AI på Marienborg: Da kunstig intelligens blev regeringspolitik

Et lukket AI-seminar midt i regeringsforhandlingerne var ikke bare et sidearrangement. Det var et signal om, at kunstig intelligens nu bliver behandlet som et spørgsmål om geopolitik, konkurrenceevne, demokrati og statens fremtidige handlekraft. Da Mette Frederiksen satte regeringsforhandlingerne på pause for at samle de forhandlende partier til et to timer langt seminar om kunstig intelligens, rykkede AI et trin op i det politiske hierarki. Det interessante var ikke bare, at emnet fik plads på Marienborg. Det interessante var, hvordan det blev indrammet – og hvem der fik adgang til at præge den indramning.

Torsdag formiddag den 16. april blev regeringsforhandlingerne på Marienborg sat på standby. Ikke for endnu en teknisk drøftelse om ministerposter eller parlamentariske regnestykker, men for et seminar om kunstig intelligens. Ifølge Politikens referat var de forhandlende partier inviteret til et to timer langt forløb i Marienborgs pavillon, hvor eksterne oplægsholdere gav korte oplæg, og politikerne kunne stille spørgsmål. De inviterede partier var Enhedslisten, Alternativet, SF, Radikale Venstre, Moderaterne, Konservative, Venstre og Socialdemokratiet. Abraham Newman fra Georgetown University var hovedoplægsholder, og blandt de øvrige navngivne medvirkende var Mads Krogsgaard Thomsen, Rebecca Adler-Nissen, Ole Sejer Iversen, Philipp Schröder, Martin Østergaard og Ole Krogh.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt. Kunstig intelligens fyldte ikke meget i valgkampen. Alligevel blev emnet løftet helt ind i det rum, hvor en ny regering er ved at blive formet. Det peger på, at AI ikke længere kun opfattes som et spørgsmål om digitalisering, innovation eller erhvervsudvikling, men som noget bredere: et strategisk regeringsanliggende.

Et seminar om mere end teknologi

Det mest interessante ved Marienborg-seminaret er ikke bare, at det fandt sted, men hvad det ser ud til at have handlet om. Politikens tekst peger på, at seminaret i højere grad handlede om, hvordan kunstig intelligens skal håndteres sikkert i den aktuelle geopolitiske situation, end om regeringens konkrete mål om at frigøre årsværk i den offentlige sektor.

Det billede bliver styrket af de opslag, som siden kom fra deltagere og oplægsholdere. CAISA – Center for AI i Samfundet – skrev, at Rebecca Adler-Nissen og Abraham Newman holdt oplæg om “AI, geopolitik, vækst og demokrati”, og takkede politikerne for samtaler om “sikkerhed, geopolitik, digital suverænitet, europæiske og danske styrker, uddannelse, forskning og demokrati.” Marie Bjerre koblede selv dagen til Europas behov for teknologisk uafhængighed. Abraham Newman beskrev sit eget oplæg som en keynote om fremtiden for AI i en verden præget af “weaponized interdependence.”

Samtidig viser de øvrige oplæg, at dagen ikke kun havde ét spor. Professor i interaction design, child-computer interaction, AI literacy og participatory design ved Aarhus Universitet Ole Sejer Iversen fremhævede AI’s konsekvenser for demokrati samt børn og unge. Professor i økonomi ved Aarhus Universitet Philipp Schröder lagde vægt på produktivitet og velstand. Ole Krogh Petersen, Group CEO i PFA, knyttede AI til velfærd, sundhed og arbejdskraft. Det tegner et billede af et seminar, hvor kunstig intelligens blev behandlet som et felt, hvor flere af samfundets store spørgsmål mødes.

Hvem fik plads i rummet?

Der findes stadig ikke, så vidt offentligt kendt, en fuld officiel deltagerliste eller en officiel dagsorden. Men de tilgængelige kilder gør det muligt at skitsere rummet ganske klart. Ud over de forhandlende partier deltog også de grønlandske folketingsmedlemmer Naaja H. Nathanielsen og Qarsoq Høegh-Dam i selve AI-seminaret, om end ikke i regeringsforhandlingerne. Sermitsiaq dokumenterede deres tilstedeværelse særskilt.

Det bemærkelsesværdige er ikke kun navnene, men sammensætningen. Her er ikke kun techaktører eller ministerielle embedsfolk. Her er forskere i geopolitik og demokrati, en økonom, en ekspert i børn og unges teknologiforståelse, en kommunal topchef, en pensionsdirektør og en tung forsknings- og fondsprofil. Det peger på, at AI blev indrammet som et spørgsmål om samfundsmodel og statskapacitet, ikke bare som et værktøj eller et marked.

Det er også her, den principielle diskussion begynder. For problemforståelser er ikke neutrale. Den måde, AI bliver præsenteret på i et rum som Marienborg, former også de løsninger, der senere vil fremstå som naturlige og politisk mulige.

Fra digital vækstpolitik til strategisk statsanliggende

Ser man tilbage på de seneste års danske AI-politik, er Marienborg ikke et brud, men en optrapning. I den digitale vækststrategi fra 2018 blev AI først og fremmest skrevet ind som et redskab til innovation, vækst og omstilling i erhvervslivet. Med den nationale AI-strategi fra 2019 blev perspektivet bredere: ansvarlig anvendelse, forskning, virksomheder og offentlig sektor. Og med regeringens strategiske AI-indsats fra december 2024 blev koblingen til global konkurrenceevne, offentlig anvendelse, danske sprogmodeller og national kapacitetsopbygning endnu tydeligere.

Marienborg-seminaret ser ud til at være næste trin i den bevægelse. AI bliver ikke længere behandlet som et særfelt for digitale specialister. Det bliver behandlet som infrastruktur for økonomi, velfærd, sikkerhed, sprog, uddannelse og samfundsstyring.

Det passer også tæt med den europæiske udvikling. EU’s AI Continent Action Plan kobler AI direkte til konkurrenceevne, produktivitet, data, compute og strategiske sektorer. Draghi-rapporten gør AI til en del af Europas bredere problem med innovationsgab, produktivitet og afhængighed af amerikanske og kinesiske teknologier. Når danske politikere diskuterer AI og digital suverænitet på Marienborg, følger de altså en bredere europæisk vending.

Det principielle spørgsmål

Det principielle ved Marienborg er ikke først og fremmest, at seminaret var lukket. Der kan være gode grunde til fortrolige drøftelser, især når emnerne handler om geopolitik, afhængighed og en kommende regerings strategiske prioriteringer. Det principielle spørgsmål er snarere, hvordan AI nu bliver indrammet i toppen af det politiske system.

Hvis AI først og fremmest forstås som et spørgsmål om konkurrenceevne, sikkerhed og robusthed, peger det mod én type politik: mere kapacitetsopbygning, mere offentlig implementering, stærkere infrastruktur og mindre leverandørafhængighed. Hvis AI samtidig forstås som et spørgsmål om demokrati, børn, dannelse og regulering, åbner det for en anden og bredere debat om rettigheder, magt, offentlighed og borgernes handlemuligheder.

Marienborg-seminaret viser, at disse spor nu tænkes sammen. Det er det mest interessante ved sagen. Kunstig intelligens er ikke længere bare techpolitik. Den er blevet en del af den måde, staten tænker sin fremtid på.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.