AI – Kampen om retningen 03/04

Sam Altman: Manden der ville gøre AI til infrastruktur

AI bliver ofte præsenteret som software. Som modeller, der kan skrive, kode, analysere billeder og føre samtaler. Men bag de stadig mere avancerede systemer vokser noget langt mere fysisk frem: datacentre, kraftværker, elnet, chipfabrikker, fiberforbindelser og globale forsyningskæder.

Sam Altman har gjort denne sammenhæng til en central del af OpenAI’s strategi.

Hvor Yann LeCun udfordrer den teknologiske retning for AI, og Geoffrey Hinton advarer om risikoen for at miste kontrollen med stadig stærkere systemer, repræsenterer Altman en tredje kamp. Den handler om, hvem der kommer til at eje og kontrollere den infrastruktur, som fremtidens AI afhænger af.

For OpenAI er ikke længere kun et forskningslaboratorium eller virksomheden bag ChatGPT. Selskabet er i færd med at positionere sig som en central aktør i en ny global infrastruktur for kunstig intelligens. Med Stargate-projektet, milliardinvesteringer i datacentre, partnerskaber med Microsoft, Oracle, Nvidia og SoftBank og direkte samarbejde med regeringer er AI blevet koblet sammen med energi, industripolitik, national sikkerhed og geopolitik.

Det gør Altman til en anden type magtfigur end forskerne LeCun og Hinton.

Hans projekt handler ikke kun om at definere, hvad AI kan blive. Det handler om at bygge den materielle og økonomiske struktur, som afgør, hvem der overhovedet får mulighed for at udvikle og anvende den.

Fra forskningslaboratorium til global platform

Da OpenAI blev etableret i 2015, var organisationens erklærede ambition at sikre, at kunstig generel intelligens, AGI, skulle komme hele menneskeheden til gode. I de følgende år udviklede organisationen sig fra forskningslaboratorium til en kommerciel AI-aktør med produkter, millioner af brugere og tætte forbindelser til nogle af verdens største teknologivirksomheder.

ChatGPT gjorde OpenAI til et globalt navn. Men den mere afgørende udvikling kan vise sig at være den, der foregår bag chatbotten.

For avanceret AI kræver enorme mængder regnekraft. Modeller skal trænes på store computerklynger, og når hundredvis af millioner af mennesker og virksomheder anvender dem, kræver det yderligere kapacitet til at levere svar. Regnekraft – compute – er derfor blevet en strategisk ressource.

OpenAI beskriver selv compute som det kritiske input, der gør avanceret AI mulig. Mere regnekraft gør det muligt at træne stærkere modeller, betjene flere brugere og udvikle nye produkter. Selskabet beskriver ligefrem en økonomisk og teknologisk spiral, hvor mere compute giver bedre modeller, bedre modeller giver mere brug, og mere brug skaber indtægter, der igen kan investeres i yderligere infrastruktur. Det ændrer karakteren af AI-kapløbet. Kampen handler ikke længere kun om algoritmer, men ligeså meget om om fabrikker, chips, elektricitet, jord, kapital og adgang til gigantiske datacentre.

Stargate: AI bliver fysisk infrastruktur

Det tydeligste eksempel er Stargate. I januar 2025 annoncerede OpenAI sammen med SoftBank, Oracle og investeringsselskabet MGX et projekt, der havde som ambition at investere op mod 500 milliarder dollar over fire år i AI-infrastruktur i USA. OpenAI fik det operationelle ansvar, mens SoftBank fik det finansielle ansvar. Microsoft, Nvidia og Arm blev samtidig nævnt blandt de centrale teknologipartnere. 

Stargate er siden blevet udbygget til en bredere infrastrukturplatform med datacenterprojekter og samarbejder med blandt andre Oracle, SoftBank og CoreWeave. OpenAI satte oprindeligt et mål om at sikre 10 gigawatt AI-infrastruktur i USA inden 2029 og oplyste i april 2026, at den planlagte kapacitet allerede havde passeret dette mål. 

Dimensionerne gør det vanskeligt at betragte OpenAI som en almindelig softwarevirksomhed.

Når en AI-virksomhed begynder at planlægge energiforbrug i gigawatt, indgå langsigtede aftaler om datacentre og samle chipproducenter, energiselskaber, cloududbydere, investorer og regeringer omkring sin ekspansion, bliver den en infrastrukturel aktør.

OpenAI formulerer det selv meget klart: De lande og virksomheder, der kan bygge og skalere compute, vil være med til at forme AI’s fremtid. Hvis compute bliver en forudsætning for adgang til de mest avancerede former for AI, bliver ejerskabet af compute også en form for magt.

Microsoft gjorde skaleringen mulig

OpenAI’s udvikling kan heller ikke forstås uden Microsoft. Partnerskabet mellem de to virksomheder begyndte i 2019 og udviklede sig til en af de vigtigste alliancer i AI-industrien. Microsoft leverede både kapital og adgang til Azure-infrastruktur, mens OpenAI leverede modeller og teknologi, som Microsoft kunne integrere i sine egne produkter.

Da Stargate blev annonceret i 2025, ændrede forholdet sig imidlertid. OpenAI fik større mulighed for at bygge kapacitet uden for Microsoft, mens Microsoft bevarede centrale rettigheder til OpenAI’s teknologi og fortsatte som stor investor og cloudpartner. Det viser, hvordan OpenAI gradvist forsøger at bevæge sig fra afhængighed af én infrastrukturgigant til selv at blive centrum for et netværk af infrastrukturgiganter.

Microsoft forsvinder ikke. Men omkring OpenAI findes nu også Nvidia, Oracle, SoftBank, energiselskaber, datacenterudviklere, byggevirksomheder og finansielle aktører.

Det er en væsentlig forskydning. OpenAI skal ikke længere blot have adgang til infrastrukturen.

Selskabet vil være med til at organisere den.

Chips er blevet geopolitik

AI’s afhængighed af regnekraft betyder samtidig, at chips er blevet en geopolitisk ressource.

De mest avancerede AI-modeller kræver enorme mængder specialiserede acceleratorer, og Nvidia har fået en central position i dette marked. Men chips eksisterer ikke isoleret. De kræver halvlederfabrikker, avanceret produktionsudstyr, sjældne materialer, energi, køling og globale forsyningskæder.

OpenAI taler derfor i stigende grad om AI-infrastruktur som industripolitik.

I januar 2026 lancerede selskabet eksempelvis et initiativ rettet mod den amerikanske forsyningskæde for AI-infrastruktur. Argumentet var, at udbygningen kunne styrke amerikansk produktion, modernisere elnettet, skabe arbejdspladser og sikre amerikansk teknologisk lederskab. 

Her smelter OpenAI’s virksomhedsinteresser sammen med en bredere amerikansk geopolitisk strategi. Det samme var tydeligt allerede ved lanceringen af Stargate, hvor projektet blev præsenteret som noget, der både skulle sikre amerikansk AI-lederskab og bidrage til USA’s og dets allieredes nationale sikkerhed. AI bliver dermed ikke kun en teknologi, som stater forsøger at regulere. Den bliver en del af deres magtgrundlag.

Fra virksomhed til politisk aktør

Det gør også Sam Altmans rolle mere politisk. Han er administrerende direktør for en privat virksomhed, men de spørgsmål, OpenAI beskæftiger sig med, ligger stadig tættere på traditionelle statslige kerneområder: energi, national sikkerhed, industriel kapacitet, kritisk infrastruktur og international konkurrence.

OpenAI har samtidig lanceret initiativet OpenAI for Countries, hvor selskabet tilbyder at samarbejde med lande om at opbygge national AI-infrastruktur. OpenAI beskriver selv sådanne infrastrukturer som rygraden i fremtidig økonomisk vækst og national udvikling.  Det er et bemærkelsesværdigt skifte. For hvem skal levere den digitale infrastruktur, som stater, virksomheder og borgere bliver afhængige af?

Historisk har samfund betragtet veje, jernbaner, elektricitet, telekommunikation og senere dele af den digitale infrastruktur som områder med så stor samfundsmæssig betydning, at staten måtte regulere, eje eller på anden måde kontrollere dem. Men den nye AI-infrastruktur bliver i høj grad bygget af private selskaber.

Hvis OpenAI og en lille gruppe teknologivirksomheder kommer til at levere de modeller og den regnekraft, som virksomheder, myndigheder, universiteter og borgere anvender, får disse virksomheder en position, der minder mindre om traditionelle softwareleverandører og mere om infrastrukturelle gatekeepere.

Demokratisk kontrol eller privat infrastruktur?

Det er den centrale konflikt omkring Sam Altman.

På den ene side står et argument om nødvendighed. Hvis AI skal udvikles, kræver det enorme investeringer. Datacentre skal bygges. Energiforsyningen skal udvides. Chips skal produceres. Infrastruktur i denne størrelsesorden kan ikke skabes af små forskningslaboratorier eller offentlige forskningsbevillinger alene.

Private virksomheder kan mobilisere kapital, teknologi og organisation i en hastighed, som stater ofte har svært ved at matche. På den anden side opstår et demokratisk problem.

Hvis AI virkelig bliver så fundamental en teknologi, som Altman og OpenAI selv hævder, hvorfor skal infrastrukturen så primært kontrolleres af private selskaber? Hvem bestemmer adgangen? Hvem bestemmer priserne? Hvem bestemmer, hvilke modeller der udvikles? Hvem bestemmer sikkerhedsreglerne? Og hvem kan gribe ind, hvis virksomhedernes interesser ikke længere stemmer overens med samfundets?

Problemet bliver endnu tydeligere, fordi AI-industrien er ekstremt kapitalkrævende. Jo større modellerne bliver, desto dyrere bliver infrastrukturen. Dermed kan selve teknologien skabe en koncentrationsmekanisme: Kun et begrænset antal virksomheder og stater har råd til at konkurrere på det højeste niveau. AI kan derfor ende med at centralisere magt, ikke nødvendigvis fordi nogen har planlagt det, men fordi regningen for at deltage bliver så stor, at næsten alle andre sorteres fra.

AGI som legitimationsgrundlag

Bag Altmans infrastrukturelle projekt ligger stadig visionen om AGI – artificial general intelligence.

OpenAI’s officielle mission er at sikre, at AGI kommer hele menneskeheden til gode. Stargate beskrives som den langsigtede indsats, der skal bygge det compute-fundament, der er nødvendigt for at levere fordelene ved AGI bredt og pålideligt. 

Hvis OpenAI blot byggede en bedre søgemaskine eller et produktivitetsværktøj, ville investeringerne være et almindeligt erhvervsprojekt. Men hvis selskabets egen præmis accepteres – at det arbejder hen imod en teknologi med potentiale til fundamentalt at ændre økonomien og samfundet – bliver spørgsmålet om kontrol langt mere presserende. For AGI fungerer ikke kun som teknologisk mål.

Det fungerer også som begrundelse for skala. Hvis fremtidens intelligens kræver enorme mængder compute, og hvis AGI kan skabe enorme samfundsmæssige gevinster, bliver argumentet for stadig større investeringer næsten selvforstærkende: Vi må bygge mere infrastruktur, fordi mere infrastruktur giver bedre AI, og vi må udvikle bedre AI, fordi gevinsterne kan blive enorme. Men den logik rejser et spørgsmål, som ikke kan besvares teknologisk. Hvem har givet private virksomheder mandat til at definere tempoet?

Altman og staten har brug for hinanden

Det ville være for enkelt at beskrive konflikten som OpenAI mod staten. Virkeligheden er nærmest den modsatte. OpenAI har brug for staterne. Gigantiske datacentre kræver jord, energiforsyning, elnet, byggetilladelser og politisk opbakning. Forsyningskæder for avancerede chips påvirkes af eksportkontrol og industripolitik. Internationale projekter kræver samarbejde med regeringer.

Staterne har samtidig brug for virksomheder som OpenAI.

AI bliver i stigende grad betragtet som afgørende for produktivitet, militær kapacitet, forskning, national sikkerhed og økonomisk konkurrenceevne. Regeringer risikerer derfor at blive afhængige af de virksomheder, de samtidig skal regulere. Det skaber et klassisk magtproblem. Jo mere strategisk vigtig en virksomhed bliver, desto vanskeligere kan den blive at regulere.

Stargate illustrerer denne sammenfletning. Projektet blev lanceret med en eksplicit fortælling om amerikansk lederskab, national sikkerhed og genindustrialisering. Senere Stargate-projekter er blevet koblet direkte til lokale regeringer, energisystemer og arbejdsmarkedspolitik. OpenAI bygger altså ikke sin infrastruktur uden om politik. Virksomheden bygger den sammen med politik.

Den nye platformsmagt

Vi kender allerede platformsmagt fra Google, Meta, Amazon, Apple og Microsoft.

De virksomheder ejer digitale infrastrukturer, som andre virksomheder og borgere er blevet afhængige af. Søgemaskiner, sociale netværk, cloudinfrastruktur, appbutikker og operativsystemer er ikke blot produkter. De fungerer som lag mellem samfundet og den digitale verden.

AI kan skabe et endnu dybere lag.

Hvis fremtidens software, søgning, forskning, administration, undervisning og vidensarbejde i stigende grad foregår gennem AI-systemer, bliver modellen ikke bare endnu en tjeneste.

Den bliver et mellemled mellem mennesket og informationen. Og hvis den samme virksomhed samtidig kontrollerer modellen, brugerrelationen, udviklerplatformen og en voksende del af den underliggende compute-infrastruktur, opstår en ny form for vertikal magt.

Derfor bliver Sam Altmans projekt politisk interessant. Hans vigtigste produkt er måske på længere sigt ikke ChatGPT. Det kan blive infrastrukturen under en stor del af den AI, resten af samfundet bruger.

Hvis Altman har ret

Hvis Altman har ret, kræver den kommende AI-økonomi investeringer i en størrelsesorden, som verden kun har set ved tidligere infrastrukturelle transformationer. Så er datacentre, chips og energi ikke sekundære spørgsmål. De er forudsætningen for, at avanceret AI kan blive billigere, bedre og tilgængelig for flere.

I det scenarie kan Stargate og lignende projekter blive begyndelsen på en ny industriel epoke. Nye energisystemer kan blive bygget. Chipproduktion kan udvides. Produktiviteten kan stige. Forskning kan accelereres. Små virksomheder kan få adgang til kapaciteter, som tidligere kun var forbeholdt store organisationer.

OpenAI’s argument er netop, at mere compute på længere sigt kan gøre intelligens mere tilgængelig. 

Hvis det lykkes, kan den enorme private kapitalindsats vise sig at være en af forudsætningerne for at gøre AI til en bredt anvendelig teknologi. Men selv i dette scenario forsvinder magtspørgsmålet ikke.

Tværtimod. Jo vigtigere infrastrukturen bliver, desto vigtigere bliver spørgsmålet om, hvem der kontrollerer den.

Hvis Altman tager fejl

Hvis Altman tager fejl, kan verden være i gang med en historisk overinvestering i én bestemt forestilling om AI’s fremtid. Datacentre og energikapacitet bliver bygget ud fra forventningen om fortsat eksplosiv efterspørgsel og stadig mere kapable modeller. Hvis fremskridtene flader ud, hvis modeller bliver langt mere effektive, eller hvis alternative teknologier kræver mindre compute, kan dele af infrastrukturen vise sig at være overdimensioneret.

Men den større risiko er politisk. For selv hvis teknologien virker, kan infrastrukturen blive så koncentreret, at få private selskaber får uforholdsmæssigt stor indflydelse på økonomi, viden og offentlig administration. Samfund kan opdage, at de er blevet afhængige af AI-systemer, som de ikke selv ejer, ikke fuldt ud kan kontrollere og ikke uden store omkostninger kan erstatte.

Det vil være en velkendt historie fra den digitale økonomi – blot i langt større skala.

Vi har allerede set, hvordan platforme kan vokse fra innovative tjenester til infrastrukturer, som politikere bagefter forsøger at regulere. Med AI er spørgsmålet, om samfundet denne gang opdager infrastrukturen, mens den bliver bygget – eller først når afhængigheden er etableret.

Det virkelige spørgsmål

Sam Altman er derfor interessant, ikke fordi han alene bestemmer AI’s fremtid. Det gør han ikke.

Han er interessant, fordi han personificerer en afgørende forskydning i AI-kapløbet. AI er ved at bevæge sig fra forskning til produkt, fra produkt til platform og fra platform til infrastruktur.

Dermed ændrer magtspørgsmålet sig også.

Hos Yann LeCun var spørgsmålet, om vi bygger den rigtige form for intelligens. Hos Geoffrey Hinton var spørgsmålet, om vi kan kontrollere den intelligens, vi bygger. Hos Sam Altman bliver spørgsmålet: Hvem kommer til at eje infrastrukturen? For hvis OpenAI har ret i, at de lande og virksomheder, der kan bygge og skalere compute, vil være med til at forme AI’s fremtid, er datacentrene ikke bare bygninger fyldt med computere. De er politiske institutioner i støbeskeen.

Og kampen om AI kommer derfor ikke kun til at foregå mellem forskellige modeller eller forskere.

Den kommer til at foregå mellem virksomheder og stater, mellem privat kapital og demokratisk kontrol – og om, hvorvidt den infrastruktur, der skal drive fremtidens intelligens, bliver noget samfundet styrer, eller noget samfundet lejer sig ind på.