I årtier handlede kolonialisme om land og råstoffer. I dag handler den om servere, chips og data. I stedet for territorier besættes vores infrastruktur. I stedet for tropper, der marcherer ind, får vi vilkår, API’er og licenser, vi ikke kan undvige.
Den digitale kolonialisme har ingen guvernører, men mange kontrakter. Den har ingen militære baser, men serverfarme og algoritmer. Og for små lande som Danmark betyder det, at magten over vores digitale liv i stigende grad ligger uden for landets grænser.
En stille magtforskydning
Ifølge EU-Kommissionens State of the Digital Decade 2024 kommer over 80 procent af de teknologier, Europa bruger til sin digitale omstilling, fra tredjelande. Det betyder ikke, at EU ikke udvikler teknologi – men at hele infrastrukturen under vores digitale samfund hviler på udenlandske systemer.
Cloud-løsninger, chips, styresystemer og AI-modeller er domineret af amerikanske og kinesiske selskaber. Europa står for omkring 7 procent af verdens samlede AI-investeringer, mens USA og Kina tilsammen tegner sig for over 80 procent, ifølge European Investment Bank (Artificial Intelligence – Investment Report 2024).
Afhængigheden er både teknisk og politisk. Når vi outsourcer vores digitale grundlag, flytter vi også noget langt vigtigere end data: vores dømmekraft.
Suverænitetens fire lag
Den digitale afhængighed har flere lag.
Det første lag er hardware. De mest avancerede AI-chips – som NVIDIAs H100 – designes og produceres udelukkende uden for Europa. Selv EU’s største supercomputer-initiativer er afhængige af udenlandske komponenter og forsyningskæder. Compute-kraft er blevet den nye olie, og lige nu ligger de europæiske oliefelter uden for vores rækkevidde.
Det andet lag er cloud-infrastrukturen. Når Danmark logger ind på MitID eller Aula, foregår det gennem systemer bygget på teknologi fra Microsoft, Amazon eller Google. EU’s forsøg på at etablere sin egen cloud-standard, GAIA-X, skulle være et symbol på uafhængighed, men samarbejder i dag ironisk nok med netop de aktører, det skulle udfordre. Den tyske tænketank Stiftung Neue Verantwortung konkluderer nøgternt, at digital suverænitet i praksis ikke handler om isolation, men om evnen til at træffe egne valg – og at kunne skifte, når det er nødvendigt.
Det tredje lag handler om standarder. Softwareudvikling, dataformater og API’er bliver defineret uden for Europa. Når alle bygger oven på amerikanske udviklingsplatforme, bliver det dyrt – teknisk og økonomisk – at skifte. Små lande får dermed mindre reel innovationsfrihed.
Det fjerde lag er lovgivning. Jurisdiktioner støder sammen, og EU’s databeskyttelsesregler kolliderer med udenlandske efterretningslove. I september 2025 stadfæstede EU-Domstolen det nye Data Privacy Framework mellem EU og USA. Det gav kortvarig driftsro – men historien med Safe Harbor og Privacy Shield viser, hvor skrøbelig den balance er.
Danmark som dataprotektorat
Danmark er et digitalt foregangsland. Vi har MitID, e-Boks, NemLog-in, Aula og en digitaliseret offentlig sektor, som mange misunder os. Men ifølge IT-Politisk Forenings formand Jesper Lund er det et “foregangsland på lånt infrastruktur”. Han advarer om, at hvis en amerikansk leverandør ændrer sine vilkår, kan dele af den danske offentlige sektor blive lammet på timer.
Sagen om Den Sidste Flaske illustrerer, hvad det betyder i praksis. Da en algoritme på Facebook fjernede butikkens annonce, forsvandt hele dens mulighed for at annoncere – uden menneskelig kontakt, uden forklaring, uden klageadgang. For en lille virksomhed var det som at få døren låst til sin butik. (Læs mere i ”Digital suverænitet – Hvem ejer dit digitale liv?” af Just Kjærgaard Pedersen i dette magasin)
Historien blev et wake-up call for e-handelsbranchen. Den viste, at digital afhængighed ikke kun handler om stater og systemer, men også om små aktører, der lever af platformenes nåde. Når en algoritme bestemmer, hvem der må ses, og hvem der ikke må, forsvinder den lige adgang, som ellers er demokratiets fundament.
Europas teknologiske underskud
Mens EU regulerer sig til mere orden – med AI Act, Data Act og Digital Services Act – løber resten af verden foran med kapital, hardware og markedsdominans. Regulering skaber transparens og ansvarlighed, men den skaber ikke fabrikker, chips eller datacentre.
Derfor taler mange eksperter nu om strategisk handlefrihed frem for fuld uafhængighed. Ideen er, at man ikke nødvendigvis skal eje alt selv, men kunne vælge frit og samarbejde på egne betingelser. Det kræver dog, at landene opbygger en vis egenkapacitet – i energi, infrastruktur og kompetencer – så vi kan stå på egne ben, når regler eller geopolitiske vinde skifter.
Fra regulering til robusthed
De nye EU-regler giver faktisk værktøjer til at genvinde lidt magt.
Data Act, som træder i kraft i september 2025, forpligter leverandører til at gøre det reelt muligt at flytte data og tjenester – en slags “exit-ret” fra cloud-fængslet. Hvis Danmark og danske virksomheder bruger den mulighed aktivt i kontrakter, kan det skabe reel bevægelsesfrihed.
EUCS, den kommende cloud-certificering, giver et mærke for sikkerhed og compliance, men de mest vidtgående “suverænitetskrav” blev droppet i 2024. Certificeringen er dermed et datapunkt – ikke et skjold. Den kan styrke tilliden, men ikke garantere uafhængighed.
Og AI Act stiller krav om gennemsigtighed og ansvar, som på sigt kan gøre europæisk teknologi mere troværdig. Men uden investeringer i regnekraft og infrastruktur risikerer vi, at reglerne blot styrker dem, der allerede har musklerne til at følge dem.
Den lille stats dilemma
For småstater som Danmark er spørgsmålet enkelt og ubehageligt: Kan man være digitalt suveræn, hvis man ikke har alternativer?
Vi outsourcer hosting, datalagring og udvikling til aktører, vi hverken kan stemme på eller føre tilsyn med. Når vi taler om datasuverænitet i Danmark, betyder det i praksis at sikre kontrol over data og exit-muligheder, ikke fuld uafhængighed. Men selv det kræver, at myndighederne ved, hvor teknologien kommer fra – og hvordan den kan udskiftes.
Digital suverænitet bliver dermed et spørgsmål om kultur og beredskab. Vi skal opbygge kompetencer til at kunne skifte, krav i kontrakterne, og lokal infrastruktur, hvor det giver mening.
En ny slags magtbalancer
Den digitale økonomi har skabt et nyt verdenshierarki, hvor små lande kan være økonomisk velstående, men teknologisk afhængige. Vi har fået fri adgang til de bedste værktøjer, men mistet muligheden for at vælge dem fra.
Kolonialisme anno 2025 handler ikke om flag og grænser. Den handler om standarder, datacentre og licenser. Når store aktører sætter spillereglerne for dataudveksling, cloud-kompatibilitet og AI-governance, former de i praksis også vores digitale samfundsorden.
Realisme frem for romantik
Tyske Stiftung Neue Verantwortung har formuleret det klart: Digital suverænitet er ikke isolation, men evnen til at træffe egne valg.
For små lande som Danmark betyder det, at vi skal kombinere EU’s politiske rammer med teknisk og organisatorisk handlekraft:
- Byg exit ind i kontrakterne.
- Klassificér data, så vi ved, hvad der skal blive i EU – og hvorfor.
- Brug offentlige indkøb til at stille krav om interoperabilitet og gennemsigtighed.
- Invester i regnekraft, energi og fælles nordisk infrastruktur.
Digital suverænitet er ikke et flag, man hejser. Det er en driftsevne, man opbygger.
Den lille stats styrke
Små lande har en fordel: Vi kan handle hurtigt. Vi har korte beslutningsveje, høj tillid og stærke institutioner. Danmark kan vælge at bruge sin offentlige sektor som motor for ansvarlig teknologi – ikke bare som bruger, men som kravstiller.
Vi kan også bygge alliancer. Et nordisk samarbejde om compute, energi og cloud kunne blive en konkret modvægt til de store teknologiblokke.
Det kræver, at vi begynder at tale om digital suverænitet som noget mere end cybersikkerhed og databeskyttelse. Det er en demokratisk forudsætning. Uden den risikerer vi at blive velregulerede, men magtesløse – et digitalt protektorat, hvor kontrollen ligger et sted mellem Seattle og Silicon Valley.
