Magnifica Humanitas: En fortælling om fire byer

I et land som Danmark spiller den katolske kirke for de fleste ikke en stor rolle i vores hverdag og derfor kan en udgivelse som en encyklika fra paven hurtigt gå hen over hovedet på os. Men med sit encykliske brev Magnifica Humanitas – den storslåede menneskelighed – har pave Leo XIV, i sin egenskab af overhoved for den katolske kirke, opstillet et framework, der på sin vis spejler og på andre måder kan få større indflydelse end EU’s AI-forordning. 

For et par uger siden samlede OpenAI og Anthropic en række religiøse ledere til det første ”Faith-AI Covenant” roundtable i New York. Her blev det blandt andet diskuteret, hvordan religiøse og moralske traditioner kan bidrage til etisk udvikling af kunstig intelligens. Deltagerne omfattede blandt andet ledere fra kristendommen, islam, hinduisme, sikhisme, buddhisme, jødedom og bahá’i-traditionen. Når techvirksomheder inviterer religiøse ledere ind i AI-etikken, er det også et tegn på, at kampen om AI ikke længere kun handler om regulering, men om moralsk legitimitet.

Man kan diskutere om, der i initiativet fra OpenAI og Anthropic ikke også ligger både et forsøg på at tage ejerskab over diskussionen om etik og legitimere deres hidtidige arbejde. Med Magnifica Humanitas tager Paven diskussionen over på den katolske kirkes banehalvdel.

Magnifica Humanitas kommer ikke ud af ingenting. Den samler og løfter en linje, som Vatikanet har udviklet siden mindst 2019: fra roboetik og Rome Call for AI Ethics over Pave Frans’ budskaber om AI, fred og kommunikation til Antiqua et Nova, der i 2025 formulerede forskellen mellem kunstig og menneskelig intelligens. Det nye ved Magnifica Humanitas er, at AI nu ikke længere behandles som et enkelt etisk tema, men som et hovedspørgsmål for kirkens sociale lære i det 21. århundrede.

Hvor AI-forordningen forsøger at forhindre, at AI skader mennesket, forsøger Magnifica Humanitas at definere, hvad det menneskelige overhovedet betyder i AI-tidsalderen.

En fortælling om to byer

Leo XIV tager i sit brev udgangspunkt i to fortællinger. Den ene er en fortælling om et storslået projekt, der bygges uden at koordinere med interessenter – brugerne, naboerne, regionale og globale myndigheder. Resultatet bliver kaos. Den anden historie er historien om en by med et stort og nødvendigt infrastrukturprojekt, hvor den, der tager initiativ til projektet, starter med at tage dialogen med interessenterne og resultatet derfor bliver bæredygtigt og opfylder byens og borgernes reelle behov. 

Begge fortællinger kunne på den måde være taget ud af vores virkelighed i dag, men det er to historier fra Bibelen, som Leo XIV bruger. Babylon, der bygger kaos med sit tårn og Jerusalem, der genopbygger sine mure efter det babylonske eksil. 

På den måde italesætter Paven to forskellige samfundsmæssige tilgange til udvikling og brug af AI, på en måde som de fleste kan forholde sig til. Han gør det selvfølgelig i det sprog, som særligt taler til katolikker, men de er på den anden side også den primære målgruppe for hans tekst.

En fortælling om to verdenssyn

En læsning af fortællingen om de to byer er, at Babylon repræsenterer den ”Move Fast and Break Things”-mentalitet, som har været udgangspunktet i Silicon Valley og hos mange af techgiganterne i deres udvikling. I den læsning rummer historien en advarsel om, at en hovedløs tilgang til udvikling kan have katastrofale konsekvenser.

På samme måde kan historien om genopbyggelsen af Jerusalems mure læses som et udtryk for et alternativ – en anden vej. En vej, der baserer sig på involvering af mennesker, borgere, virksomheder og myndigheder i udviklingen af teknologi i det hele taget og AI i særdeleshed. 

Leo XIV placerer med Magnifica Humanitas solidt den katolske kirke som eksponent for den anden fortælling. Den katolske kirkes holdning til AI har udviklet sig fra en bred bekymring for teknologiens konsekvenser til en mere samlet etisk og antropologisk position. 

Kirkens AI-linje er blevet bygget op i flere trin. Rome Call for AI Ethics fra 2020 var det første store forsøg på at formulere praktiske principper for ansvarlig AI: transparens, inklusion, ansvarlighed, upartiskhed, pålidelighed samt sikkerhed og privatliv. Pave Frans’ budskab Artificial Intelligence and Peace til Verdensfredsdag 2024 flyttede AI fra teknologietik ind i spørgsmål om fred, våben, ulighed og global regulering. Budskabet til Verdenskommunikationsdag 2024, Artificial Intelligence and the Wisdom of the Heart, gjorde AI til et spørgsmål om sandhed, medier, relationer og menneskelig dømmekraft.   

Med Antiqua et Nova fra 2025 fik kirken sin første store doktrinære analyse af forholdet mellem kunstig og menneskelig intelligens; dokumentet skelner mellem AI og menneskelig fornuft og giver retningslinjer for, hvordan AI kan udvikles og bruges uden at underminere menneskelig værdighed. Magnifica Humanitas samler denne udvikling og løfter den ind i Kirkens Sociale Doktrin: AI er ikke længere blot en risiko, et kommunikationsproblem eller et reguleringsspørgsmål, men en udvikling, der udfordrer selve sociallæren og kræver en videreudvikling af dens principper i AI-tidsalderen.  

Den sociale doktrin

Den katolske kirkes sociale doktrin er kirkens samlede lære om, hvordan samfund, økonomi, politik, arbejde og teknologi bør indrettes, hvis menneskets værdighed skal stå i centrum. Den bygger ikke på én enkelt tekst, men på en tradition af pavelige dokumenter, især fra Rerum Novarum fra 1891 og frem. Den opstod som kirkens svar på industrialiseringens sociale konflikter, arbejdernes vilkår, kapitalismens magtkoncentration og socialismens kollektivisme.

Kernen er, at mennesket hverken må reduceres til arbejdskraft, forbruger, datapunkt, bruger eller produktionsmiddel. Samfundet skal vurderes efter, om det beskytter menneskets værdighed og gør det muligt for mennesker at leve i fællesskab med ansvar, frihed og mening.

Socialdoktrinen bygger især på menneskets værdighed, det fælles gode, solidaritet og subsidiaritet. Til det føjer doktrinen social retfærdighed og arbejdets værdighed. Menneskets værdighed betyder, at ethvert menneske har en ukrænkelig værdi, uafhængigt af nytte, status, produktivitet eller evner. Det fælles gode betyder, at samfundets institutioner, økonomi og teknologi skal tjene hele fællesskabet — ikke kun staten, markedet eller de stærkeste aktører. Solidaritet betyder, at mennesker og samfund har ansvar for hinanden, især for de svageste og mest udsatte. Subsidiaritet betyder, at beslutninger bør træffes så tæt på de berørte mennesker som muligt, og at større institutioner skal støtte, ikke overtage, mindre fællesskaber som familier, lokalsamfund og civilsamfund.

Netop derfor er social retfærdighed og arbejdets værdighed centrale i AI-debatten. Social retfærdighed handler om, at magt, ressourcer, rettigheder og muligheder ikke må koncentreres hos få på bekostning af mange. Arbejdets værdighed betyder, at arbejde ikke kun er produktion, indkomst eller effektivitet, men også en del af menneskets deltagelse i samfundet og mulighed for at udfolde sig. Her står socialdoktrinen i skarp kontrast til den teknologiske logik, hvor menneskeligt arbejde ofte beskrives som noget, der skal automatiseres, optimeres eller erstattes.

Overført til AI betyder socialdoktrinen, at teknologien ikke først og fremmest skal vurderes ud fra effektivitet, innovation eller profit, men ud fra spørgsmålet: Tjener AI menneskets værdighed, fællesskabet og de mest sårbare — eller gør den mennesket mindre frit, mindre ansvarligt og mere kontrollerbart? I den forstand er Kirkens Sociale Doktrin et etisk kompas for samfundsudvikling. Ikke en teknisk manual, men en målestok for, hvad teknologien bør være til for.

Endnu en fortælling om to byer

Med Magnifica Humanitas placerer Leo XIV kirken som en fortaler for mennesket frem for systemet. Han placerer ikke bare kirken overfor techgiganterne og advokerer for en anden vej end den, de vælger. Han udgiver i realiteten et framework, der både opstiller et spejl for og på nogle måder også et modsvar på særligt EU’s AI-forordning.

AI Act gælder direkte som lovgivning i EU og påvirker virksomheder, myndigheder og leverandører, der udvikler eller bruger AI-systemer på det europæiske marked. Den er derfor stærkere som regelsæt, der kan håndhæves. EU beskriver den selv som den første samlede juridiske ramme for AI, der adresserer risici og placerer Europa som global regulatorisk aktør.  

Men Magnifica Humanitas taler til en langt bredere moralsk offentlighed. Den katolske kirke omfatter omkring 1,422 milliarder døbte katolikker, svarende til cirka 17,8 procent af verdens befolkning. Og en encyklika er ikke kun rettet mod katolikker i snæver forstand. Den indgår i kirkens sociale lære og kan påvirke biskopper, universiteter, skoler, hospitaler, NGO’er, politiske miljøer, civilsamfund og internationale debatter.

Så her støder vi igen ind i en fortælling om to byer. I Bruxelles forsøger man at opstille juridiske rammer for udvikling og brug af AI for at beskytte borgerne mod AI-systemernes skadevirkninger. I Rom ønsker man at udbrede en norm for det samme. Den ene kan håndhæves ved domstole og tilsyn, men den anden kan forme den moralske forestillingsevne hos langt flere mennesker. Hvor den ene regulerer markedet, så taler den anden til civilisationen. AI-forordningen får større juridisk betydning, men Magnifica Humanitas kan få langt større moralsk og kulturel betydning.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.