Leonardo da Vinci – Den menneskelige singularitet 

– et idéhistorisk essay om Leonardo da Vinci og drømmen om en generel intelligens

I

Det er den første lune forårsdag. En svag brise kærtegner træerne på de græsklædte bakker i det Norditalienske landskab. En ung mand sidder fordybet i sit arbejde. Hans pen farer hurtigt, men sikkert hen over papirarket, hvor han registrerer alt omkring sig. Han suger alle indtryk til sig med en fuldstændig umættelig appetit. Vinden i træerne, den tidlige formiddags lys, der sætter scenen for landskabets udtryk. Kirken på bakken i det fjerne. Hans blik fanger det hele og han ser videre endnu. Han ser langt ind i fremtiden og hans hjerne koger over med visioner om storslåede og frygtelige kampscener, religiøse fortællinger og mirakuløse maskiner. Året er 1469. Stedet er byen Vinci udenfor Firenze og den unge mand på 17 år bærer navnet Leonardo med efternavn efter hans far og byen, som familien stammer fra og bor i. 

Om et par dage skal han starte i lære på Andrea del Verrocchios værksted i Firenze. Hans far har skaffet ham en plads og her skal han lære om maleri, skulptur, geometri, anatomi, maskintegning og ingeniørkunst. Men Leonardo er som besat af talent og indenfor blot få år vil han overgå sin mester. Allerede i 1472 bliver han optaget i malerlauget i Firenze som ”mestermaler”.

II

Vi kender Leonardo da Vinci næsten som definitionen på et geni – et renaissance-menneske. Men han er symbol på meget mere. Han var – som sin læremester – ingeniør, anatomisk ekspert, komponist, filosof, kunstner og matematiker. Men det handlede om andet og mere end blot at lære en række forskellige håndværk. Leonardo tænkte på tværs af alle disciplinerne. Når vi i dag taler om en Artificial General Intelligence (AGI) computersystemer, der kan løse alle opgaver, som mennesker på tværs af discipliner kan afstedkomme, så er det i virkeligheden en længsel efter den evne, som Leonardo besad: at forbinde. At forstå verden gennem sammenhænge. 

Nutidens AI-forskere drømmer om at skabe modeller, der kan skrive, forstå og handle på tværs af discipliner. Leonardo var en sådan model. Men i menneskelig form. En biologisk AGI.

Sammenligningen mellem Leonardo da Vinci og Artificial General Intelligence er ikke kun metaforisk. Den er idehistorisk. Leonardo var med til at forme selve forestillingen om, hvad intelligens er, når den ikke er bundet til ét domæne, men kan bevæge sig frit mellem kunst, teknik, natur og erkendelse.

Det er den forestilling, som AGI forsøger at operationalisere teknisk. Før AGI kunne blive et forskningsmål, måtte intelligens kunne tænkes som generel – som noget, der ikke bare løser isolerede opgaver, men forstår sammenhænge. Den tanke er ikke født i datalogiens laboratorier, men i renæssancens idé om det universelle menneske. Leonardo blev et arketypisk billede på denne intelligensform og dermed en del af det sproglige og kulturelle grundlag, som AGI i dag formuleres indenfor. Når AI-forskere taler om AGI, taler de ikke kun om kode, men om et ideal for intelligens. Et ideal, der i århundreder har været personificeret i figurer som Leonardo da Vinci.

III

Hos Verrochio lærer Leonardo grundlæggende mekanik, geometri, perspektiv og metallurgi. Han studerer hvordan lys og muskelstrukturer fungerer i naturen og gør sine første studier udi krigsmaskiner og løftemekanismer. Og han udvikler sin egen stil og tekniske metode – sfumato, anatomiske studier og lysforståelse, som er nogle af de centrale teknikker, som adskiller Leonardo fra andre malere på det tidspunkt. 

Da han i 1482 søger om en stilling som hofingeniør hos Ludovico Sforza, hertugen af Milano er det dog ikke hans evner som ”mestermaler” han lægger vægt på. Men han har nok forstået, at det ikke var kunstnere, der var efterspørgsel efter hos den krigeriske hertug. Så i hans ansøgning er det hans evner på den militære front, som han fremhæver. Det er krigsmaskiner og offensive og defensive strukturer, som han fremturer med sine evner indenfor. På trods af det faktum, at han ingen praktisk erfaring har med den slags konstruktioner på det tidspunkt. Kun studier på papir. 

Han får jobbet og i perioden frem til 1499 udvikler han detaljerede design til krigsmaskiner, pansrede køretøjer, automatiske vogndrev (en forløber for gearsystemet), katapulter og kanonforbedringer. Samtidigt skaber han de første komplette tegninger af flyvemaskiner – både ornitoptorer og faldskærmslignende konstruktioner. 

Samtidigt undersøger han proportioner indenfor geometri og mekanik. I 1495 tegner han den ”mekaniske ridder”, der er en af verdens tidligste humanoide robotkoncepter. Det er også i denne periode, at han indleder sine omfattende anatomiske studier gennem dissektioner. Han undersøger musklernes struktur, skelettet og leddene og han gør de første forsøg på at forstå, hvordan hjertet fungerer som en pumpe.

IV

Leonardo skriver i sin levetid adskillige værker indenfor mange forskellige discipliner, men udgav dog ikke noget af det. Dels fordi han nok havde ret høje krav til, hvornår materialet var klar til at udgive og hvornår, men til dels også fordi han havde en tendens til ikke at færdiggøre sine værker. Det gjaldt også for hans malerier. Han kunne drive kunderne til vanvid med sine evige overskridelser af deadlines og uopfyldte aftaler. 

Ikke desto mindre er hans notesbøger et skatkammer af flyvende maskiner, automatiske vogne og selvbevægende løver. Han forestillede sig en verden, hvor menneskets fantasi kunne materialiseres gennem mekanik. Nogen vil sige, at det præcis er det vi realiserer i dag gennem AI og robotteknologi – altså systemer, der handler på ideer og ikke bare beskriver dem. På sæt og vis er AI forlængelsen af Leonardos notesbøger. Vi skriver stadigt i hans bog, men nu svarer maskinerne.

V

Det er også mens Leonardo arbejder for Sforza’erne i Milano, at han indleder arbejdet på et af hans store mesterværker – Den sidste nadver. Et monumentalt værk, der måler 4.22 x 9,04 meter i Santa Maria delle Grazie-kirken i Milano. Vægmaleriet tog Leonardo fire år at fuldføre. Når man studerer Leonardos malerier, har man gennem tiden opdaget blandt andet gennem røntgenundersøgelser, hvordan Leonardo har arbejdet med motiverne, løbende ændret, flyttet fokus og fundet nye hovedpersoner, der for ham fortalte historien bedst. Leonardo vælger ikke at bruge den tids mest benyttede teknik – freskoteknikken – hvor man malede direkte på fugtigt puds. I stedet valgte han at male direkte på den tørre væg. Teknikken har dog det problem, at den er langt mindre holdbar end freskoteknikken og allerede efter 20 år begyndte farverne at falme og revne – Den sidste nadver antog karakter af et restaureringsprojekt. Leonardos valg af en mindre holdbar teknik var ikke uvidenhed, men metodisk stædighed. Retten til at ændre undervejs. Præcis det, som kendetegner eksperimentel udvikling – også i dag.

VI

I sin metode kombinerede Leonardo da Vinci på forunderlig vis videnskabelighed og poesi. Hans observationer af naturen er foretaget med en nøjagtighed, der minder om datasæt og på baggrund af observationer genererede han nye former. ”Kun sand observation fører til fantasiens frihed”, skrev han i en af sine dagbøger på samme måde som AI bygger på læring fra data før det skaber noget nyt. Når DALL-E eller ChatGPT kombinerer mønstre for at frembringe noget originalt, gentager den en renæssance-logik – kreativitet som genkombination. 

VII

I 1499 falder Sforza-regimet i Milano og i en årrække fremover rejser Leonardo mellem Mantova, Venedig og Firenze, hvor han ernærer sig ved militære ingeniøropgaver og byrumsdesign. Fra 1500 til 1506 intensiverer Leonardo sine anatomistudier ved dissektion. Han dissekerer i perioden både mennesker og dyr i stort omfang. Han udarbejder detaljerede tegninger af hjertets ventiler, blodkar og blodgennemstrømning, fosteret i livmoderen og rygsøjlens og skulderens biomekanik. Samtidigt undersøger han synssansen og øjets anatomi og arbejder med linser, perspektiv og lysbrydning. Han forbinder på den måde mekaniske principper og anatomi og han begynder at se kroppen som et system af gear, reb og modvægte.

VIII

I 1503 påbegynder et andet af de værker, der er med til at vinde ham et tidløst ry som generelt geni. På italiensk hedder værket La Gioconda og den mest accepterede historie om kvinden, der optræder på billedet er, at hun hed Lisa Gheradini og var gift med handelsmanden Francesco del Giocondo. La Gioconda spiller både på hendes mands efternavn og ordet gioiosa, der betyder den glade.

Du kender sikkert maleriet bedre som Mona Lisa. Navnet bliver brugt af en af Leonardos første biografer, Giorgio Vasari, der i sin biografi Le Vite, der bruger det som en omtale af Lisa Gheradini: Madonna Lisa – Frue Lisa – Mona Lisa. Leonardo selv kaldte det formentligt ikke noget. Til gengæld arbejdede han på værket gennem de næste seksten år og slæbte maleriet med sig fra Firenze til Milano, til Rom og til sidst til Frankrig. I Leonardos verden blev maleriet aldrig færdigt. 

La Gioconda var noget helt særligt for Leonardo og der var ikke tale om en betalingsopgave og efter alt at dømme beholdt han maleriet for sig selv. For ham var det ikke blot et portræt, men et eksperiment i perception, psyke og optik.

Og det er da også anerkendt over hele verden, som noget teknisk helt særligt. Hvis man betragter hende direkte, virker hun alvorlig, men hvis man ser lidt mere ud af øjenkrogen, så smiler hun. Det skyldes Leonardos forskning i synsperception. Små kontrastovergange i mundvigen med en af mesterens yndligsteknikker – sfumato – bliver mere synlige i det perifere blik. Dertil har Leonardo brugt mikroskopiske lag af gennemsigtig maling, som skaber et slør, der ændrer udtrykket efter betragterens afstand. Det gør ansigtet levende – som om det reagerer på ens blik.

Leonardo opfandt ikke sfumato-teknikken, men han perfektionerede den. Sfumato betyder ”fordampet eller ”røget” og handler om at eliminere skarpe kanter. I Mona Lisa anvender han over 30 lag maling, nogle så tynde som 1-5 mikrometer. Teknikken minder om lag-på-lag-akkumulering i neurale netværk og graduale overgangsmønstre i generative modeller. Man kunne kalde sfumato for den algoritmiske teknik. Han simulerer ikke virkelighedens udseende, men virkelighedens usikkerhed.

IX

Fra 1506 er Leonardo tilbage i Milano på bud fra den franske guvernør og det er i denne periode, at han fordyber sig mest i sit videnskabelige arbejde. Fra sin forståelse af kroppen som gear, reb og modvægte, begynder han at få en helhedsforståelse af kroppen som en maskine. Han studerer hvordan luft og vand bevæger sig – turbulens, hvirvler, floder og erosion. Alt sammen principper der forudgriber moderne fluiddynamik. Han tegner hjertet og blodomløb korrekt. Han arbejder på avancerede flyvemaskiner baseret på aerodynamik og ikke blot fuglevinge og han foretager biomekaniske analyser af ansigtsmuskulatur for at studere følelser. Hans studier er forløber for det man i dag fx kalder for FACS – Facial Action Coding System – der er en kortlægning af bevægelser af ansigtsmusklerne og de tilsvarende ansigtsudtryk.

X

På Leonardos tid kunne ét menneske rumme nærmest al tilgængelig viden. Vi er i perioden før den videnskabelige revolution. Før moderne universiteter og før trykpressen havde spredt millioner af bøger og før nogen disciplin var så kompleks, at den krævede et livstidsstudium. Der var naturligvis astronomi, medicin, filosofi og matematik, men antallet af bøger var lavt, eksperimental videnskab var ikke professionaliseret, vidensmængden voksede langsomt og de fleste discipliner overlappede hinanden. Derfor kunne en usædvanlig begavelse faktisk optage det meste af samtidens viden, i hvert fald den viden, der var tilgængelig for et europæisk intellektuelt menneske.

Han stod som en intellektuel singularitet – en overgang mellem middelalderens teologi og den moderne videnskab. I dag nærmer vi os en teknologisk singularitet, hvor ingen enkelt bevidsthed kan rumme, hvad maskinerne skaber. Men måske er forskellen ikke så stor. Begge repræsenterer et spring i erkendelse. Leonardo var det øjeblik, hvor mennesket blev for komplekst til sin tid – ligesom AI nu bliver for kompleks til vores.

XI

I 1513 til 1516 er Leonardo (og Mona Lisa) at finde i Rom, hvor han står under den magtfulde Medici-families beskyttelse. Han er ikke længere det unge geni og unge kunstnere som Michelangelo løber med opmærksomheden. Leonardo går i laboratoriet og hans periode i en Rom er en eksperimenternes fase. Han eksperimenterer med hydraulik, kemiske processer, maskiners friktion og lejer, optik og spejle. Han begynder at konceptualisere mere abstrakte systemer, som naturens mekanik, kosmologi og jordens lagdeling. Han arbejder mindre med anatomi fordi han her møder modstand fra kirken. 

XII

Leonardo da Vinci var evigt søgende. Efter viden, efter kærlighed, efter arbejde og alligevel fuldførte han sjældent sine værker og udgav aldrig nogle af sine mange videnskabelige og kunstneriske undersøgelser i hans sprudlende notesbøger. Han rejste gennem det meste af sit liv i Italien mellem forskellige arbejdsgiver, der dog aldrig helt opfyldte hans drømme om den gode mæcen – den perfekte faderfigur. Selvom hans far – Piero Da Vinci – havde skaffet ham hans læreplads og flere kommissioner, så havde han aldrig rigtigt været der, som en far. Og selv om han anerkendte Leonardo som sin uægte søn, så efterlod han man dog ingen arv. 

Fra han var i sine tidlige tredivere, havde en figur fyldt i Leonardos kærlighedsliv – den smukke, men uforskammede og tyvagtige Salai. Mod slutningen af Leonardos liv synes de dog at glide fra hinanden og Leonardo interesser syntes at koncentrere sig om hans assistent og adoptivsøn, Francesco Melzi.

Leonardos sidste år var præget af sygdom og helbredsproblemer. I midten af sine tressere blev hans udseende beskrevet som en mand på over halvfjerds. Han liv havde øjensynligt slidt på ham. I maj 1519 var han i Ambroise i Frankrig, hvor han arbejdede for den franske konge, Francis den 1. De to syntes faktisk også at have udviklet et ret nært forhold. Francis havde i hvert fald gjort sig store anstrengelser for at få Leonardo til at flytte til Frankrig – han havde på det tidspunkt aldrig været udenfor Italien. 

Om morgenen den 2. maj føler Leonardo, at hans død er nært forestående og han tilkalder derfor en præst, der skal instruere ham i kristendommen og modtage hans sidste skriftemål. Da præsten har givet ham de sidste riter, ankommer kongen, som han tit gjorde, til Leonardos værelser. Han forstår at enden er nær og han tager Leonardos hoved mellem sine hænder. Leonardo for sin del finder nogle sidste kræfter til at indvie den unge og nysgerrige konge i hans svigtende hjerte og blodomløb. Herefter gennemrystes hans krop som af en krampe

Historien stammer fra Leonardo biograf, Vasari, og har formodentligt ikke meget med virkeligheden at gøre. Meget tyder på, at kongen slet ikke var i Ambroise den dag. Men historien bidrager til den myte og mystik, som Vasari og andre er ved at skabe omkring Leonardo og hans liv. 

Leonardo blev begravet i kirken ved Chateau d’Amboise, men også her opstår der et mysterium, for kirken blev revet ned i starten af det 19. århundrede og tres år efter blev stedet udgravet. Her fandt man en mængde knogler, der kan have været Leonardos. Knoglerne blev genbegravet i Saint-Hubert, der ligger umiddelbart i tilknytning til slottet. En gravsten blev opstillet med påskriften: formodede rester (restes présumés).

XIII

Leonardo beskrev naturen som en maskine – ikke i betydningen kold eller mekanisk, men som et system styret af mønstre og love, der kunne observeres, undersøges og forstås. Han registrerede alt: vandets bevægelse, fugle i flugt, ansigtsudtryk, anatomi. I sine notesbøger skabte han serier af tegninger, der udfoldede processer trin for trin – håndtegnede visualiseringer af erkendelse. En slags analog læring gennem gentagelse og variation.

Moderne neurale netværk arbejder efter et beslægtet princip. De lærer gennem mønsteranalyse, justering og gentagelse. Leonardo brugte øjet som sensor, hånden som algoritme og papiret som datalager. Forskellen er ikke metodisk, men eksistentiel.

Han byggede og tegnede mekaniske løver, fugle og ryttere – tidlige automatoner. Den mekaniske ridder kunne bevæge arme, dreje hovedet og åbne munden. Det var ikke blot teknik, men et forsøg på at forstå, hvordan bevægelse, intention og handling hænger sammen. I dag videreføres ambitionen i humanoide robotter og reinforcement learning – systemer, der lærer ved at efterligne menneskelig adfærd. Men hvor Leonardos maskiner var begrænsede af deres materialer, er vores begrænset af noget andet: vores forståelse af, hvad intelligens er.

Leonardo søgte ikke blot at kopiere naturen, men at forstå dens generative principper. Han analyserede spiraler, grene, muskler og skyer for at udlede de regler, hvoraf form opstår. “Forstå først naturens regler, og du kan skabe som den,” skrev han. Det er også kernen i generativ AI: at lære mønstre for at kunne skabe noget nyt. Men hos Leonardo var skabelsen altid forbundet med tvivl, sansning og fortolkning – ikke blot output.

Hans tankegang var holistisk. Kunst, teknik, biologi og filosofi var ikke adskilte domæner, men variationer over samme spørgsmål. Han arbejdede associativt og iterativt, gennem eksperiment frem for dogme. I dag taler vi om Artificial General Intelligence som evnen til at anvende viden på tværs af domæner. Leonardo var et menneskeligt billede på dette ideal – men også på dets begrænsninger.

Han reflekterede over ansvar. Han undlod at publicere visse opfindelser, enten af etiske hensyn, af perfektionisme eller af frygt. Det er uklart. Men spørgsmålet er måske vigtigere end svaret: Hvad betyder ansvar i en tid uden masseproduktion? Og hvad betyder det i en tid, hvor skabelse kan skaleres uden friktion? Nutidens diskussion om AI-etik og alignment kredser om det samme dilemma: balancen mellem nysgerrighed og konsekvens. “Videnskaben er instrumentet, men mennesket er hånden, der styrer,” skrev Leonardo. Spørgsmålet er, om hånden stadig følger med instrumentet.

Leonardos skitser var ikke illustrationer, men mentale simuleringer. Tegningen var hans eksperimentelle rum: Hvad hvis denne struktur bevæger sig sådan? AI bruger datasæt og modeller som simulationsmiljø. Intentionen er den samme – at skabe forståelse gennem konstruktion. Men hvor Leonardo brugte hele sin krop og sin tid, bruger vi i stigende grad systemer, der arbejder uden os.

Leonardo da Vinci fremstår derfor ikke kun som et historisk geni, men som et spejl. Ikke på det, vi er ved at gentage, men på det, vi har forladt. En form for intelligens, der var langsom, sanselig, tvivlende og dybt forankret i verden.

Når man læser hans notesbøger i dag, kan de ligne prompts til en fremtidig maskine. Men de var i virkeligheden spørgsmål stillet til mennesket selv. AI kan måske besvare mange af dem. Men næppe det vigtigste: Hvad går tabt, når intelligens bliver effektiv, men ikke længere længselsfuld? Og er det muligt, at vores største teknologiske spring ikke først og fremmest handler om, hvad vi bygger – men om, hvad vi vælger ikke længere at være?

Essayet er i høj grad bygget på Walter Isaacson ”Leonardo da Vinci. The Biography”. I mindre grad på Charles Nicholl ”Leonardo da Vinci – The Hights of the Mind” og H. Anna Suh (ed.) ”Leonardo da Vinci – Optegnelser”