Lever vi allerede i singulariteten

»Vi er nu, sådan set, i singulariteten.« Sådan lød det fra Sam Altman, direktør for OpenAI, i sommeren 2026. En bemærkelsesværdig konstatering fra en af de personer, der selv står centralt i udviklingen af den teknologi, han taler om.For singulariteten har traditionelt været placeret et andet sted: ude i fremtiden.

Begrebet forbindes især med den amerikanske fremtidsforsker Ray Kurzweill og forestillingen om et tidspunkt, hvor kunstig intelligens bliver så avanceret, at den overgår menneskelig intelligens, og den teknologiske udvikling derefter accelererer så voldsomt, at det bliver svært at forudsige, hvad der følger efter. Kurzweill har placeret dette punkt omkring 2045.

Men Altman siger altså, at vi allerede er der. Det er umiddelbart svært at få øje på.

Vi står stadig op om morgenen. Tager på arbejde. Henter børn. Køber ind. Ser fjernsyn. Holder ferie. Politikerne diskuterer finanslove, kommunerne bygger cykelstier, og toget er stadig forsinket. Der kom ingen intelligenseksplosion. Ingen dag, hvor maskinerne pludselig overtog verden. Ingen klar grænse mellem tiden før og tiden efter.

Alligevel er noget forandret.

På få år er kunstig intelligens flyttet fra forskningslaboratorier og teknologivirksomheder ind i millioner af menneskers hverdag. AI skriver tekster, laver billeder, programmerer, oversætter og analyserer. Den bliver bygget ind i søgemaskiner, telefoner og arbejdspladsens software. Og den næste generation af såkaldte AI-agenter udvikles med ambitionen om ikke blot at svare på vores spørgsmål, men også at udføre handlinger på vores vegne. 

Altman har et navn for denne udvikling: den bløde singularitet. I hans version behøver singulariteten ikke være et dramatisk øjeblik. Den kan være en glidende overgang, hvor stadig mere kapabel kunstig intelligens langsomt bliver en selvfølgelig del af samfundet. Det, der i går virkede sensationelt, bliver hurtigt almindeligt. Og mens vi vænner os til det, kommer næste teknologiske spring.

Men hvis singulariteten kan defineres sådan, opstår et andet problem.

For taler Altman stadig om det samme fænomen, som Ray Kurzweill og andre singularitetstænkere har beskrevet? Eller har singulariteten skiftet betydning?

Det er mere end en diskussion om ord. For bag den ligger et langt større spørgsmål. Hvis en fundamental teknologisk omvæltning ikke kommer som et dramatisk brud, men som tusind små forandringer – hvordan opdager vi så, at vi befinder os midt i den?

Hvad er det egentlig, vi venter på?

I den klassiske forestilling er singulariteten ikke en langsom forandring. Den er en tærskel.

Den amerikanske fremtidsforsker Ray Kurzweil har forudsagt, at vi omkring 2045 når et punkt, hvor den teknologiske udvikling bliver så hurtig og omfattende, at den verden, der følger efter, bliver vanskelig at forudsige. En afgørende drivkraft er kunstig intelligens, der når og siden overskrider menneskets intellektuelle kapacitet.

Tanken er, at udviklingen derefter kan begynde at forstærke sig selv. Stadig mere avancerede AI-systemer kan bidrage til forskning og udvikling og dermed til skabelsen af endnu bedre teknologi og endnu mere kapable AI-systemer. Hvert fremskridt kan på den måde være med til at accelerere det næste.

Det er denne acceleration, der gør singulariteten til mere end blot endnu et teknologisk gennembrud. Forestillingen er ikke bare, at vi får bedre computere eller mere avancerede chatbots, men at selve forandringstempoet bliver så højt, at vores normale forestillinger om, hvad der kommer bagefter, ikke længere rækker.

Det er åbenlyst ikke den verden, vi befinder os i i dag. Nutidens AI-systemer har betydelige begrænsninger, og mennesker og virksomheder spiller fortsat en afgørende rolle i udviklingen af dem. Ray Kurzweills singularitet ligger stadig i fremtiden – hvis den overhovedet kommer.

Så når Sam Altman siger, at vi allerede befinder os i singulariteten, taler han om noget andet.

Han flytter singulariteten fra et punkt, vi en dag når, til en proces, vi måske allerede befinder os i.

Sam Altman flytter målstregen

Sam Altman ser anderledes på det. I essayet The Gentle Singularity fra 2025 skrev OpenAI-direktøren, at menneskeheden allerede har passeret singularitetens »event horizon« – begivenhedshorisonten – og at den teknologiske acceleration er begyndt. Men hvis det er tilfældet, hvorfor føles verden så stadig så almindelig? Det er netop en del af Altmans argument.

Vi står stadig op om morgenen, går på arbejde, henter børn og holder ferie. Robotterne går ikke rundt overalt i gaderne, og de fleste mennesker bruger ikke hele dagen på at tale med kunstig intelligens. Samtidig bliver AI-systemerne stadig mere kapable, og vi vænner os forbløffende hurtigt til det, de kan. Det, der for få år siden virkede næsten utænkeligt, bliver hverdag. Først var det imponerende, at en chatbot kunne skrive en sammenhængende tekst. Så begyndte vi at forvente, at den kunne analysere dokumenter, programmere og arbejde med billeder. Og når dét bliver almindeligt, flytter forventningerne sig igen.

Altman sammenfatter selv mekanismen kort: ”wonders become routine, and then table stakes” – det forunderlige bliver rutine og derefter noget, vi tager for givet.

Men hans argument handler ikke kun om vores evne til at vænne os til ny teknologi. Han peger også på en begyndende selvforstærkende udvikling. AI bruges allerede som redskab i forskning og i udviklingen af nye AI-systemer. Det er endnu ikke en kunstig intelligens, der fuldstændig autonomt omskriver og forbedrer sig selv. Men Altman beskriver det som en tidlig form for den rekursive selvforbedring, der traditionelt har været en central del af forestillingen om singulariteten.

Forskellen ligger derfor især i måden, udviklingen foregår på. I den klassiske forestilling ligner singulariteten en tærskel: Vi nærmer os den, krydser den, og på den anden side accelererer udviklingen dramatisk. Hos Altman bliver grænsen langt mere uklar. Når vi ser fremad, kan den teknologiske udvikling virke næsten lodret. Men mens vi faktisk lever igennem den, opleves den som en række mindre fremskridt, som mennesker løbende tilpasser sig.

Singulariteten er måske ikke et øjeblik. Den kan være en overgang. Hvis Altman har ret, er spørgsmålet derfor ikke længere kun, hvornår singulariteten kommer. Det er, om den kan være begyndt, uden at vi rigtig har opdaget det.

Hvad nu hvis Altman har en pointe?

Det er let at afvise forestillingen om, at vi allerede befinder os i singulariteten. Der findes ingen superintelligens, der autonomt forbedrer sig selv, og nutidens AI-systemer kan stadig begå banale fejl. Men ser man mindre efter det store gennembrud og mere efter udviklingens retning, bliver billedet mere interessant.

På få år er AI gået fra primært at kunne genkende og klassificere information til at kunne producere tekst, billeder, lyd, video og computerkode. Systemerne kan analysere store mængder materiale og løse opgaver, som indtil for ganske nylig krævede menneskelig arbejdskraft. Samtidig er AI begyndt at spille en rolle i selve den videnskabelige proces. Modeller bruges til blandt andet at analysere forskningsdata, forudsige proteinstrukturer, finde nye materialer og assistere forskere med programmering og hypoteser. Det betyder ikke, at AI selvstændigt har overtaget forskningen. Men teknologien er begyndt at indgå i den proces, der skaber ny viden – og dermed potentielt også nye teknologiske fremskridt.

Noget tilsvarende sker med udviklingen af AI. AI-værktøjer bruges allerede af programmører og forskere, der bygger den næste generation af AI-systemer. Det er langt fra den selvforbedrende superintelligens, som optræder i den klassiske singularitetsfortælling. Men måske er mekanismen alligevel interessant, fordi AI er begyndt at blive et redskab til at skabe bedre AI. Samtidig flytter teknologien ind i den eksisterende digitale infrastruktur. AI bliver integreret i virksomhedernes software, i søgemaskiner og i de systemer, vi bruger til at finde og bearbejde information. Dermed ændrer AI ikke kun, hvilke svar vi kan få. Den begynder også at påvirke, hvilken information vi overhovedet møder, og hvordan vi arbejder med den.

Og med AI-agenter tages endnu et skridt. Ambitionen er, at AI ikke blot skal producere information, men kunne udføre længere kæder af handlinger: søge, analysere, planlægge, kommunikere og bruge andre digitale værktøjer for at nå et mål.

Ingen af disse udviklinger er singulariteten i Ray Kurzweills betydning. men tilsammen peger de på noget, der ligner dele af den proces, singularitetstænkere længe har forestillet sig. AI bliver mere kapabel, breder sig til flere områder og begynder samtidig at indgå i de processer, der skaber den næste teknologiske udvikling. Det beviser ikke, at Altman har ret, men det gør at spørgsmålet bare er sværere at afvise.

Eller har vi bare ændret definitionen?

Men der er et problem. Hvis singulariteten oprindeligt beskriver et punkt, hvor overmenneskelig intelligens sætter gang i en så voldsom teknologisk acceleration, at udviklingen på den anden side bliver vanskelig at forudsige, kan man så stadig kalde det en singularitet, hvis det, man beskriver, er en gradvis udbredelse af stadig bedre AI? Eller har man simpelthen ændret definitionen?

Det spørgsmål har blandt andre Joshua Benton fra Nieman Journalism Lab rejst i en kritik af Sam Altmans The Gentle Singularity. Benton peger på, at det netop var bruddet med den normale udvikling, der gjorde singularitetsbegrebet interessant. Hvis singulariteten i stedet bliver en betegnelse for en teknologisk udvikling, hvor imponerende opfindelser gradvist bliver almindelige, risikerer begrebet at miste sin særlige betydning.

For mennesker har prøvet det før. Elektricitet, antibiotika, biler, fjernsyn, computere, internet og smartphones har på hver deres måde ændret samfundet fundamentalt. Teknologier, der engang virkede fantastiske, blev en del af hverdagen og til sidst noget, vi knap nok tænker over. Men vi kalder ikke internettets udbredelse for en singularitet.

Altmans argument er stærkere end blot, at AI bliver mere almindelig. Han peger også på, at AI allerede bruges til at udvikle bedre AI, og at der dermed kan være opstået begyndelsen til den selvforstærkende proces, som singularitetstænkere har beskrevet. Men afstanden til den klassiske singularitet er stadig betydelig. Nutidens AI-systemer udvikler ikke autonomt deres egne efterfølgere i en eksplosivt accelererende proces. Der er fortsat mennesker, virksomheder, datacentre, kapital, energi og omfattende fysisk infrastruktur mellem én generation af AI og den næste.

Hvem fortæller historien?

Der er også en anden grund til at forholde sig kritisk til påstanden om, at singulariteten allerede er begyndt. Sam Altman er ikke en neutral iagttager af AI-udviklingen. Han er direktør for OpenAI og dermed selv en central aktør i den industri, hvis betydning han beskriver.

Når en af verdens mest indflydelsesrige AI-ledere siger, at menneskeheden allerede har passeret en historisk teknologisk begivenhedshorisont, er det derfor både en påstand om teknologiens udvikling og en fortælling om teknologiens betydning.

Det betyder ikke, at Altman tager fejl. Men det betyder, at spørgsmålet om singulariteten også bliver et spørgsmål om magten til at definere den tid, vi lever i. For hvis vi accepterer, at vi allerede befinder os i en historisk uafvendelig acceleration, kan det påvirke den måde, vi diskuterer teknologiens udvikling på. Noget, der ellers kunne fremstå som politiske og økonomiske valg – hvor hurtigt AI skal implementeres, hvem der skal kontrollere den, hvordan den skal reguleres, og hvilke områder vi overhovedet ønsker at automatisere – kan begynde at fremstå som en udvikling, der ganske enkelt sker.

Derfor er spørgsmålet ikke kun, om Altman har ret i, at singulariteten allerede er begyndt.

Det er også værd at spørge, hvad der sker med vores forestilling om fremtiden, når nogle af dem, der bygger teknologien, samtidig får lov til at definere den historiske fortælling om den.

Måske stiller vi det forkerte spørgsmål

Men måske er diskussionen om, hvornår singulariteten indtræffer, i sig selv med til at fastholde os i en bestemt forestilling om teknologiens fremtid. Den taiwanesiske digitale pioner og tidligere minister Audrey Tang tager udgangspunkt i en anden idé. Sammen med blandt andre forskeren og aktivisten E. Glen Weyl har Tang udviklet begrebet plurality – en vision om teknologi, der ikke først og fremmest skal erstatte eller overgå menneskelig intelligens, men styrke menneskers evne til at samarbejde på tværs af forskelle.

Singularitetsfortællingen kredser grundlæggende om maskinens intelligens: Hvor intelligent kan AI blive? Hvornår overgår den mennesket? Og hvad sker der, hvis den derefter begynder at accelerere udviklingen yderligere? Plurality-perspektivet stiller et andet spørgsmål:

Hvordan kan teknologien gøre mennesker bedre i stand til at tænke, beslutte og handle sammen? Tang har blandt andet arbejdet med digitale platforme og demokratiske processer, hvor teknologi bruges til at identificere områder med enighed mellem mennesker, der ellers er politisk uenige. Her er teknologien ikke tænkt som en maskine, der finder det rigtige svar for samfundet, men som et redskab, der kan gøre samfundet bedre til selv at finde svar.

Hvis målet med AI først og fremmest bliver at skabe stadig mere autonom og kapabel maskinintelligens, bliver mennesket let målestokken, som maskinen skal indhente og siden overgå. Men AI kan også tænkes anderledes: som teknologi, der øger menneskers kollektive intelligens – vores evne til at kombinere forskellige erfaringer, opdage uenigheder og fælles interesser og træffe bedre beslutninger sammen.

Stadig mere kapable AI-systemer kan få enorme konsekvenser, uanset hvilken fremtid vi ønsker os, men Tangs perspektiv minder os om, at teknologiens udvikling ikke kun behøver at handle om, hvad maskinen bliver i stand til. Den kan også handle om, hvad mennesker bliver i stand til med den.

Hos Ray Kurzweill accelererer maskinintelligensen mod en radikal teknologisk tærskel. Hos Sam Altman er tærsklen måske ved at blive til en overgang, som vi allerede befinder os i.

Hos Audrey Tang bliver det afgørende spørgsmål ikke om maskinen en dag bliver mere intelligent end os, men om vi kan udvikle teknologi, der gør os bedre i stand til at handle intelligent sammen. Og måske er det netop dét valg, der risikerer at forsvinde, hvis singulariteten bliver fremstillet som en fremtid, der under alle omstændigheder kommer.

Hvorfor betyder det overhovedet noget?

Man kan selvfølgelig indvende, at diskussionen om singulariteten mest er en diskussion om ord. Om vi kalder den nuværende udvikling begyndelsen på singulariteten, en AI-revolution eller blot endnu et stort teknologisk skifte, ændrer ikke på, hvad teknologien faktisk kan. Men den måde, vi forstår udviklingen på, påvirker de spørgsmål, vi stiller til den. 

Hvis AI først og fremmest er en teknologi, der en dag i fremtiden vil forandre samfundet, bliver spørgsmålet om hvornår kommer AI-revolutionen? Hvis forandringen derimod allerede er i gang, bliver spørgsmålet hvad gør vi, mens den finder sted? For teknologien udvikler sig ikke i et tomrum. Den bliver udviklet af virksomheder, finansieret af investorer, reguleret af politikere og myndigheder og implementeret på arbejdspladser og i institutioner. Hver gang et AI-system bliver taget i brug, bliver der samtidig truffet valg om, hvad teknologien skal bruges til, hvem der får adgang til den, og hvilke opgaver og beslutninger mennesker er villige til at overlade til den.

På arbejdsmarkedet handler det ikke kun om, hvorvidt AI kan gøre medarbejdere mere produktive. Det handler også om, hvem der får værdien af produktivitetsgevinsten. Bliver den omsat til bedre arbejde og mere tid – eller blot til et krav om at producere mere? Når AI bliver bedre til at skrive, analysere, programmere, søge og træffe eller understøtte beslutninger, opstår et tilsvarende spørgsmål om vores egne kompetencer. Hvilke opgaver giver det mening at overlade til maskinen? Og hvilke færdigheder ønsker vi fortsat, at mennesker skal mestre, selv når en AI kan udføre dem hurtigere?

Og når teknologien bevæger sig ind i stadig flere dele af samfundet, bliver spørgsmålet om kontrol vanskeligere at komme udenom. Hvem bestemmer, hvilke værdier og interesser der bliver bygget ind i systemerne? Hvor afhængige ønsker vi at blive af nogle få globale teknologivirksomheder? Og hvordan regulerer man en teknologi, når dens muligheder kan ændre sig hurtigere end de institutioner, der skal sætte rammerne for den?

Det er her, diskussionen om singulariteten bliver mere end en spekulation om fremtidens superintelligens. For uanset om Ray Kurzweills singularitet kommer i 2045, senere eller slet ikke, bliver en række af de valg, der kan forme en AI-domineret fremtid, truffet allerede nu. Derfor er det måske mindre vigtigt at afgøre præcist, hvornår singulariteten begynder, end at insistere på, at teknologisk acceleration ikke ophæver vores mulighed for at vælge. For hvis forandringen allerede er i gang, er fremtiden ikke bare noget, vi venter på. Den er noget, vi er med til at beslutte.

Vi ved ikke, om vi er i singulariteten

Måske vil historikere en dag kunne sætte en dato på singulariteten. Måske vil de pege på det tidspunkt, hvor kunstig intelligens begyndte at accelerere den teknologiske udvikling på en måde, der fundamentalt ændrede verden. Måske vil de opdage, at overgangen allerede var begyndt, længe før mennesker selv blev enige om, hvad der var ved at ske. Eller måske vil de konstatere, at singulariteten aldrig kom. 

Ray Kurzweills radikale tærskel ligger stadig i fremtiden. Og Sam Altmans påstand om, at vi allerede befinder os i en blød singularitet, kræver, at vi accepterer en langt mere gradvis forståelse af begrebet. Men Altman peger på noget, der er vanskeligere at afvise: Store teknologiske forandringer behøver ikke føles store, mens vi befinder os midt i dem. De kan komme som en ny funktion på telefonen. Et AI-genereret svar i søgemaskinen. En arbejdsopgave, der pludselig kan klares på den halve tid. En maskine, der kan noget i denne måned, som den ikke kunne for et år siden.

Hver enkelt forandring kan virke beskeden. Først når man ser dem samlet, bliver det tydeligt, hvor hurtigt grænserne for, hvad vi opfatter som normalt, har flyttet sig. Derfor er spørgsmålet måske ikke kun, om Sam Altman har ret, når han siger, at vi allerede befinder os i singulariteten. Det er også: Hvis en fundamental teknologisk forandring sker gradvist nok – ville vi så overhovedet opdage, at vi befandt os midt i den?

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.