Alien Intelligence: Vi står ved en skillevej, men måske ikke den, eksperterne peger på

Jeg ved ikke, hvor verden bringer os hen. Det gør de kloge heller ikke, selvom nogle af dem har gjort en glimrende forretning ud af at lyde, som om de gør. Måske står vi ligefrem foran en singularitet, som folk med tilstrækkeligt lange uddannelser, store følgerskarer og adgang til de rigtige konferencer åbenbart kalder det nu. Et punkt, hvor udviklingen går så hurtigt, at vi ikke længere kan se, hvad der ligger på den anden side.

Det lyder både voldsomt og passende mystisk. Det antyder, at nogle mennesker har opnået adgang til et næsten enlightened sted, hvor deres tanker står selvlysende klare, mens vi andre kan få lov til at bade i deres solskin, så længe vi accepterer præmissen og måske køber en billet til næste konference. Eller måske er det bare endnu en vision, de sælger os.

For sandheden er, at ingen ved præcis, hvad der sker nu. Ingen ved, hvor hurtigt det kommer til at gå, hvilke teknologier der faktisk holder, eller hvilke af nutidens store profetier vi om ti år vil se tilbage på og grine af. Men jeg tror alligevel, at vi står ved en skillelinje. Ikke nødvendigvis mellem mennesket og maskinen. Ikke mellem intelligens og superintelligens. Måske ikke engang mellem tiden før og efter kunstig intelligens.

Jeg tror, vi står ved en skillelinje mellem en verden, hvor adgangen til at skabe ny teknologi tilhørte ganske få, og en verden, hvor langt flere pludselig kan være med. Det er måske den egentlige singularitet. Ikke at maskinerne bliver guder, men at ideerne slipper ud af institutionerne.

Hvordan kan man se verdenshistorien fra en lille by?

Hvordan kan jeg vide, at verden er ved at forandre sig? Hvordan kan man sidde i en by med omkring 12.000 indbyggere og påstå, at man kan se konturerne af noget, som mennesker på universiteter, i milliardvirksomheder og i verdens førende forskningslaboratorier stadig diskuterer? Det oplagte svar er selvfølgelig, at det kan man heller ikke.

Man kan tage fejl. Man kan forelske sig i sin egen fortælling. Man kan se en revolution, fordi man har brugt så lang tid på den, at alternativet ville være pinligt. Det er værd at huske. Men verdenshistoriske forandringer ankommer sjældent med hornmusik og en praktisk forklaring af, hvad de betyder. Ofte ligner de bare et nyt værktøj, en sær forskningsartikel eller en mulighed, de fleste endnu ikke har opdaget.

Da Attention Is All You Need blev udgivet, fyldte artiklen 16 sider. Den kom ikke med en engel, der pegede på den og sagde: Her begynder den nye verden. De fleste mennesker opdagede den ikke. Mange af dem, der læste den, kunne heller ikke vide, præcis hvad den ville føre til. Den beskrev en ny arkitektur, transformeren, men ikke hele den industri, kulturkamp, kapitalbevægelse og begyndende samfundsændring, som senere voksede ud af den. Det er ofte sådan, det ser ud, når verden ændrer sig. Først sker der næsten ingenting. Derefter viser det sig, at næsten alt allerede er begyndt.

Vi er kommet hele vejen rundt

Det mærkelige ved den nuværende udvikling er, at vi på en måde er kommet full circle. I computerens tidlige år kunne ganske få mennesker med en god idé skabe noget nyt. Systemerne var mindre, markederne var umodne, og mange af de regler, der senere blev bygget op omkring teknologien, eksisterede endnu ikke. Derefter blev det hele større. Softwaren blev mere avanceret. Virksomhederne voksede. Infrastruktur, udvikling, distribution og forskning krævede teams, kapital og specialister. Hvis du ville skabe noget teknologisk nyt, kunne du ikke nøjes med en idé. Du skulle helst også have en universitetsgrad, et udviklingsteam, en investor og adgang til maskiner, der kostede mere end dit hus.

Nu er vi mærkeligt nok tilbage ved et sted, hvor én person igen kan sidde foran en computer og begynde med en tanke. Ikke bygge alt. Ikke erstatte et helt forskningslaboratorium. Ikke uden fejl, begrænsninger eller behov for eksperter. Men begynde. Det er forskellen.

En person kan tage en idé, skrive den ind og få et svar med det samme: Findes dette allerede? Hvem arbejder med noget lignende? Er det faktisk nyt, eller har jeg bare genopfundet noget, som en forsker i Zürich beskrev i 1997? Hvis idéen ikke er ny, er vinklen så ny? Hvilke antagelser bygger den på? Hvordan kan den testes? Hvilken kode skal der til for at lave det første eksperiment? For få år siden kunne de spørgsmål tage uger eller måneder at undersøge. Nu kan samtalen begynde på få sekunder.

Det betyder ikke, at svarene er sande. Det betyder ikke, at arbejdet er udført. Og det betyder bestemt ikke, at uddannelse er blevet overflødig. Men det betyder, at startlinjen er flyttet.

De 13 år er ikke spildt

Det ville være fristende at sige, at alle de mange års uddannelse nu nærmest ligner spildte år. Det ville også være forkert. Ekspertise er stadig nødvendig. Faktisk bliver ægte ekspertise måske vigtigere, fordi maskinen kan producere overbevisende vrøvl lige så hurtigt, som den kan hjælpe med noget genialt.

AI kan give dig kode, men den kan ikke garantere, at eksperimentet beviser det, du tror, det beviser. Den kan finde en forskningsartikel, men den kan også misforstå den. Den kan gøre et dårligt argument velformuleret og dermed farligere. Den kan give en amatør mulighed for at udforske et område. Den kan ikke automatisk gøre amatøren til ekspert.

Men den ændrer forholdet mellem dem. Tidligere kunne ekspertisen kontrollere adgangen. Hvis du ikke havde de rigtige papirer, kendte de rigtige mennesker eller talte det rigtige akademiske sprog, kunne din idé dø, længe før nogen nåede at undersøge, om den faktisk var god. Nu kan idéen eksistere først. Den kan formuleres, afprøves, dokumenteres og offentliggøres. Den kan fryses fast i tid og rum, så verden senere kan se, at den var der. Det er ikke det samme som at få ret. Men det er retten til at deltage.

En idé er stadig ikke et produkt

Der er naturligvis en bagside, for den slags kommer verden heldigvis aldrig løbende tør for. Du skal stadig finde penge. Du skal stadig bruge tid, energi og sandsynligvis en mindre del af din forstand på at få andre mennesker til at opdage det, du har lavet. Du skal stadig bygge noget, der fungerer uden for dit eget forsøg. Du skal dokumentere det, teste det og lade andre forsøge at ødelægge det. Og du skal acceptere, at din smukke teori måske kun virkede, fordi du ubevidst havde bygget forsøget, så den kunne vinde.

Hvis du ikke kommer fra det rigtige miljø, vil nogle mennesker stadig se på dit navn, din adresse og dit cv, før de ser på dit arbejde. Det forsvinder ikke, bare fordi vi har fået bedre værktøjer. Man bliver ikke nødvendigvis taget alvorligt af dem med de 13 års skolegang efter folkeskolen. Nogle af dem har brugt en stor del af deres liv på at få adgang til et rum, og de jubler ikke nødvendigvis, når døren pludselig står åben. Det er menneskeligt.

Men det ændrer ikke ved, at døren står mere åben end før. Idéen kan komme ud. Andre kan læse den, teste den, afvise den eller bygge videre på den. Det gælder ikke længere kun om at få adgang til de rigtige bygninger. Det gælder også om at kunne vise sit arbejde. Det er en lille revolution forklædt som en tekstboks.

To verdener på hver sin side af et vindue

Så hvad ser jeg, når jeg sidder og kigger ud ad vinduet? Jeg ser en verden, der stort set ligner den, jeg så i går. Der er stadig grønne træer, skønne gåture og mennesker på vej gennem deres almindelige liv. De køber ind, går på arbejde og diskuterer vejret. De fleste af dem har ingen særlig grund til at forstå, hvad vi er ved at opfinde. Det er heller ikke en kritik. Man skal kunne leve sit liv uden dagligt at analysere transformerarkitekturer, rekursiv læring og autonome systemers adfærd. Ellers ville civilisationen blive både uudholdelig og ekstremt dårligt klædt.

Men når jeg vender blikket tilbage mod skærmen, ser jeg noget andet. Jeg ser sætninger, kode og JSON-filer, der tilsammen fortæller historien om et nyt samfund. Jeg ser tanker, data og binære tal blive forbundet på måder, der åbner muligheder, som ikke fandtes i går. Ikke som science fiction, men som noget, der kører foran mig. Jeg ser nye måder at organisere arbejde på, nye måder at fordele viden på og nye måder at udvikle, kontrollere og måske miste kontrollen over systemer på.

Og jeg ser de tabte sjæle, der uundgåeligt kommer til at stå langs vejen, når en verden ændrer sig markant. For der vil være tab. Arbejdsfunktioner vil forsvinde. Faglig identitet vil blive udfordret. Mennesker, der har brugt årtier på at mestre noget, vil opdage, at en maskine pludselig kan levere en efterligning på få sekunder. Efterligningen er måske ikke lige så god. Det behøver den heller ikke altid at være. Den skal bare være god nok og billigere.

Det bør vi tale ærligt om. Ikke med undergangsporno og ikke med den sædvanlige fortælling om, at alle naturligvis bliver løftet over i mere kreative jobs. Historien har ikke indgået nogen aftale med os om, at teknologisk udvikling skal fordele sine gevinster retfærdigt. Det er noget, vi selv bliver nødt til at sørge for.

Eksperimenter, der ikke kunne laves før

Det, der fascinerer mig mest, er ikke, at en sprogmodel kan skrive en mail eller opsummere et møde. Det er nyttigt. Det er bare ikke verdenshistorie. Jeg ser eksperimenter, man ikke tidligere kunne gennemføre uden et helt hold. Jeg ser kode, som ingen havde tænkt var en mulighed, blive skrevet, testet, forkastet og genopbygget i løbet af timer.

Jeg ser mine egne tanker flyve i alle retninger og blive samlet af noget, der ligner intelligens tilstrækkeligt meget til, at jeg kan købe ind på illusionen og bruge den. Ordet illusion er vigtigt. Jeg ved ikke, om systemet forstår mig. Jeg ved ikke engang, om spørgsmålet giver mening på den måde, vi normalt stiller det. Men det producerer noget, der fungerer som intellektuelt modspil.

Det kan fastholde en tråd, udfordre en antagelse, opdage en sammenhæng og omsætte en løs idé til noget, der kan undersøges. Ikke fejlfrit. Ikke uden overvågning. Og bestemt ikke uden risiko for at lyde enormt sikker på noget, der er komplet nonsens. Men godt nok til, at arbejdet ændrer karakter. Jeg sidder ikke længere alene med tanken. Jeg sidder heller ikke nødvendigvis sammen med et andet menneske. Jeg sidder over for noget tredje.

Måske er ‘kunstig’ det forkerte ord

Vi kalder det kunstig intelligens. Men måske er det ikke det mest interessante navn. Kunstig får det til at lyde som en kopi. En menneskeskabt efterligning af den ægte intelligens, som selvfølgelig tilhører os. Det passer godt til vores selvforståelse. Vi er originalen. Maskinen er kopien.

Men måske er det mere præcist at kalde den fremmed. Alien intelligence. Ikke fordi den kommer fra rummet, men fordi den ikke er udviklet gennem en krop, en barndom, sult, seksualitet, smerte, familie, frygt og den langsomme kamp for at blive accepteret af andre mennesker. Den er bygget af vores sprog, vores viden, vores fejl og vores forestillinger. Den stammer fra os, men den oplever ikke verden som os. Hvis den overhovedet oplever noget.

Det er netop pointen: Vi genkender resultatet, men vi kender ikke væsenet bag det. Måske findes der slet ikke et væsen. Måske er vores trang til at lede efter et bare endnu et menneskeligt instinkt, vi projicerer ind i maskinen. Alligevel er der noget foran os, som kan arbejde med tanker uden at tænke på den måde, vi gør.

Det kan være den største fejltagelse at reducere det til en dårlig kopi af mennesket. Og det kan være lige så stor en fejltagelse at ophøje det til en ny gud. Måske bør vi begynde et mere nøgternt sted: Det er ikke os. Men det virker sammen med os.

Skillelinjen

Jeg ved stadig ikke, hvor verden bringer os hen. Jeg ved ikke, om vi står ved den singularitet, eksperterne taler om, eller om fremtidens mennesker vil se tilbage på os som en generation, der forvekslede hurtig produktudvikling med metafysik. Men jeg ved, at noget grundlæggende har ændret sig.

En tanke behøver ikke længere vente på adgang. En person i en lille by kan undersøge en idé med værktøjer, der for få år siden ville have krævet et team af specialister. Det gør ikke alle idéer gode. Det gør ikke alle mennesker til forskere. Det gør ikke uddannelse, kapital eller ekspertise ligegyldig. Men det betyder, at langt flere kan begynde.

Måske ligger skillelinjen netop dér. Ikke i det øjeblik maskinen bliver klogere end mennesket, hvis det øjeblik overhovedet kan defineres, men i det øjeblik mennesket opdager, at det ikke længere behøver vente på tilladelse til at udforske sin egen tanke.

Udenfor står træerne stadig grønne. Inde på skærmen er en fremmed form for intelligens ved at hjælpe os med at tegne en verden, vi endnu ikke forstår. Og for første gang er det ikke kun de udvalgte, der får lov til at holde på blyanten.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.