Singulariteten: Da AI blev hverdag

Klokken er lidt over syv. Telefonen har allerede sorteret nattens mails, lagt spam til side og prioriteret notifikationer. Vejrudsigten foreslår, hvad der er værd at tage på, og på vej ud ad døren beregner navigationen den hurtigste rute til arbejde ud fra trafikken lige nu.

Ingen af delene føles som kunstig intelligens. Det føles bare som en telefon.

På arbejdet fortsætter det. Søgemaskinen forsøger at forstå, hvad der egentlig bliver spurgt om, før den leverer et svar. Mailprogrammet foreslår resten af en sætning. Et videomøde bliver automatisk transskriberet, og måske bliver referatet bagefter sammenfattet af en sprogmodel. Når frokosten nærmer sig, anbefaler en app noget at spise på baggrund af tidligere valg.

Senere kommer en besked fra banken. Bag den kan algoritmer have vurderet transaktioner for tegn på svindel. Et opkald til kundeservice bliver først mødt af et automatisk system, der forsøger at forstå problemet. Et besøg hos lægen kan involvere software, der hjælper med at skrive journalen eller analysere billeder og prøver. Og en ansøgning til det offentlige kan bevæge sig gennem digitale systemer, hvor automatisering hjælper med at sortere oplysninger eller understøtte en afgørelse.

Det er en helt almindelig dag. Der er ikke noget bemærkelsesværdigt i, at vi hele tiden aktivt vælger kunstig intelligens til. Det er snarere, hvor ofte vi ikke gør det. For AI er ikke længere kun den chatbot, vi åbner og stiller et spørgsmål. Kunstig intelligens findes i anbefalingssystemer, søgemaskiner, spamfiltre, oversættelse, billedbehandling, navigation, svindelbekæmpelse og en lang række systemer på arbejdspladser og i den offentlige sektor. Oven på denne allerede eksisterende, ofte usynlige infrastruktur er generativ AI nu ved at lægge endnu et lag.

For få år siden var ChatGPT en sensation. Millioner af mennesker loggede ind på en hjemmeside for at opleve en computer skrive tekster, svare på spørgsmål og føre noget, der lignede en samtale. I dag er udviklingen på vej i den modsatte retning. Vi behøver ikke længere opsøge AI. AI opsøger os. Den dukker op i de programmer, vi allerede bruger, i de tjenester, vi er afhængige af, og i beslutninger, som påvirker vores hverdag.

Hvorfor er AI pludselig overalt?

Kunstig intelligens kom ikke ind i vores hverdag med ChatGPT. Faktisk havde den været der længe før. Når din Netflix foreslog, din næste serie, når banken søgte mistænkelige betalinger og Googles sortering af dine søgeresultater. Når din mobil genkendte dit ansigt eller ansigtet på et fotografi eller når dit mailprogram smed beskeden fra din Onkel Gunnar direkte i spamfiltret, så lå der allerede algoritmer og maskinlæring bag.

Men for de fleste mennesker var teknologien usynlig. Man brugte ikke “kunstig intelligens”. Man brugte Google, sin telefon eller sin netbank. Det blev ganske pludseligt anderledes med gennembruddet for generativ AI og især lanceringen af ChatGPT i slutningen af 2022. Pludselig kunne almindelige mennesker selv kommunikere direkte med en AI-model uden at  behøve at være programmør eller dataforsker. Man kunne skrive et spørgsmål på almindeligt dansk og få et svar tilbage. I begyndelsen var AI derfor en destination. Man gik ind på ChatGPT eller en anden AI-tjeneste for at prøve den nye teknologi. Men bare siden 2022 er der sket et stort skift også på det område.

AI er gået fra at være en destination til at være en funktion. Den bliver bygget direkte ind i de programmer og tjenester, vi allerede bruger. Søgemaskiner leverer AI-genererede svar. Kontorsoftware kan skrive, opsummere og analysere. Telefoner kan bearbejde billeder, oversætte og forstå tale. Virksomheder integrerer AI i kundeservice, analyse og administration. Og i sundhedsvæsenet eksperimenteres der blandt andet med AI til billedanalyse og automatisk dokumentation.

Og Danmark ligger helt i front. I Danmark brugte 37 procent af befolkningen AI mindst én gang om ugen i 2025. Året før var det kun 17 procent. På ét år blev andelen altså mere end fordoblet. Samtidig ændrede brugen karakter. 34 procent brugte AI til private formål i 2025 mod 15 procent året før.

Ser man specifikt på generativ AI, brugte 48,4 procent af danskerne mellem 16 og 74 år teknologien i løbet af de tre måneder før Eurostats undersøgelse i 2025. Det var den højeste andel i hele EU. EU-gennemsnittet var 32,7 procent. (Udviklingen er endnu tydeligere blandt de unge. Næsten 64 procent af de 16-24-årige i EU brugte generativ AI i 2025. Næsten fire ud af ti brugte den i forbindelse med uddannelse. 

Og AI flytter ikke kun ind hos den enkelte bruger.Den flytter også ind på arbejdspladserne. I 2023 anvendte 15,2 procent af danske virksomheder med mindst ti ansatte AI-teknologier. I 2024 var tallet steget til 27,6 procent. Og i 2025 var det nået op på 42 procent. Dermed havde Danmark igen den højeste andel i EU, hvor gennemsnittet var 20 procent. 

Det betyder ikke, at 42 procent af alle danske virksomheder har erstattet medarbejdere med ChatGPT. Eurostats definition omfatter en bred vifte af AI-teknologier – blandt andet tekstanalyse, talegenkendelse, billedgenkendelse, maskinlæring, generering af tekst og billeder samt automatisering af arbejdsgange og beslutningsstøtte. Men udviklingshastigheden er bemærkelsesværdig. På bare to år er andelen af danske virksomheder, der anvender AI, næsten tredoblet.

Den hurtigste teknologiske spredning

Det danske billede er del af en større international udvikling. Stanford Universitys AI Index 2026 vurderer, at generativ AI globalt nåede en udbredelse på 53 procent på omkring tre år. Ifølge rapporten er det hurtigere, end både pc’en og internettet blev taget i brug. Samtidig anvendte 70 procent af de adspurgte organisationer generativ AI i mindst én forretningsfunktion i 2025. Det er måske den vigtigste forklaring på oplevelsen af, at AI pludselig er overalt.

Der er sket to ting næsten samtidig. Millioner af mennesker har selv taget generativ AI i brug. Og virksomhederne bag de digitale systemer, vi allerede bruger, er begyndt at bygge teknologien direkte ind i deres produkter. Den første bølge gjorde AI synlig. Den næste er måske i færd med at gøre den usynlig igen. For når AI bliver en funktion i telefonen, søgemaskinen, tekstbehandlingen, banken eller arbejdspladsens systemer, holder vi efterhånden op med at tænke over, at vi bruger kunstig intelligens. Vi bruger bare vores computer.

Hvorfor føles mit arbejde allerede anderledes?

Den store diskussion om AI og arbejdsmarkedet har længe handlet om, hvilke jobs teknologien vil fjerne. Men forskningen peger foreløbig på en mere kompliceret udvikling. ILO vurderer, at omkring hver fjerde arbejdstager globalt befinder sig i et erhverv, der i et eller andet omfang er eksponeret for generativ AI. Men organisationens konklusion er ikke, at hvert fjerde job forsvinder. Tværtimod er det mere sandsynligt, at jobbene bliver forandret, fordi nogle arbejdsopgaver kan overtages eller understøttes af AI, mens andre fortsat kræver mennesker.  

Det kan allerede måles nogle steder. Studier samlet i Stanford AI Index 2026 viser produktivitetsforbedringer inden for blandt andet kundeservice, softwareudvikling og marketing. Men gevinsterne er langt fra ens på tværs af arbejdsopgaver, og AI kan i nogle mere komplekse opgaver ligefrem gøre medarbejdere langsommere.  

Dermed bliver spørgsmålet ikke kun, om AI gør os mere produktive, men hvad der sker med den frigjorte tid. OECD peger på, at mange medarbejdere oplever bedre præstationer med AI, men samtidig findes der bekymringer om øget arbejdsintensitet. Hvis en medarbejder kan producere mere på den samme tid, kan gevinsten bruges til kortere arbejdstid, bedre kvalitet eller mere tid til vanskelige opgaver. Men den kan også omsættes til et krav om højere produktion.  

Hvorfor taler alle pludselig om AI-agenter?

Indtil nu har de fleste af os mødt generativ AI som noget, vi taler med. Vi stiller ChatGPT et spørgsmål. Beder en chatbot om at skrive en tekst. Får AI til at opsummere et dokument eller forklare et kompliceret emne. Men den næste ambition for AI-industrien er større: AI skal ikke bare svare. Den skal kunne handle.

Det er idéen bag de såkaldte AI-agenter. Forskellen kan illustreres ganske enkelt. Du kan bede en chatbot om at finde tre gode hoteller i Berlin. Men med AI-agent vil du kunne give den hele planlægningsansvaret og booke rejsen for dig. “Planlæg min Berlin-rejse inden for et budget på 8.000 kroner.” Det lyder som en relativt enkelt opgave, men for at løse den opgave skal systemet ikke bare formulere et svar. Det skal måske finde fly og hoteller, sammenligne priser, undersøge transportmuligheder, koordinere med kalenderen og – hvis det har fået tilladelse – foretage reservationer eller betalinger.

På den måde har vi bevæget os fra AI, der svarer til AI, der handler. Vi er gået fra AI som værktøj til AI som stedfortræder. Mennesket beskriver målet. AI-systemet forsøger selv at finde vejen derhen. Det gør dog også, at teknologien bliver mere kompliceret at håndtere. For hvad sker der, hvis agenten vælger det forkerte hotel, sender en mail til den forkerte person eller træffer en beslutning på et forkert grundlag? Hvor meget adgang skal den have til vores mail, kalender, bankkonto og arbejdspladsens systemer? Og hvem har ansvaret, når den laver en fejl?

AI-agenter er endnu ikke digitale medarbejdere, der selvstændigt og fejlfrit kan overtage vores arbejdsdag. Teknologien har fortsat betydelige begrænsninger, men retningen er interessant. For hvis chatbotten gjorde kunstig intelligens til noget, millioner af mennesker kunne tale med, er ambitionen med agenten at gøre kunstig intelligens til noget, der kan handle på vores vegne. Det betyder også, at vi skal tage stilling til ikke bare, hvad AI kan fortælle os, men i højere grad, hvad vi vil give den lov til at gøre.

Det næste skifte: Når AI ikke længere venter på os

Der er en afgørende forskel på en AI, der venter på et spørgsmål, og en AI, der har fået et mål. Chatbotten gør som udgangspunkt ingenting, før vi beder den om det. En mere selvstændig agent kan derimod potentielt fortsætte med at arbejde: søge efter information, overvåge udviklingen, kommunikere med andre systemer og udføre handlinger inden for de rammer, den har fået. Bestille. Koordinere. Analysere. Kommunikere. Købe. Overvåge. Beslutte.

Hver enkelt handling er måske ikke revolutionerende. Det nye består i, at de kan forbindes i længere kæder, hvor mennesket ikke nødvendigvis godkender hvert enkelt skridt undervejs. Hvis en AI-agent skal være virkelig nyttig, skal den have adgang til noget. En personlig agent kan have brug for kalenderen, mailen, vores præferencer og måske betalingsoplysninger. En agent på arbejdspladsen kan få adgang til interne dokumenter, kundedata og virksomhedens øvrige systemer.

Jo mere agenten ved om os, og jo flere systemer den kan handle i, desto mere nyttig kan den blive, men jo større kan konsekvenserne også blive, når noget går galt. Hvem har ansvaret, hvis agenten sender fortrolige oplysninger til den forkerte modtager? Hvis den køber noget, vi ikke ønskede? Hvis den handler på baggrund af fejlagtige oplysninger? Eller hvis den ganske enkelt har misforstået det mål, vi gav den?

Hvem bestemmer egentlig agentens mål? På overfladen er det brugeren. Men systemets muligheder og prioriteringer bliver samtidig formet af den virksomhed, der har udviklet modellen, de tjenester agenten kan kommunikere med og de regler og økonomiske interesser, der er bygget ind i platformen.

En agent, der skal finde “det bedste” hotel, skal eksempelvis omsætte ordet bedste til noget målbart. Pris? Anmeldelser? Beliggenhed? Betalte placeringer? Tidligere præferencer? Platformens egne kommercielle interesser? Det, der på overfladen bare er en praktisk hjælp, kan dog i realiteten gå hen og blive en ny form for digital mellemmand mellem mennesket og verden.

Og hvad sker der med os?

Det indebærer også nye risici og også mindre synlige risici, for når teknologien overtager en opgave, slipper vi ikke kun for arbejdet. Vi risikerer også at holde op med at øve os i det. Navigation har allerede gjort det mindre nødvendigt at kunne finde vej. Søgemaskiner har ændret den måde, vi husker information på. Generativ AI kan potentielt flytte endnu flere kognitive opgaver ud af mennesket: at skrive, undersøge, sammenligne, planlægge, analysere og måske træffe beslutninger.

Det betyder ikke nødvendigvis, at vi bliver mindre kompetente. Teknologi har altid overtaget opgaver og samtidig givet mennesker mulighed for at udvikle nye færdigheder, men AI-agenter gør spørgsmålet mere påtrængende. Hvis maskinen ikke bare hjælper os med at tænke, men også begynder at handle på vores vegne – hvad er det så, vi selv skal blive ved med at kunne?

Singulariteten uden science fiction

Vi er ikke i Ray Kurzweils singularitet. Den amerikanske fremtidsforskers idé handler om noget langt mere radikalt end chatbots, AI-agenter og automatisering på arbejdspladsen. Kurzweill har forudsagt, at kunstig intelligens omkring 2045 vil have udviklet sig til et punkt, hvor den overgår menneskelig intelligens, og hvor den teknologiske udvikling accelererer så voldsomt, at verden på den anden side bliver vanskelig at forudsige.

Det er ikke den verden, vi lever i endnu. Men det betyder ikke, at singularitetsbegrebet er irrelevant for den udvikling, der allerede foregår. For noget af det, Kurzweill har været optaget af i årtier, kan allerede genkendes: Teknologiske fremskridt bygger videre på tidligere teknologiske fremskridt. AI-systemerne bliver mere kapable. Nye modeller kommer med stadig kortere mellemrum. Og kunstig intelligens bevæger sig fra laboratorier og særlige tjenester ind i de digitale systemer, som arbejde og hverdagsliv allerede er bygget op omkring. Det er måske netop her, science fiction-forestillingen om singulariteten kan stå i vejen for det interessante. Vi leder efter det dramatiske øjeblik. Maskinen, der bliver klogere end mennesket. Den selvforbedrende AI. Dagen, hvor verden pludselig er fundamentalt anderledes end dagen før.

Men store teknologiske forandringer behøver ikke opleves sådan. De kan også komme som en ny knap i tekstbehandlingsprogrammet. Et automatisk referat efter et møde. En chatbot hos banken. Et AI-genereret svar i søgemaskinen. Et system på arbejdspladsen, der overtager endnu en opgave. Og måske snart en agent, der ikke bare giver os et svar, men udfører opgaven for os.

Hver forandring kan isoleret set virke beskeden. Tilsammen kan de ændre den måde, vi arbejder, søger information, lærer, kommunikerer og træffer beslutninger på. Det betyder ikke, at singulariteten er kommet. Og det betyder heller ikke, at Kurzweills forudsigelse nødvendigvis vil gå i opfyldelse. Men måske er det mest interessante ved singulariteten heller ikke at gætte på, hvilken dato den kommer. Måske er det at spørge, hvor meget der allerede har forandret sig, mens vi ventede på den.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.