Begrebet digital suverænitet bliver brugt hyppigt. Politikerne taler om det og forskere skriver om det. Men hvad betyder det egentlig? For nogle handler digital suverænitet om national sikkerhed: om at sikre, at Danmark og Europa ikke bliver afhængige af udenlandske teknologigiganter. For andre handler det om individets selvbestemmelse: retten til at kunne sige nej, retten til at forsvinde, retten til at have sit eget liv uden konstant digital overvågning. Fælles for begge forståelse er, at de kredser om hvem, der har magten i den digitale verden.
Begge perspektiver er relevante, og de hænger måske endda sammen. I et lille land som Danmark, hvor afstanden mellem borger og politiker stadig er relativ kort, kunne man let forestille sig at den nationale og personlige suverænitet ville styrke hinanden. Men det kræver, at den dansk stat forstår sin dobbeltrolle – både som beskytter, men også som magthaver.
Den Sidste Flaskes sidste annonce
Historien om Den Sidste Flaske er blevet et fint eksempel på, hvordan digital suverænitet kan komme til udtryk. I 2022 fik den jyske vinbutik fjernet et opslag fra Facebook. Det viste blot en vin på tilbud – intet kontroversielt, intet ulovligt, intet som de ikke havde gjort 100 gange før. Alligevel blev det slettet. Ingen personlig besked, ingen forklaring. Bare et automatiseret “annoncen strider mod vores fællesskabsregler”.
Det egentlige problem kom bagefter. Fjernelsen udløste et midlertidigt annoncestop, hvor virksomheden ikke længere kunne købe sig til synlighed på Facebook eller Instagram. For en lille netbutik er det næsten som at få lukket sin butik, mens konkurrenterne stadig står i gadebilledet og råber kunderne ind.
Ifølge virksomheden selv kostede det omkring en halv million kroner i tabt omsætning. Den præcise størrelse kan ingen verificere, men uligheden i vilkårene var reel nok. Hvor konkurrenterne fortsat kunne annoncere, måtte Den Sidste Flaske se sine kampagner forsvinde – uden at vide hvorfor og uden mulighed for at klage.
Sagen affødte en debat i e-handelsbranchen om, hvor afhængige danske netbutikker egentlig er af de platforme, der udgør deres markedsplads. Flere pegede på, at hændelsen viste en ny form for sårbarhed: ikke over for konkurrenter, men over for selve infrastrukturen. Når en algoritme beslutter, hvem der må annoncere, og hvem der ikke må, bliver markedsvilkår pludselig til et spørgsmål om systemlogik.
Andre mente, at det blot var et uheld – en nødvendighed i et globalt system, hvor milliarder af opslag skal overvåges og filtreres hver dag. Der er nok noget om begge dele. Men netop derfor er historien interessant. Den viser, hvordan tab af kontrol i det digitale sjældent sker dramatisk, men i små, tekniske bevægelser, som ingen rigtigt tager ansvar for.
Den Sidste Flaske gjorde ikke noget forkert. Den ramte bare et filter. Men filtrene er i dag en del af den digitale orden. De afgør, hvem der bliver set, og hvem der forsvinder. Og når man først har fået karantæne, er der sjældent nogen at ringe til.
Sagen er siden blevet et stående eksempel i debatten om platformmagt og dansk erhvervslivs digitale afhængighed. Ikke fordi den er enestående, men fordi den er genkendelig. For alle, der driver virksomhed online, hænger forretningsgrundlaget på en tynd tråd af algoritmisk velvilje. Det er den slags historier, der burde give anledning til eftertanke: hvad betyder egentlig suverænitet, når adgang til ens egne kunder afhænger af et system, der ikke engang taler dansk?
Velfærdsstaten på kode
Vi er vant til at tænke, at Danmark står stærkt digitalt. Vi har MitID, e-Boks og Aula. Vi kan kommunikere med det offentlige på få sekunder. Alt ser ud til at fungere. Men med effektiviteten følger en stille forskydning af magt. Når alt bliver digitalt, bliver alt også styret af systemer, og de er ikke skabt til at blive sagt imod.
Her er den konservative politiker Aksel Møller værd at genkalde. Han skrev i 1950’erne om velfærdsstatens paradoks: at tryghed kan blive til afhængighed, hvis staten overtager for meget. Møller var ikke modstander af fællesskab – han var bekymret for, hvad der sker, når borgeren opgiver sin myndighed i bytte for bekvemmelighed. Han ville sandsynligvis have set nutidens digitale systemer som en fortsættelse af dette: Vi opnår sikkerhed, men mister råderum.
Når du som forælder logger ind på Aula, har du ingen valgmuligheder. Du skal bruge det, ellers mister du adgang til dit barns skoleliv. I et teknisk perspektiv er det rationelt, men i et demokratisk perspektiv er det et problem. Det, der blev udviklet for at gøre livet lettere, bliver gradvist til noget, man ikke kan undslippe.
Systemets egne værdier
Socialdemokraten Jørgen S. Dich skrev i 1973 Den herskende klasse. Hans pointe var, at velfærdssystemet automatisk udvikler sine egne værdier, som typisk er anderledes end værdierne i resten af samfundet. Han mente, at embedsmændene var drevet af en dyb overbevisning om, at de skulle gøre verden bedre, og ofte ganske enkelt slet ikke kunne forstå, hvorfor nogen ikke ville hjælpes eller så anderledes på en sag.
Hvis vi overfører det synspunkt til den digitale virkelighed, bliver advarsel næsten uhyggeligt tydelig. Mange ansatte i ministerier og styrelser ser det som selvfølgeligt, at alle borgere skal bruge MitID, e-Boks eller Aula. For dem er det rationelt, effektivt og sikkert. At nogle borgere oplever det som tvang, forekommer uforståeligt. “Hvorfor skulle nogen dog være imod?” spørger man – og dermed er misforståelsen fuldendt.
Her mødes Dich og Møller: den ene som konservativ skeptiker, den anden som socialdemokratisk insider. Begge pegede på det samme mønster – systemet, der overtager menneskets plads. I dag blot i digital form.
Fra bureaukrati til algoritme
Hvor Møller og Dich så staten som det store system, ser den italienske filosof Luciano Floridi og den amerikanske sociolog Shoshana Zuboff det i dag i teknologiens skikkelse. Floridi beskriver vores tid som en infosfære – et samfund, hvor grænserne mellem mennesker og systemer er flydende. Han mener, at digital suverænitet ikke kan handle om isolation, men om ansvar: evnen til at bevare dømmekraft i et automatiseret miljø.
Zuboff går skridtet videre. I The Age of Surveillance Capitalism beskriver hun, hvordan tech-platforme har gjort menneskelig adfærd til råstof. Vi bliver ikke udnyttet gennem tvang, men gennem bekvemmelighed. De digitale tjenester føles gratis, men betales med data, som senere bliver til produkter og beslutninger, vi ikke selv har kontrol over. Hvor Aksel Møller frygtede at borgeren blev sat i et bur for hans egen skyld med tvang, så advarder Zuboff mod at vi bliver nudget ind i buret.
De fire tænkeres synspunkter kan læses som ét langt ekko: Møller frygtede staten, Dich frygtede systemet, Floridi frygter ansvarsforflygtigelsen, og Zuboff frygter markedets magt. De beskriver samme mekanisme i hver deres epoke: at effektivitetens logik langsomt æder menneskets myndighed.
Den lille stats muligheder
I et land som Danmark, hvor der stadig er kort adgang til magthaverne, kan politisk og personlig suverænitet potentielt støtte hinanden. Hvis staten forstår borgerens behov for selvbestemmelse som en del af sin egen sikkerhed, kunne digital politik udvikle sig i en mere demokratisk retning.
Aksel Møller ville dog advare: Hvis man giver nøglerne til de digitale systemer væk – uanset om det er til markedet eller staten – mister man evnen til at være herre i eget hus. Jørgen Dich ville give ham ret og tilføje, at magten sjældent bliver misbrugt med vilje. Den bliver bare brugt uden forståelse for, hvordan andre mennesker tænker.
Netop derfor bør småstater som Danmark tænke digital suverænitet som noget der handler om kultur og forståelse. Den politiske nærhed kan være en styrke, men kun hvis beslutningstagerne formår at sætte sig i borgerens sted – også i det digitale.
Når infrastrukturen flytter ud
De fleste offentlige systemer kører i dag på servere, som ejes af udenlandske selskaber. Når en dansker logger ind med MitID, passerer data gennem en kæde af systemer, hvor ansvaret er delt mellem private aktører og offentlige myndigheder. Det er praktisk. Men praktisk er sjældent det samme som selvstændigt.
Der er ingen skandale i det, men det er et stille tab af kontrol. Vi flytter ikke bare data – vi flytter dømmekraft. Og når beslutninger bliver truffet af maskiner, bliver det næsten umuligt at placere ansvar.
Filosoffer som Cathy O’Neil har mindet os om, at algoritmer ikke er neutrale. De indeholder værdier, antagelser og grænser, som er sat af mennesker. Når vi lader maskiner sortere jobansøgninger, forudsige sygdomme eller moderere indhold på sociale medier eller SMS’er, flytter vi magt, ikke blot arbejde.
Derfor bør digital myndiggørelse begynde med retten til at sige nej. Ikke som et udtryk for modstand, men som en nødvendig ventil i et samfund, hvor alt ellers glider ubemærket videre.
At kæmpe for noget uden at blive det
Når danske og europæiske politikere taler om kampen for digital suverænitet, lyder det som et projekt for frihed. Men der ligger en risiko gemt i det. I forsøget på at genvinde kontrollen kan staten ende med at ligne det, den søger at beskytte sig imod – en struktur, der ved alt, styrer alt og sjældent spørger om lov.
Kampen for digital suverænitet skal derfor også være en kamp for ydmyghed. Den handler ikke kun om at eje systemerne, men om at forstå, hvor magten ligger, og hvordan den føles for dem, der står udenfor.
Hvis digitaliseringen skal styrke demokratiet, må vi lære at leve med den langsommelighed, som følger med frihed. Den hurtige løsning er sjældent den mest suveræne.
