Kender du det, når dine indlæg eller kommentarer på sociale medier ikke får nogen som helst opmærksomhed også når de normalt vil skabe debat. Indhold og svar i dine digitale fora dukker op uden at der tilsyneladende er mening i rækkefølgen eller synligheder. Dit feed er tydeligt ensrettet og du møder kun synspunkter, der ligner dine egne og modstridende eller bare varieret indhold er sorteret fra. Kender du den snigende fornemmelse af algoritmen på dine sociale fora forudser dine interesser og filtrerer din virkelighed uden at du helt kan bestemme hvorfor?
Og din fornemmelse er ikke forkert. Du ved sikkert godt i et eller andet omfang, at dit dataspor indsamles algoritmisk, når du færdes i digitale fora, men du tænker nok ikke nærmere over det. Dine data bruges til at afgøre den rækkefølge, som du præsenteres for debatter og information. Algoritmer prioriterer dit feed baseret på engagement, følelser og din tidligere adfærd. Dine og alle andres stemmer, meninger og oplevelser bliver filtreret. Kun de stemmer, som algoritmen vurderer som relevante at vise, sendes videre til dig og resten forsvinder mellem linjerne.
Når den offentlige debat filtreres af algoritmer og bestemmer hvem og hvad, der kommer til orde bliver den frie og lige adgang til den offentlige debat, der er grundlaget for det åbne demokrati. Vi oplever ekkokamre og vi kan have svært ved at gennemskue sorteringen. Det kan være med til at undergrave tilliden ikke blot til de digitale platforme, men også til politiske partier og traditionelle redigerede medier. Det forskyder magten fra folkevalgte og borgere til teknologivirksomheder. Færre stemmer kommer til orde, det er skjult, hvem der foretager filtreringen og der opstår en ny form for censur gennem den algoritmiske kuratering.
Men AI-systemer kan også bidrage til at åbne for den demokratiske samtale ved at gøre information, debat og deltagelse mere tilgængelig for flere mennesker. Steder som Barcelona i Spanien og i Taiwan har man arbejdet med systemer, der giver borgerne en udvidet adgang til at deltage i den demokratiske samtale med hinanden og deres politikere.
Fra offentlig debat til dataflow
Den danske historier Hal Koch definerede demokratiet som dialog og derfor var fundamentet for demokratiet også historisk set den offentlige samtale og gensidige forståelse, hvor folk mødtes ansigt til ansigt og diskuterede fælles anliggender. I dag foregår den samtale i stigende grad på digitale platforme, hvor algoritmer og datasystemer organiserer synlighed, prioritering og adgang og som regel uden at du kan gennemskue, hvad der foregår.
I mødet med kommunen og staten oplever vi oftere og oftere, at vi bliver mødt med datasystemer, hvor den offentlige samtale filtreres og struktureres af teknologiske logikker snarere end menneskelig dialog.
Den demokratiske offentlighed er under forandring. På den ene side store muligheder for både effektivisering og inddragelse, men på den anden side med risiko for at den gensidige forståelse og borgernes frie stemme underordnes digitale systemers logik og prioritering.
AI i den danske beslutningskæde
AI Portalen kortlagde i sin første udgave brugen af AI i kommunerne og selvom kommunerne i stigende grad tager kunstig intelligens i brug, er der kun få tegn på egentlige demokratiske processer omkring implementeringen. I Odense Kommune er beslutningsstøttesystemet RoboRef taget i brug i sagsbehandlingen uden offentlig høring, og hverken algoritmens logik eller borgernes mulighed for at klage over dens sorteringer er dokumenteret. Der findes ingen konsekvensanalyse (DPIA), og det står uklart, hvordan borgernes retssikkerhed bliver varetaget, når maskiner får indflydelse på prioriteringen af deres sager.
I Aarhus Kommune har man med projektet OS2ai etableret en mere åben model, hvor systemet udvikles som open source og med indbyggede audit logs, brugerkonti og promptbibliotek, der gør det muligt at spore, hvordan AI’en bruges i praksis. Men også her foregår styringen primært internt, og der er ingen direkte mekanismer, hvor borgere kan få indsigt i eller påvirke de algoritmiske beslutninger.
Hos Digitaliseringsstyrelsen er ansvaret for “ansvarlig AI” samlet i nationale strategier, men uden borgerhøringer eller reelle inddragelsesprocesser. Styringen er top-down og teknokratisk, med fokus på effektivitet og governance frem for demokratisk kontrol.
I Region Hovedstaden er anvendelsen af AI i fosterdiagnostikken et eksempel på, hvordan beslutninger, der rækker dybt ind i menneskers liv, kan blive taget uden offentlig debat. Projektet er senere videreført i privat regi, og dermed er den offentlige kontrol yderligere svækket.
På tværs af de fire cases tegner der sig et billede af en digital forvaltning, hvor borgerne sjældent inviteres indenfor. Forklarbarheden er lav, klageadgangen uklar, og de mekanismer, der kunne sikre, at borgernes stemmer ikke forsvinder i automatiseringen, er stort set fraværende.
Åbne vs. lukkede systemer
AI i den offentlige sektor står i dag ved et demokratisk vejkryds. Den kan enten bruges som et redskab til at åbne demokratiet – skabe mere gennemsigtighed, borgerinddragelse og ansvarlighed – eller som et middel til lukket, automatiseret styring, hvor beslutninger tages uden offentlig debat. På den ene side findes en tradition, der udspringer af open source-bevægelsen og Civic Tech: teknologier udviklet i et demokratisk og samarbejdende rum, hvor kode, data og beslutningsprocesser er åbne. Her er forbilleder som Decidim i Barcelona og vTaiwan, hvor borgere kan deltage direkte i lovgivningsprocesser og følge, hvordan argumenter, forslag og beslutninger udvikler sig i et fælles digitalt forum. Denne form for teknologi understøtter det, Jürgen Habermas kaldte det deliberative demokrati – en offentlighed, hvor beslutninger bliver til gennem samtale og gensidig forståelse. AI kan i dette perspektiv blive et redskab for digital medborgerskab og kollektiv intelligens, snarere end et kontrolværktøj.
På den anden side står en mere lukket retning, hvor GovTech og automatisering bliver synonym med effektivitet, forudsigelighed og kontrol. Her udvikles systemer bag lukkede døre, ofte af eksterne leverandører, og uden offentlig adgang til algoritmer eller beslutningslogik. Kommunale projekter som RoboRef i Odense, der prioriterer borgersager med AI, og Region Hovedstadens fosterdiagnostiske AI, som senere blev videreført i privat regi, viser hvordan automatiseringen ofte foregår uden hverken demokratisk debat eller indsigt i, hvordan teknologien træffer sine vurderinger. Her bliver AI, med Langdon Winners ord, en “teknologisk politik” – et system, der udøver magt uden at være demokratisk valgt. Set med Michel Foucaults blik indgår teknologien i en ny form for styringsrationalitet, hvor mennesker ikke længere er deltagere i beslutningsprocessen, men objekter for dataindsamling og klassifikation.
Forskellen mellem de to retninger kan beskrives som et valg mellem AI som demokratisk værktøj og AI som kontrolinfrastruktur. I den første er kode, data og formål tilgængelige, borgerne kan forstå og påvirke teknologien, og forvaltningen kan stilles til ansvar. I den anden fungerer teknologien som et lukket system, hvor beslutninger sker automatisk, og hvor både gennemsigtighed og klageadgang forsvinder. Hvor Civic Tech åbner demokratiet gennem medborgerskab, samarbejde og fælles ejerskab over data, lukker GovTechdet gennem standardisering, overvågning og central styring.
AI bliver dermed ikke blot et spørgsmål om effektivitet, men om samfundets retning. Som videnskabsfilosoffen Sheila Jasanoff har påpeget, er teknologi aldrig neutral – den afspejler altid bestemte værdier og visioner om, hvordan samfundet bør fungere. Valget står derfor ikke mellem at bruge eller afvise AI, men mellem at udvikle den i offentlighedens lys eller lade den vokse frem i forvaltningens skygge.
Taiwan, Barcelona og Danmark
Der eksperimenteres altså på godt og ondt med AI-systemer i mødet mellem borger, kommuner og stat med varierende resultater. Hvis vi kigger til udlandet, så tilbyder både Taiwan og byen Barcelona i Spanien vigtige perspektiver, der kan inspirere til hvordan vi arbejder med et digitaliseret demokrati i Danmark.
Med platforme som Join, Polis og senere vTaiwan har Taiwan styrket den offentlige deltagelse. På platformene kan borgerne tage initiativ til lovændringer, deltage i åbne debateer og co-designe AI-politikker sammen med myndighederne.
I Barcelona lancerede man i midten af 2010’erne Decidim-platformen, der er open source til deltagelse, afstemning, budget og politiske initiativer, hvor transparens og privatliv sikres teknisk. Decidim har været central for borgerinddragelse, blandt andet høringsprocesser, budgetplanlægning og beslutningstagnings processen gennem næsten et årti. I marts 2025 blev Barcelonas kommunale AI-strategi annonceret med fokus på at implementere etisk, bæredygtig og demokratisk ansvarlig brug af AI i byforvaltning og offentlige tjenester.
Selvom Danmark ifølge blandt andet OECD ligger i den globale top i forhold til digitalisering og implementering af digital offentlig service og AI, så har fokus i Danmark likket på effektivitet og brugervenlighed fremfor borgerstyret co-governance med digitale platforme. OECD efterlyser bredere borgerinddragelse og demokratisk styring af algoritmiske løsninger i Danmark.
Selvom der eksperimenteres med AI og automatisering i den offentlige sektor, sker det ofte uden samme grad af gennemsigtighed og borgerinddragelse, som man ser i Taiwan og Barcelona. Her kan Danmark lade sig inspirere af, hvordan digitale demokratitiltag kan styrke tilliden til systemet, øge ansvarligheden og skabe nye muligheder for fælles beslutningstagning. Ved at tage ved lære af de internationale forbilleder kan Danmark udvikle digitale løsninger, hvor kode, data og beslutningsprocesser er åbne, og hvor borgernes stemme bliver en aktiv del af den digitale forvaltning.
Demokratiets nye grænseflade
Demokratiet er under en radikal forandring. Det handler ikke længere kun om, hvem der har stemmeret, men i stignede grad om, hvem der bliver hørt og synliggjort af algoritmerne. Hvis AI skal åbne op for og ikke lukke ned for demokratiet, så kræver det at vi foretager fundamentale ændringer i både teknologi, governance og borgerinddragelse.
Det stiller store krav til at AI-systemer er transparente, forståelige og efterprøvelige, så borgerne kan se, hvordan vores data og stemmer vurderes og prioriteres af algoritmerne. Algoritmer skal udvikles i samarbejde med borgere, civilsamfund og eksperter for at sikre repræsentation, retfærdighed og demokratiske værdier og ikke kun effektivitet. Der skal være strenge regler for databeskyttelse og arbejdes indgående med at imødegå bias og diskrimination for at sikre borgernes rettigheder i alle faser af automatiserede beslutninger. Borgerne skal have redskaber til at forstå, navigere og kommunikere med digitale systemer på egen præmisser.
Det er afgørende, at borgerne får redskaber til at forstå, navigere i og kommunikere med digitale systemer på egne præmisser, fordi demokratiet i stigende grad udspiller sig i digitale grænseflader. Når velfærdsstaten, debatten og myndighedskontakten flytter ind i algoritmiske miljøer, risikerer borgerne at miste indflydelse, hvis de ikke forstår, hvordan beslutninger træffes, eller hvordan de kan stille spørgsmål til systemerne. I stedet for at blive aktive deltagere i den digitale offentlighed, bliver de passive modtagere af teknologiske beslutninger.
Her kan AI spille en dobbelt rolle: som barriere – hvis teknologien forstærker kompleksiteten – eller som bro, hvis den bruges til at oversætte, forklare og tilpasse. Det kræver AI-løsninger, der er designet med borgeren som medspiller, ikke som datapunkt. En offentlig chatbot, et sagsbehandlingssystem eller en informationsportal bør ikke blot levere svar, men hjælpe borgeren med at forstå konteksten: Hvad sker der bag kulissen? Hvilke regler, kriterier og vurderinger ligger til grund?
Derfor bør fremtidens demokratiske digitale infrastruktur bygge på forklarende og inkluderende AI, der kan tilpasse sproget til borgerens forudsætninger, forklare komplekse beslutninger i almindeligt dansk og skabe mulighed for dialog frem for ensidig automatisering. Teknologien skal med andre ord gøre myndighedssproget menneskeligt igen – ikke ved at forsimple virkeligheden, men ved at åbne den op.
Når AI bruges til at formidle, ikke skjule, kan den bidrage til at genoprette borgerens autonomi og deltagelsei det digitale demokrati. Det handler ikke kun om adgang til data, men om adgang til forståelse – og dermed til magten over ens eget møde med staten.
AI forandrer verden – men hvem holder øje? Støt uafhængig journalistik om kunstig intelligens.
