dag ét. Tværtimod rekrutterer de nu redaktører – et aktuelt jobopslag viser, at de søger folk til det AI-drevne nyhedsmedie. Michael Dyrby beskriver redaktøren som en slags dirigent: en person, der vælger historie, sætter vinkel, får systemet til at producere, vurderer output og står med ansvaret. Det er altså ikke en klassisk redaktion, de forestiller sig. Det er en redaktion bygget til at styre en maskine – på vej mod at gøre sig selv overflødig.

Bias, kilder og kontrol

Et af de mest sårbare punkter i hele projektet er spørgsmålet om bias. Det er også et af de mest komplekse – fordi det ikke er ét spørgsmål, men to. Det første handler om ideologisk bias. Og her er Projekt Y usædvanligt åbne. Michael Dyrby afviser ikke, at mediet har et udgangspunkt.

“Bias er jo en interessant ting, fordi der er jo bias i alt, hvad der udkommer,” siger han.

Det er ikke en afvisning. Det er en vedkendelse. Projekt Y skjuler ikke, at det arbejder ud fra et borgerligt værdigrundlag – de gør det tværtimod til et bevidst valg, at brugerne skal vide, hvad de får. På det punkt er de mere transparente end mange etablerede medier.

Men det er det andet spørgsmål, der er sværere: den systemiske bias, der kan opstå, når AI-modeller producerer i stor skala på baggrund af træningsdata, promptdesign og kildekuratering. Her svarer Jens Helstrup på procesplan: systemet bygger på referencekilder, promptstyring og brug af flere modeller i samspil, der kan kontrollere og korrigere hinandens output. Kildevalidering sker, inden materiale overhovedet kommer ind i systemet.

Det er mekanismer. Men det er ikke målemetoder. Projekt Y kan endnu ikke dokumentere, hvad systemet faktisk producerer i praksis – fordi det ikke er i drift. Den egentlige test af, om processerne holder, kommer først, når mediet er oppe at køre, og output kan måles og efterprøves. At have checks er ikke det samme som at have bevis for, at de virker.

Det fjerner ikke ambitionerne. Men det forskyder spørgsmålet: fra om Projekt Y har tænkt over bias, til om de kaneftervise, at de håndterer den.

Ejerskab: bred kreds, bundet ramme

Projekt Y er finansieret af 12-15 investorer, og strukturen er bevidst designet til at forhindre, at nogen kan skyde sig til en dominerende position. Torben René Larsen fortæller, at der er sat et loft over, hvor meget den enkelte kan eje.

Det lyder som en sikring af uafhængighed. Men her er en væsentlig forskel, som Larsen oplyser i et opfølgende svar: loftet over ejerandele er ikke skrevet ind i vedtægterne. Det er i stedet skrevet ind i ejeraftalen – den aftale, som nye medejere skal tilslutte sig, og som fastlægger mediets værdier og retning.

Det er ikke det samme. En vedtægtsmæssig begrænsning er formel og juridisk sværere at ændre. En ejeraftale er en aftale mellem de nuværende parter – og kan potentielt forhandles, omskrives eller udvandes, efterhånden som investorsammensætningen ændrer sig.

Projekt Y forsøger altså ikke at sikre sin uafhængighed gennem hård, formel strukturering. Det forsøger at sikre den gennem en bredere ejerkreds og et værdifællesskab, der er skrevet ind fra starten.

Det kan læses som et pragmatisk og fleksibelt alternativ til stiftelsesfondsmodellen. Men det kan også læses som noget andet: en konstruktion, hvor det borgerlige værdigrundlag ikke er en redaktionel linje, der kan diskuteres, men et kontraktuelt bindende udgangspunkt.

Det er dér Projekt Y’s egentlige spænding ligger. Projektet peger mod en medieform, der måske kan blive mere økonomisk selvbærende. Men det gør det ikke neutralt. Værdigrundlaget er skrevet ind i ejeraftalen.

2026 – hvis kvaliteten holder

Projekt Y er ikke i luften endnu. Men Michael Dyrby siger, at Y.dk kommer i 2026. Og det kommer ikke ‘med hele butikken til at starte med’.

“Her skal du faktisk komme sidst med den rigtige teknologi,” siger Torben René Larsen.

Det er en god sætning, fordi den siger noget præcist om deres egen selvforståelse. De ser ikke feltet som et kapløb om at komme først. De ser det som et kapløb om at gøre det rigtigt.

Saxo Bank-analogien vender tilbage her: Saxo Bank brugte år på at bygge platformen, inden den gav mening at sælge. Projekt Y tænker tilsyneladende på samme måde om Y-Rails. Mediet er første trin. Platformen er det egentlige mål.

Det egentlige spørgsmål

Projekt Y er endnu ikke et medie i drift. De har ingen betalende kunder på platformsiden. Bestyrelsen er ikke på plads. Mange af de store ord er stadig fremtidsord. Men det gør ikke projektet mindre interessant. Tværtimod.

Det interessante er, at Projekt Y siger højt det, mange andre kun eksperimenterer med i bidder: at AI ikke bare kan være et redskab i redaktionen, men selve infrastrukturen bag indhold, distribution, personalisering og forretning.

Dermed er det egentlige spørgsmål heller ikke kun, om Projekt Y lykkes. Det er, om de allerede nu peger på en medieform, hvor journalistikken ikke længere er hele forretningen, men én funktion i et større teknologisk system. Og hvis det er dér udviklingen bevæger sig hen, bliver den afgørende kamp i mediebranchen ikke kun om indhold, troværdighed eller ideologi. Den bliver også om, hvem der bygger, ejer og kontrollerer maskinen bag.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.