Essay: The HuMath Project

Vi har rigeligt med idéer om, hvordan det bliver at være menneske i en verden med AI. Eller, i visse tilfælde, hvordan AI kommer til at udrydde os. I en verden, hvor gæt er gratis, og AI endnu ikke kan gøre gengæld, når vi rakker dem ned, får jeg også lyst til at give mine tanker om emnet. Og som med alle andre fremtidsvisioner er der en del præmisser, man lige skal købe. Så et åbent sind er første krav.

So, let’s go down the rabbit hole.

Matematik er universets sprog. Det er i hvert fald en teori i visse kredse, og hvis vi starter med at købe den præmis, kan vi lege med tanken om, at der også ligger matematik bag det, der kommer ud, når vi taler. At vores idéer, deres form og deres indbyrdes forhold kan beskrives på andre måder end med de ord, vi selv har til rådighed.

Så hvis vi kan få idéer, der kan omsættes til sprog, der kan omsættes til matematik, der kan omsættes til noget i virkeligheden, mangler vi en oversætter. Og den har vi nu fået i form af AI og sprogmodeller.

Få en idé, sæt ord på den, og lad en model hjælpe med at omsætte den til matematik og videre til noget, der kan bygges og afprøves. Pludselig kan idéen blive en del af verden uden for dit eget hoved.

Forestil dig, at du får en idé, og nu bliver jeg i min egen verden: En idé om, hvordan læring faktisk kan se ud i sprogmodeller. Du kan ikke selv omsætte den til den matematik, der skal til for at bygge den selvlærende agent, du forestiller dig. Men du kan se det for dig. Det har en form, det har nogle sammenhænge, og det har en værdi, du kan udtrykke i ord.

Du skriver til en AI, eller måske engang tænker til den, og pludselig sidder du med 11 siders formler, som en AI derefter kan omsætte til kode og til sidst til et program. Det skal selvfølgelig afprøves. Elleve siders formler kan også være elleve siders sludder. Men du har fået mulighed for at undersøge noget, der ellers var blevet inde i dit hoved.

Så har vi med ét åbnet for, at langt flere kan omsætte deres idéer til noget. Vi har fået adgang til viden og udvikling, som vi ikke selv behøver at rumme det hele af.

Hvis alle kan gøre dette, uanset hvor de kommer fra, bliver det sværere at fastholde, hvem der må være med. Når alle allerede sidder ved bordet, hvis de ønsker det, bliver retten til at bestemme, hvem der bliver inviteret, pludselig mindre værd. Så må nogle mure komme ned, og måske kan vi ligefrem begynde at leve i lidt mere fred og fordragelighed.

Ja, nu tager jeg et stort skridt. Jeg advarede om præmisserne ved indgangen.

Vi er ved at bevæge os derhen, og jeg er selv et lille, levende eksempel på det. En tjener med en gamer-laptop sidder med idéer og får dem ud i livet. Jeg kan bygge og afprøve mine egne bud på problemer, som de store labs bruger mængder af compute og mandskab på. Om mine løsninger så holder, må forsøgene vise. Men jeg er med, og alene dét er sgu da interessant.

Bare rolig. Der er stadig et glasloft. Adgang til værktøjerne er ikke det samme som adgang til penge, anerkendelse eller mennesker, der gider tage én alvorligt.

Pointen er, at hvis alle, der ønsker at tænke og skabe, også får mulighed for at få et produkt ud i verden, bliver det sværere at opretholde skellet mellem dem, der havde mulighed for at tage en lang uddannelse, og dem, der ikke havde. Og sværere for dem, der allerede er lukket ind, at holde døren lukket for resten.

Viden mister ikke sin værdi. Men hvis du kan få hjælp til at bruge viden, du ikke selv har brugt tyve år på at tilegne dig, får dine idéer en anden vægt. Så bliver det mindre afgørende, om du selv kan skrive alle formlerne, og mere afgørende, om du kan forestille dig noget, der er værd at skrive formler for.

Det udfordrer dem, hvis position først og fremmest bygger på at have adgang til noget, andre ikke har. For mennesker med selvstændige, kreative tanker kan komme alle steder fra. De behøver ikke kun komme op gennem et system, hvor man først skal godkendes af dem, der allerede er nået til tops.

Jeg ser mange idéer derude, som aldrig når videre, fordi vi har indrettet os, som vi har. Det har virket for nogle og på mange måder tjent os godt. Men jeg kan også forestille mig en fremtid, hvor vi gør det bedre.

Er min idé så langt ude? Køber du den som læser?

Den er grundlæggende ikke længere ude end forestillingen om de 10 procents risiko for, at AI udrydder os. Og den slugte folk, som blev de håndfodret med belugakaviar. Medierne tog det nærmest intravenøst.

Så skal du være bange for fremtiden? Eller ville det være rarere at forestille sig en, hvor enhjørninge skider regnbuer og brækker flødeskumskager op? Ingen af delene bliver selvfølgelig mere sandt af, at vi foretrækker det.

Måske ligger vores fremtid et sted midt imellem. Vi skal tage alvorligt, hvad autonome agenter kan, men vi skal ikke lade os paralysere. Vi må gerne ønske os en fremtid, hvor verden er i vatter, og hvor det at leve i harmoni er den mest naturlige ting.

Men vi behøver ikke ønske os en fremtid, hvor AI er centrum for det hele. Jeg er mere interesseret i, hvad vi mennesker får mulighed for at gøre med den.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.