Jeg elsker AI – bare spørg min omgangskreds. Faktisk er vi der, hvor jeg bruger den hele tiden, når jeg ikke er på arbejde. Den er perfekt til at bearbejde alle mine idéer og tanker, og ind imellem er der noget, der er godt nok til at slippe ud i verden.
Som alle andre ved jeg godt, at min AI bruger mere strøm end Google. Hver gang du og jeg trykker send, sker der et utal beregninger op gennem et utal af lag, for at kunne svare på noget så småt som “2 s’er i spiseske”. Alle de beregninger koster strøm, og den strøm kommer et sted fra. Når man sidder alene med sin AI, virker det akademisk – men ser man ud i verden, er det et vanvittigt spørgsmål.
Det mest absurde i hele AI-cirkusset er uden tvivl den aflad, de prøver at købe sig til. Selv paven må have svært ved at holde masken, når de siger, de er grønne. Sam Altman blev engang filmet, mens han inspicerede et nyt kæmpe datacenter. Sådan et kræver to ting: geologisk stabilitet og strøm – strøm i helt groteske mængder. Man kunne tro, det lå ved en norsk fjord eller en havvindmøllepark. Men nej – det ligger i ørkenen i Texas, midt i olie- og gasland. Alligevel kaldes det “grønt”. Hvorfor? Fordi man kan købe kuponer på det internationale marked for grøn strøm.
Nu er det ikke fordi, OpenAI står alene med de her issues. Men man skal være mere end almindeligt naiv, hvis man stoler blindt på Googles opgørelser over vandforbrug pr. forespørgsel – uden at spørge: hvad med kølevandet? Hvad er sammenligningsgrundlaget?
Jeg ved ikke med jer derude, men for mig er strøm ligeså naturligt som at spise. Jeg tænder bare for kontakten, og lyset er der. Sådan er det ikke nødvendigvis i resten af verden. Og vand – det er i dag noget, folk bogstaveligt talt kæmper om mange steder. Vi ser allerede vandmangel rundt om i Europa.
Et enkelt AI-svar, en ChatGPT-forespørgsel, bruger måske kun fem milliliter vand – ikke mere end du fugter en finger med. Men på datacenterniveau er vi oppe i en helt anden liga: Nogle centre sluger millioner af liter vand om dagen for at køle de servere, der regner vores søgninger og AI-drømme igennem. På globalt plan kan AI’s vandforbrug nå 6,6 milliarder kubikmeter årligt i 2027 – mere end halvdelen af Storbritanniens samlede vandforbrug på et år. I Spanien findes datacentre, der bruger over 700.000 kubikmeter vand om året – vand, der ellers kunne have irrigere hundreder af hektar landbrug.
Og så er der de multinationale selskaber selv. De skylder ingen noget dér, hvor de lægger deres datacentre. Det er svært at forestille sig, at Alphabet eller Meta skulle føle et moralsk ansvar for lokale vandingsrettigheder i Aragon, når aktionærerne sidder i kapitalfonde, der kun har ét fokus: afkast.
Deres juridiske tilhørsforhold hjælper heller ikke på billedet. Delaware – hvor både Alphabet og Meta har rødder – er notorisk kendt for at være det nærmeste, man kan komme et skattely uden at flytte direkte til Panama. Hvis man ikke engang føler sig ansvarlig overfor det samfund, man er registreret i, hvordan skulle man så føle ansvar for de mennesker, der står uden vand på den anden side af hegnet til ens datacenter?
Man skal være mere end almindeligt naive – hvilket ikke ligefrem er det ord, de fleste forbinder med de store penge i verden – for at tro på “trickle down” i det her tilfælde. Vand og energi siver ikke ned til de lokale bønder i Spanien, bare fordi Big Tech lægger en serverpark på deres jord.
Når det er sagt, så er det ikke nødvendigvis deres skyld alene. Tid, afstand, ansvar, lokale regeringer og en fornemmelse af nødvendighed driver alt sammen udviklingen. Selskaberne kan gemme sig bag kapitalfonde, regeringer kan gemme sig bag vækstfortællinger, og vi andre kan gemme os bag behovet for flere svar, hurtigere svar, bedre svar.
Resultatet er, at ansvaret bliver diffust. Ingen står tilbage som vindere – heller ikke pengene, når regningen for alvor kommer.
Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er en gennemsnitsbruger. Jeg ligger absurd langt over den normale dansker – for slet ikke at tale om den gennemsnitlige europæer eller afrikaner. Men mit brug er altså et billede på det, vi ser ind i. Ikke den direkte, manuelle brug som mig – men alt det, der snart kommer til at køre med og omkring AI i vores hverdag. Når alle søgninger på nettet også trækker på en AI, ja, så har vi hele verden med på den galaj.
Så lad mig udlevere mig selv: Jeg har omkring ti samtaler om dagen, og hver af dem består af cirka ti beskeder. Nogle dage er det væsentligt mere, andre dage mindre – kæresten vil åbenbart også have lidt opmærksomhed. Hvis vi springer mellemregningerne over, ender jeg med at bruge mellem 400 og 750 liter vand om året. Det er inden vi tæller den AI med, jeg bruger via Google, Facebook og alt det andet. Det er en del brusebade – eller en hel del grøntsager, der kunne være dyrket i Spanien.
Og ja, jeg bruger også strøm. Men fuck det – jeg sidder jo i Danmark, med vind og sol.
Jeg indrømmer gerne, at jeg har et ret afslappet forhold til mit personlige ansvar. Men selv jeg kan se, at der er noget, vi skal have ændret.
Når jeg sidder ved min computer og bruger min elskede AI – du ved, den der kender dig bedre end din elskerinde – og jeg bare lige skal lave lidt, så har jeg hurtigt brugt en halv liter vand. Ja, de bliver bedre og bedre til at reducere forbruget, men slet ikke i det omfang, Google gerne vil have os til at tro. Vi taler om, at datacentre i 2027 vil bruge, hvad der svarer til halvdelen af hele Englands vandforbrug. Ikke noget stort problem i nogle dele af verden – men ofte et kæmpe problem dér, hvor energien faktisk findes, og hvor det giver mening at placere centrene.
Vi er allerede dér, hvor eksisterende datacentre ikke kan følge med – og det er inden vi rammer noget, der minder om kritisk masse. Kigger vi på, hvor der er energi nok, er det sjældent dér, hvor den er grøn. Og kigger vi på vand, er det samme paradoks: dér, hvor der er vand nok, er der ikke grøn strøm, og dér, hvor der er grøn strøm, er der ikke vand. Resultatet er flaskehalse på energi det ene sted og vandmangel det andet.
Og vi har endda ikke talt om strømmen endnu – og det er med vilje. For sandheden er, at strømmen kunne vi nok skaffe rimelig hurtigt, hvis vi ville. Strøm kan i princippet være vedvarende og uendelig, hvis vi virkelig gad at gøre noget ved det. Vind, sol, atomkraft – mulighederne ligger på bordet. Men vand er en begrænset ressource, uanset hvor meget der er af det derude. Havvand kan du ikke bare smide i et datacenter. Først skal det afsaltes, og den proces kræver enorme mængder energi. Og så er vi tilbage, hvor vi startede: vi bruger strøm for at få vand, og vi bruger vand for at køle strømforbruget fra AI.
Så hvad er løsningen? Ja… måske… kunne tænkes… der er bare ikke nogen løsning på den korte bane. Og det er skræmmende. For på den korte bane – ti år – vælter nødvendigheden ind over os. Jeg vil i hvert fald nødigt undvære min AI. Og så er det svært at nægte alle andre den samme luksus.
Fra et hurtigt tryk på send til et helt datacenter i Texas – hele AI-eventyret står lige nu på et grønt regnskabs-trick. Det burde få os alle til at spørge: er det virkelig den fremtid, vi vil købe os til?
Follow Me