Draghi-rapporten – AI forstærker Europas strukturelle svagheder

Rapporten The future of European competitiveness blev præsenteret i 2024 og er udarbejdet under ledelse af Mario Draghi, tidligere chef for Den Europæiske Centralbank og tidligere italiensk premierminister. Den består af en strategisk hovedrapport og en længere teknisk analyse med anbefalinger på tværs af sektorer.

Rapportens hovedspørgsmål er, hvordan Europa kan genvinde konkurrenceevne i en verden, hvor tre forhold ændrer spillereglerne: teknologisk acceleration, geopolitisk rivalisering og energiomstilling.

EU er ifølge rapporten mere åbent end USA og Kina, mere afhængigt af kritiske leverandører, mere presset af høje energipriser og svagere placeret i nye teknologier. I sin tale til Europa-Parlamentet formulerer Draghi det meget direkte: Europa importerer over 80 procent af sin digitale teknologi, EU-virksomheder betaler elpriser, der ligger 2-3 gange over USA og Kina, og kun fire af verdens 50 største tech-virksomheder er europæiske. 

Rapportens grundpointe er derfor ikke, at Europa mangler gode intentioner. Problemet er, at Europa ikke længere har tilstrækkelig økonomisk og teknologisk kraft til at bære alle sine ambitioner samtidig. Hvis produktiviteten ikke løftes, bliver Europa tvunget til at vælge mellem mål, som europæiske politikere ellers helst vil fastholde på én gang: velfærd, klima, sikkerhed, teknologisk suverænitet og social sammenhængskraft.

AI som næste chok

Draghi ser AI som del af et nyt produktivitetsskifte. AI kommer oven på et allerede voksende produktivitetsgab mellem Europa og USA. OECD-scenarier taler om, hvor omtrent halvdelen af produktivitetsvæksten i det kommende årti kan komme fra AI og dens spredning i økonomien. Her understreger Draghi, at AI i EU kræver en industriel mobilisering af infrastruktur og kapital. 

Det er en vigtig pointe. I mange europæiske diskussioner behandles AI som et spørgsmål om etik, regulering, uddannelse eller organisatorisk forandring. Alt dette er relevant. Men Draghi flytter diskussionen et lag ned. Han spørger i praksis: Har Europa den materielle og institutionelle kapacitet til overhovedet at konkurrere i AI-alderen?

AI kræver ikke kun dygtige forskere og fornuftig regulering, hvilket han anerkender at EU har. AI kræver datacentre, billig og stabil energi, adgang til chips, kapital til meget store investeringer, markeder hvor virksomheder kan skalere, og offentlige institutioner der kan træffe hurtige beslutninger. På næsten alle disse områder peger Draghi på europæiske svagheder.

Europa opfinder, andre skalerer

En af rapportens centrale pointer er, at Europa ikke mangler viden. Europa mangler evnen til at omsætte viden til store virksomheder.

Draghi siger, at Europa er fuld af talentfulde forskere og iværksættere. Problemet er, at innovation for ofte går i stå på vejen fra idé til kommerciel skala. I sin tale fremhæver han, at EU-virksomheder i 2021 brugte omkring 270 mia. euro mindre på forskning og udvikling end amerikanske virksomheder, blandt andet fordi Europas industristruktur stadig domineres af modne virksomheder og teknologier. Han nævner også, at der ikke findes en EU-virksomhed med en markedsværdi over 100 mia. euro, som er skabt fra bunden de seneste 50 år, mens alle seks amerikanske virksomheder over 1 billion euro er skabt i samme periode. 

Det er en næsten brutal sammenligning. Europa har universiteter, ingeniører, forskere, offentlige programmer og avancerede industrivirksomheder. Men det skaber for få nye teknologiske giganter.

Her rammer rapporten direkte ind i AI-diskussionen. For AI er en teknologi, hvor skala betyder meget. Store modeller kræver store investeringer. Store platforme skaber data. Data forbedrer produkter. Produkter tiltrækker brugere. Brugere skaber mere data. Dermed bliver forskellen mellem at være tidligt med og at være sent ude større.

AI adskiller sig fra tidligere infrastrukturer, fordi teknologien forbedres gennem brug. De økonomier, der først samler fordele i data, kapabiliteter og udbredelse, risikerer at trække permanent fra. 

Min læsning er, at dette er rapportens hovedbudskab: Hvis Europa var for langsom i internetøkonomien, kan AI blive et endnu hårdere nederlag. Ikke fordi europæerne ikke kan forstå AI. 

Men fordi Europa kan mangle de strukturer, der skal til for at gøre AI til produktivitet, virksomheder og industriel styrke.

Regulering er ikke hele problemet

Det ville være for let at reducere Draghi-rapporten til et opgør med regulering. Det gør rapporten ikke selv.

Draghi argumenterer ikke for en simpel deregulering. Han taler om fragmentering, inkonsistente regler og manglende skala. Problemet er ikke bare, at der findes regler. For en god føderalist som ham er problemet, at Europa ofte har mange regler, mange nationale forskelle og mange processer, der gør det svært for nye virksomheder at vokse hurtigt på tværs af hele kontinentet.

For Draghi handler det ikke om deregulering, men om at finde den rette balance mellem forsigtighed og innovation, og om at sikre at regulering anvendes ensartet i Europa. 

Det er en nøgtern, men stadig ret hård kritik. Europa har et stort indre marked på papiret. Men for mange virksomheder opleves det stadig som en samling nationale markeder med forskellige regler, kapitalmiljøer, sprog, myndigheder og praksisser.

Når man diskuterer AI, bliver dette særligt vigtigt. AI-virksomheder vokser ikke kun på grund af god teknologi. De vokser gennem adgang til kunder, data, kapital og talent. Hvis Europa gør det vanskeligt at skalere, vil dygtige europæere ofte søge mod steder, hvor markedet, kapitalen og risikovilligheden er større.

Draghi nævner selv, at næsten 30 procent af europæiske unicorns fra 2008 til 2021 flyttede hovedkvarteret til udlandet, og at mange unge europæere rejser til USA for at studere og bygge virksomheder dér. 

Grøn omstilling som dekarbonisering, ikke afvækst

Draghi-rapporten er også interessant, fordi den behandler grøn omstilling på en måde, der ofte mangler i den offentlige debat.

Rapporten er ikke imod dekarbonisering. Den siger tværtimod, at dekarbonisering kan blive en vækstmulighed for Europa. Men den kritiserer den måde, klimaambitioner, energimarked, industri og konkurrenceevne hænger sammen på i dag.

Draghi peger på, at europæiske virksomheder stadig betaler langt højere energipriser end konkurrenterne i USA og Kina. Rapporten fremhæver også, at høje energipriser kan bremse digitalisering, fordi træning og drift af AI-modeller samt datacentre kræver store mængder energi. I hovedrapporten nævnes det, at datacentre i dag står for 2,7 procent af EU’s elforbrug, og at forbruget forventes at stige med 28 procent frem mod 2030. 

Det gør energi til et AI-spørgsmål. Hvis AI kræver mere strøm, og Europa allerede har dyrere strøm, bliver konkurrenceevne ikke kun et spørgsmål om software. Det bliver et spørgsmål om energisystemer.

Her er det vigtigt at skelne mellem to forskellige forståelser af grøn omstilling. Den ene handler om at udlede mindre CO₂ gennem teknologi, elektrificering, ren energi, netudbygning og nye industrielle processer. Den anden handler mere grundlæggende om lavere forbrug af energi og materialer.

Draghi befinder sig klart i den første tradition. Han skriver ikke en rapport om afvækst. Han skriver en rapport om dekarbonisering, produktivitet og industri. Hans spørgsmål er, hvordan Europa kan reducere udledninger og samtidig bevare tung industri, vækst og velstand.

Det er også her, kritikken af EU bliver tydelig. Problemet er ikke, at Europa vil reducere CO₂. Problemet er, at Europa risikerer at gøre det på en måde, hvor energien forbliver dyr, industrien svækkes, og afhængigheden af Kina vokser. Rapporten peger fx på, at billig import fra Kina kan gøre det lettere at nå klimamål, men samtidig true europæisk clean tech og bilindustri. 

Min læsning er, at Draghi forsøger at gøre klimaambitionen økonomisk realistisk. Han siger i praksis: Hvis den grønne omstilling ikke også bliver en industripolitik, bliver den sværere at fastholde politisk. En hårdere læsning ville være, at Draghi antyder at klimaambitionen er den, som bør nedprioriteres.

Demografi som baggrundsstøj

Demografi ligger som en mørk baggrund. Europa bliver ældre. Arbejdsstyrken vokser ikke som tidligere. Det betyder, at Europa i mindre grad kan basere fremtidig vækst på flere hænder. Væksten skal i højere grad komme fra produktivitet.

Hvis der bliver færre i den arbejdsdygtige alder, bliver spørgsmålet, hvordan de mennesker, der er tilbage, kan arbejde mere produktivt. AI kan her være en del af svaret. Men kun hvis teknologien faktisk bliver integreret i virksomheder, offentlige institutioner og arbejdsgange.

Derfor er demografi hos Draghi en forstærker. Når arbejdsstyrken bliver mindre, bliver lav produktivitetsvækst farligere.

Draghis kur: mere europæisk handlekraft

Draghi er optimistisk i kuren.

Hans svar er, at Europa skal handle mere samlet. Det gælder kapitalmarkeder, energi, forsvar, teknologisk infrastruktur, innovation og industripolitik. 

Hvis Europas problem er fragmentering, virker det logisk at svare med integration. Hvis Europa mangler skala, virker det logisk at samle marked, kapital, energi og teknologi.

Men her begynder min skepsis. Draghi viser overbevisende, når han påpeger at Europa er for langsomt og fragmenteret. Jeg er mindre overbevist om, at et mere integreret Europa kan opnåes. For det er netop Europas institutioner, processer og politiske kompromiser, der igen og igen har haft svært ved at omsætte ambitioner til fart og skala.

Draghis løsning kræver en politisk kapacitet, som Europa endnu ikke har vist, at det besidder.

AI gør det sværere at vente

Hvis AI blot bliver endnu en bølge af softwareværktøjer, kan Europa måske fortsætte som hidtil: regulere, tilpasse, implementere, købe amerikanske løsninger og bruge teknologien i virksomheder og offentlig sektor.

Men hvis AI bliver et dybere produktivitetsskifte, er Draghis rapport langt mere alvorlig. Så handler det ikke kun om, hvem der har de bedste sprogmodeller. Det handler om, hvem der kontrollerer infrastrukturen, energien, kapitalen, datacentrene, chipsene, platformene og de virksomheder, der former næste fase af økonomien.

Europa har stadig styrker. Draghi nævner selv uddannelse, forskning, sundhedssystemer, velfærd, industrielt knowhow og et stort marked. Rapporten er ikke skrevet som en nekrolog. Den er skrevet som en mobiliseringsplan.

Men netop derfor er den dramatisk. Ikke fordi den råber op, men fordi den med nøgterne tal og institutionelt sprog siger, at Europa ikke længere kan fortsætte som før.

Min læsning er derfor denne: Draghi-rapporten handler ikke primært om AI, men AI gør rapporten sværere at læse optimistisk. Den viser, at Europa står over for endnu et teknologisk skifte, som kræver præcis de ting, Europa historisk har haft svært ved at levere: billig energi, risikovillig kapital og evnen til at omsætte viden til nye store virksomheder.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.