Mens EU taler højt om digital suverænitet, ligger størstedelen af kontinentets digitale infrastruktur fortsat i hænderne på amerikanske selskaber.
Og selv om politikerne i Bruxelles vil have mere kontrol over data, cloud og kunstig intelligens, er virkeligheden en anden: De fleste europæiske systemer kører på Microsoft, Amazon og Google.
Et ideal med indbyggede paradokser
Begrebet digital suverænitet er blevet et fast udtryk i EU’s teknologiordbog. Det dækker over ønsket om at kunne handle uafhængigt i den digitale verden – fra dataopbevaring til kunstig intelligens.
Men den politiske vision støder sammen med praksis. Ifølge EU Kommissionens State of the Digital Decade 2024 er mange digitale tjenester i EU fortsat udviklet af ikke-europæiske virksomheder, og det skaber en strategisk sårbarhed.
Også European Investment Bank slår fast, at Europa kun står for omkring 7 procent af verdens samlede AI-investeringer, mens USA og Kina tilsammen står for over 80 procent (Artificial Intelligence – Investment Report 2024). Selv de mest avancerede AI-chips – som NVIDIAs H100 – produceres udelukkende uden for Europa.
En afhængighed, der går helt ind i klasselokalet
Afhængigheden er ikke bare økonomisk, men dybt praktisk. De fleste europæere bruger amerikanske systemer hver dag – fra Windows og Android til ChatGPT.
I Danmark bygger de offentlige systemer Aula, NemLog-in og MitID alle på udenlandske teknologier. Ifølge IT-Politisk Forenings formand Jesper Lund betyder det, at “vi taler om digital selvstændighed, men reelt er vi dybt afhængige af de store platforme” (Version2, 2. februar 2024).
Han peger på, at hvis en amerikansk udbyder pludselig ændrede sine vilkår, “kunne dele af den offentlige sektor blive lammet på timer”.
Tillid som den skjulte valuta
Digital suverænitet handler ikke kun om hardware og software, men også om tillid. Tillid til, at vores egne systemer fungerer – og til, at de aktører, vi samarbejder med, ikke misbruger deres magt.
Som dataetikeren Gry Hasselbalch skriver i bogen Data Ethics of Power: “Dataetik handler ikke blot om kontrol, men om magtforholdet mellem dem, der skaber teknologien, og dem, der lever med den.”
Hun peger på, at tillid skal bygges ind i teknologien gennem gennemsigtighed og ansvarlighed. “Digital suverænitet handler ikke kun om teknologi, men om mennesker og institutioner,” sagde hun i et interview med Euractiv (10. marts 2023).
Et kontinent på lånt infrastruktur
Selv de projekter, der skal gøre Europa mere uafhængigt, ender ofte med at være afhængige af de samme aktører, de skulle udfordre. Den fælleseuropæiske cloud-satsning GAIA-X er et eksempel. Projektet blev lanceret som et symbol på digital uafhængighed, men samarbejder i dag med både Amazon og Microsoft.
“Europa er fanget mellem ønsket om frihed og behovet for at fungere,” skriver den tyske tænketank Stiftung Neue Verantwortung i rapporten The European Quest for Digital Sovereignty (2023). Organisationen konkluderer, at “digital suverænitet i praksis ikke handler om isolation, men om evnen til at træffe egne valg”.
Danmark halter efter
Danmark har endnu ikke en national strategi for digital suverænitet. Der findes initiativer for ansvarlig brug af AI og datasikkerhed, men ingen samlet plan for, hvordan staten skal eje og drive sine egne teknologiske systemer.
Hos Digitaliseringsstyrelsen erkender man udfordringen. I et notat fra 2024 står der, at “en stor del af den offentlige digitale infrastruktur baseres på standardløsninger udviklet i udlandet”.
Derfor handler suverænitet i Danmark mere om at sikre kontrol med data og exit-muligheder end om fuld uafhængighed. Men det kræver, at myndighederne ved, hvor teknologien kommer fra – og hvordan den kan udskiftes.
Menneskerne i midten
Suverænitet handler i sidste ende om mennesker, ikke maskiner. Hvis borgerne ikke har tillid til de systemer, der styrer deres data, mister hele infrastrukturen sin legitimitet.
“Når magten over information centraliseres, bliver tillid ikke et valg – men en nødvendighed,” skriver Harvard-professor Shoshana Zuboff i The Age of Surveillance Capitalism fra 2019. Den pointe gælder også for stater. For at skabe digital uafhængighed skal tillid bygges både opad – mod de institutioner, der styrer systemerne – og nedad, mod de borgere, der bruger dem.
Strategisk handlefrihed
De fleste eksperter er enige om, at Europa næppe bliver teknologisk selvforsynende.
Men der er en mellemvej: strategisk handlefrihed. Det betyder, at man ikke skal eje alt selv, men kunne vælge frit, samarbejde på egne betingelser – og bevare kontrollen over sine data.
Ifølge EU’s egne mål i Digital Decade 2030 skal medlemslandene inden for de næste fem år udvikle “sikre, interoperable og bæredygtige cloud-løsninger” og etablere en europæisk AI-infrastruktur.
Spørgsmålet er, om den plan overhovedet kan realiseres, før markedet løber endnu længere foran.
Mellem kontrol og afhængighed
Digital suverænitet bliver næppe et spørgsmål om total kontrol.Det handler snarere om, hvor meget vi tør overlade – og til hvem.
For uden afhængighed kan vi ikke samarbejde, og uden tillid kan vi ikke fungere. Det er midt i den balance, Europas digitale fremtid skal findes.
