Da ChatGPT for alvor brød igennem, ændrede det uddannelsessystemets vilkår natten over. Pludselig kunne en hvilken som helst elev eller studerende få et flydende, korrekt struktureret svar leveret på få sekunder – uden at have læst pensum, uden at have tænkt tanken selv. De første reaktioner handlede om snyd: Skal AI forbydes? Kan det opdages? Skal computeren lukkes til eksamen?

Men rundt om i landet er den samtale for de fleste uddannelser for længst overhalet af en anden og mere grundlæggende erkendelse: Det handler ikke kun om at fange snyd. Det handler om, at eksamen selv skal bygges om, hvis den fortsat skal kunne bevise, hvad en elev eller studerende faktisk kan. Den erkendelse driver allerede konkrete forandringer – på universiteterne, i gymnasiet og i det politiske system.

Hjemmeopgaven er under pres

Det tydeligste symptom er den klassiske hjemmeopgave. På erhvervsøkonomi på Aarhus BSS har den i årevis været en fast bestanddel af eksamen – men det billede er ved at ændre sig radikalt, fortæller Lars Esbjerg i et interview med AI Portalen:

“Tidligere havde vi mange hjemmeopgaver. Det fungerede rigtig fint. Men det dur ikke rigtig længere.”

Konsekvensen er en decideret nyhed: Fra næste år er de rene hjemmeopgaver stort set væk fra uddannelsen.

“Fra næste år har vi ikke længere rene hjemmeopgaver på erhvervsøkonomi.”

I stedet lægges eksamenerne om til andre formater. På Aarhus BSS handler det konkret om færre hjemmeopgaver og flere stedprøver eller mundtlige prøver. Andre steder i uddannelsessystemet eksperimenteres der tilsvarende med at begrænse eller fjerne digitale hjælpemidler fra dele af den skriftlige prøve – som beskrevet nedenfor i STUK’s forsøg med engelsk A. Fælles for udviklingen er den type kombinationseksamen, Esbjerg selv har indført, hvor et skriftligt produkt suppleres af en mundtlig del:

“Vi lægger opgaver om til stedprøver eller mundtlige prøver, og i kombinationseksamener bruger vi et skriftligt produkt efterfulgt af et mundtligt forsvar.”

Mundtlighed får større betydning

Bag omlægningen ligger en enkel logik. Et skriftligt produkt kan ikke længere stå alene som bevis for, at det er den studerende selv, der har tænkt tankerne. Derfor flytter flere institutioner vægten mod den mundtlige præstation, hvor eleven eller den studerende skal kunne forklare, forsvare og redegøre for sit eget arbejde i realtid. Lars Esbjerg formulerer det som den centrale bevæggrund bag hele omlægningen på sit studie:

“Vi flytter vægten fra det skriftlige produkt og mere over mod det mundtlige, fordi vi ikke kan være sikre på, om det er den studerende selv, der har skrevet opgaven.”

Det er ikke kun et spørgsmål om kontrol. Det mundtlige forsvar tvinger den studerende til at vise noget, en tekst ikke kan: evnen til at tænke i situationen, når spørgsmålet ikke er det, man havde forberedt sig på.

Men Esbjerg lægger ikke skjul på, at udviklingen også har en bagside. Den samme AI, der presser eksamensformen til at ændre sig, bekymrer ham på et mere grundlæggende plan:

“Jeg er bekymret for de studerendes læring på længere sigt, hvis de bliver alt for afhængige af de her værktøjer og udliciterer den selvstændige tænkning og refleksion.”

Det mundtlige forsvar er derfor ikke kun et kontrolredskab. Det er også et forsøg på at opdage, om den udlicitering er sket, før det er for sent.

AI skal ikke bare bekæmpes

Mens uddannelserne selv omlægger eksamen i praksis, har den politiske linje bevæget sig i samme retning – væk fra et rent forsvarsfokus. Daværende børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye satte tonen i juni 2025, da ministeriet offentliggjorde syv anbefalinger til brug af generativ AI i folkeskolens undervisning. I den forbindelse sagde han:

“Jeg er ikke bange for kloge maskiner, jeg er bange for dumme mennesker. Derfor er ChatGPT ikke problemet. Vi skal ikke være maskinstormere. Vores opgave er at ændre både undervisning og prøver til en virkelighed med kunstig intelligens.”

Budskabet er dobbelt. AI er kommet for at blive, og derfor skal både undervisning og prøver ændres til at rumme den – ikke bygges som en mur imod den:

“Kunstig intelligens skal være et læringsværktøj – ikke et snydeværktøj. Derfor igangsætter vi forsøg, så vi kan finde den rette balance.”

Den balance er allerede sat i system hos STUK, der officielt fremhæver AI som et læringsredskab, der “kan fungere som et læringsredskab, der støtter elevernes læreproces ved fx at give formativ feedback og træne faglig argumentation”. Det ses konkret i forsøget med engelsk A på stx, hvor generativ AI er tilladt i forberedelsen til den mundtlige prøve, mens den skriftlige del samtidig rummer en analog del med pen og papir. Formålet er formuleret officielt som en balance mellem to hensyn: at prøveformerne skal “understøtte, at digital teknologi fremmer elevernes læring” og samtidig “imødegå udfordringer med snyd med avancerede digitale hjælpemidler”.

Men forsøgene viser også, at balancen er svær at ramme i praksis. I afsætning A på hhx, hvor generativ AI har været en del af eksamen i en periode, viste evalueringen ganske vist, at eleverne oplevede AI som fagligt meningsfuldt og understøttende for fagets mål – men også, at karaktererne steg markant. STUK har alligevel valgt at fortsætte forsøget ind i 2026 og 2027, mens man nu undersøger, om centralt stillede cases kombineret med individuel eksamination kan mindske de store karakterspring. Det er et konkret eksempel på, at AI-integration ikke kun er et spørgsmål om politisk vilje, men også om at kunne styre konsekvenserne, når de viser sig.

Undervisningen bliver også lavet om

Forandringen stopper ikke ved eksamensbordet. Lis Zacho, der arbejder med folkeskolen og læreruddannelsen, peger i et interview med AI Portalen på, at selve undervisningen og opgavedesignet må laves om, fordi AI har gjort mange klassiske opgavetyper ubrugelige:

“Det, som kunne være en spændende opgave før AI, var lige pludselig ikke en opgave, man kunne bruge mere. Børnene kunne bare gøre det på den måde.”

Løsningen er ifølge Zacho ikke at holde AI ude af klasseværelset, men at bruge det bevidst som et læringsredskab, hvor mennesket – ikke maskinen – fortsat er den, der skal lære noget:

“Det handler om at bruge AI som et værktøj, hvor vi aktivt vælger, hvad det skal gøre for os. Undervisningen skal rammesættes ud fra, at det er mennesket, der skal lære – ikke AI, der skal løse opgaven.”

Men det kræver noget af lærerne, som ikke nødvendigvis er der endnu. Zacho peger på et kompetenceproblem, der går forud for alle de gode intentioner:

“Lærerne har ikke de IT-didaktiske kompetencer. De bruger IT, men de bruger det ubevidst og ikke særlig klogt.”

Den store historie er ikke længere AI-snyd 

Sat sammen tegner Esbjerg, Tesfaye, STUK og Zacho det samme billede fra fire forskellige positioner i systemet: en studienævnsformand, der omlægger konkrete eksamener; en minister, der sætter den politiske retning; en styrelse, der omsætter retningen til forsøg; og en praktiker, der peger på, at forandringen skal starte i selve undervisningen.

Det er dog ikke en uproblematisk rejse. Karakterstigningen i afsætning A og Esbjergs egen bekymring for studerendes afhængighed af AI viser, at redesignet af eksamen ikke kun handler om at finde nye prøveformer – det handler også om at holde styr på de utilsigtede konsekvenser, mens man gør det.

Den store historie er derfor ikke længere AI-snyd. Den historie var aldrig andet end symptomet. Den store historie er, at hele uddannelsessystemet – fra folkeskolens klasseværelser til universiteternes eksamenslokaler – er i gang med at redesigne selve måden, man underviser og bedømmer på. Det sker ikke som én stor reform, men som en række samtidige, konkrete forandringer, der tilsammen udgør noget større: et opgør med tanken om, at et færdigt, poleret produkt i sig selv er bevis nok.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.