Når vi ikke længere er alene hjemme

Jakob Lovas er AI-filosof, men faktisk er spørgsmålet om AI i samfundet blevet meget personligt for ham. Som han selv beskriver det, så smadrede generativ hans families økonomi. En måned efter han og hans kones barsel begyndte i oktober 2022 dukkede ChatGPT op. Og da Jakobs kone, Kaia, kom tilbage til den oversættervirksomhed, som hun selv havde bygget op fra bunden, så var der blevet helt stille. Der var ikke længere nogle kunder til de ydelser, hun udbød. 

For Lovas er historien et konkret eksempel på en langt større omvæltning, som vi måske har svært ved at få øje på, netop fordi AI så hurtigt bliver en selvfølgelig del af vores hverdag. Teknologien flytter ind i søgemaskiner, telefoner og arbejdsredskaber og bliver gradvist til infrastruktur – noget, vi bruger uden længere at tænke over, at det er teknologi.

Det er også derfor, Lovas finder begrebet “den bløde singularitet” interessant. Måske kommer den grundlæggende teknologiske omvæltning ikke som den ene dramatiske dag, hvor verden pludselig er en anden. Måske er vi allerede midt i den. Begrebet stammer oprindeligt fra forestillingen om singulariteten — det punkt, hvor den teknologiske udvikling bliver så gennemgribende, at verden bagefter ikke længere kan forstås ud fra verden før. Men hvor singulariteten traditionelt beskrives som ét afgørende vendepunkt, betegner “den bløde” udgave noget, der sniger sig ind i det små — uden en bestemt dag, hvor alt skifter.

“Når teknologien bliver infrastruktur, så forsvinder den ud af syne,” siger han.

Revolutionen vi næsten ikke opdager

Hvis man forsøger at forstå AI som et spørgsmål om teknologi, så tager man fejl er Jakob Lovas’ klare overbevisning. Han ser det som et langt mere omfattende civilisations-spørgsmål. Derfor mener han også, at pressedækningen, der fandt sted den 30. november 2022, da ChatGPT blev lanceret burde have været langt mere omfattende. Det burde have været en helt anden historie.

“Det burde have været, at der er en helt ny nation, som er stået op af havet nærmest,” siger han og forsætter: ”Man kunne næsten forestille sig, at det var Atlantis selv, der havde rejst sig fra bølgerne. Og pludselig står vi altså med en helt ny nation, som har den særlige funktion, at de ikke sover. De har ikke brug for mad. De har brug for data og masser af energi. Og de er klar til at arbejde 24 timer i døgnet for lige præcis 17 dollars om måneden, og nu kobler vi den her nye nation på verdensøkonomien.”

Men det var ikke den historie, der blev fortalt, fordi de færreste så, hvad det var, der var undervejs. Det var bare endnu en dims, en ny app. Det glider bare ind i vores forståelse og verdensbillede som en ny normalitet.

”Så vi opdager ikke, at det er en revolution, vi står i. En samfundsøkonomisk revolution.”

Den nye arbejdskraft

Jakob Lovas og hans hustrus historie er et billede på den revolution, som han ser vi står midt i. Problemet, som han ser det, er at vi ikke ser klart på, hvad der er ved at ske. Vi forstår ikke, hvordan den ny type arbejdskraft får indvirkning på den menneskelige arbejdskraft. En del er problemet er, at der ikke er enighed om konsekvenserne.

“Jeg er godt og grundigt træt af den der gætteleg, som udspiller sig hver gang, man taler om arbejde og kunstig intelligens. Det er nemlig sådan, at der findes velansete forskere med stjerner på skuldrene og gode tal, som både mener, at vi alle mister vores jobs meget snart, og så findes der lige så velrenommerede forskere på den anden side, som siger, at det kommer til at gå lang tid, eller at vi kommer til at få mere at lave.”

Det betyder, at det bliver umuligt at få en ordentlig debat om emnet, fordi velunderbyggede tal på begge sider skaber uklarhed.

”Og derfor synes jeg, at det man skal gøre, det er, at man skal trække sig ud af den her gætteleg,” siger Lovas. ”Uanset hvilke tal vi bringer på banen, så står vi nu i en ny situation. Nemlig, at det ikke længere udelukkende er menneskelig arbejdskraft, assisteret af maskiner, som former vores samfund. Den verden, vi kalder virkeligheden eller hverdagen, er skabt som et resultat af, at vi har lagt vores arbejdskraft i den. Og nu står vi pludselig i en situation, hvor der er en anden arbejdskraft. Siliciumbaseret arbejdskraft, som begynder at indvirke på vores verden og stille og roligt selvfølgelig også begynder at omskabe verden i dens billede.”

Det mener Lovas uundgåeligt kommer til at gøre en stor forskel, for hvordan vores verden kommer til at se ud i fremtiden. Den eller det, der arbejder med verden, omformer verden i sit eget billede. Derfor kommer vores verden også til i højere grad at være tilpasset den nye siliconbaserede arbejdskraft i takt med at den overtager arbejdet og på den måde former verden i et nyt billede.

Fra landbrugssamfundet til industrisamfundet til AI-samfundet

Vi har i høj grad vænnet os til en bestemt måde at skabe værdi på i vores samfund. En værdikæde, der stammer helt tilbage fra industrialiseringen. Værdiskabelsen er organiseret som en kæde af specialiseret arbejdskraft understøttet af maskiner. Mennesker er til stede i hele processen. Fra udvinding af råstoffer over design og produktion til marketing, salg og logistik. 

“Jeg tror, vi snarere vil kigge ind i en måde at producere værdi, som minder mere om landbrugssamfundet. Altså, i de gode gamle dage før industrialiseringen, der var menneskelig arbejdskraft til stede i starten af værdiskabelsesprocessen. Nemlig landmanden, der planlægger og pløjer,” sætter Lovas scenen. ”Men så træder landmanden tilbage og lader den første store automatisering, naturen, skabe værdien i afgrøderne. Det er den, der får dem til at vokse. Det er den, der tilfører flere og flere kalorier til afgrøderne. Og så til sidst træder landmanden ind igen.”

Her træder den menneskelige arbejdskraft ind på scenen igen, når der høstes, distribueres og når produkterne til sidst nydes. Lovas mener, at det ligger langt tættere på den værdiskabelsesproces, som vi ser ind i med AI som en større del af arbejdsprocessen. Den menneskelige arbejdskraft vil være til stede i starten og slutningen af værdiskabelsesprocessen. 

”Det er måske ikke så dårligt endda,” funderer Lovas. ”Det kunne meget vel være vejen til at bedre og mere interessant arbejdsliv. For det er da ikke det fedeste at skulle sidde med kedelige arbejdsopgaver.” 

Det som Marx kaldte produktionsmåden, altså den måde vi skaber værdi i samfundet, er ved at ændre sig igen. Lovas mener, at vi endegyldigt er ved at sige farvel til industrialiseringen og alle de medfølgende undergrupperinger, som serviceøkonomien, hvor der var menneskelig arbejdskraft til stede i alle trin af værdiskabelsesprocessen. Det nye, der indtræffer, kalder han samintelligens. Samintelligens ser han som en form for intelligens, der opstår i samspillet mellem menneskets retning, erfaring og nysgerrighed og AI’s kapacitet til at bearbejde viden og udføre opgaver.

Samintelligens betyder for Lovas at klare det godt i den nye produktionsmåde, der kommer efter industrisamfundet – AI-samfundet. Samintelligens er at lade menneskelig arbejdskraft finde sted i starten og i slutningen af processen, mens AI sidder på midten. Nogle vil forsøge at lade AI sidde på hele processen, det er lig med AI-slop og menneskelig irrelevans. Men hvis vi insisterer på at mennesket (assisteret af maskiner) bestandigt skal side på hele værdiskabelsesprocessen, så bliver vi udkonkurreret som individ eller organisation. Samintelligens er den gyldne mellemvej, hvor AI styrker menneskelig formåen.

Hvem ejer den nye jord?

Men hvem er det så, der kan høste frugterne af den nye teknologi, den nye arbejdskraft og ikke mindst den nye værdiskabelsesproces? Lovas’ svar er måske ikke så overraskende, når vi ser på den udvikling vi ser på AI-området i dag.

“I landbrugssamfundet, der var dem, som sad på den store automatisering, altså i midten af den her værdiskabelsesproces, dem der sad på jorden, det var eliten. Det var kongen, det var landadelen, og det var kirken. Dem, der sad på automatiseringen, sad på værdien,” forklarer Lovas. ”Da vi rykkede ind i industrisamfundet, så ændrede det sig. Her var det arbejdskraft og kapital, som var til stede i alle led i værdiskabelsesprocessen. Dem, der sad på arbejdskraften, dem, der sad på kapitalen, var dem, der havde magten.” 

Derfor giver det også mening for Lovas, at det er dem, der sidder på AI, dem der kontrollerer denne nye automatisering, der kommer til at sidde på værdierne, der skabes gennem udviklingen. Det betyder også, at han mener, at der skal nogle bevidste valg til for at sikre, at den nye værdi ikke bare kommer de få til gode, men spredes ud til hele samfundet.

”Det skal ske af demokratiske veje og gennem samfundskontrakter. At vi beslutter, at vi er nødt til at sørge for, at værdien af silicumbaseret arbejdskraft, altså AI, ikke bare tilfalder de få ejere. Lige nu er det 6-7 navngivne techvirksomheder. Det er nødt til at tilflyde os bredt.”

Lovas fremhæver som eksempel Septemberforliget i Danmark. Septemberforliget fra 1899 var en aftale mellem arbejdsgivere og fagbevægelsen, der blev indgået efter udbredte strejker. Arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig og forhandle kollektivt, mens fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. I Lovas’ optik ændrede industrialiseringen forholdet mellem kapital og arbejdskraft, men samfundet accepterede ikke blot den nye magtfordeling som naturgiven. Der blev etableret en ny samfundskontrakt om rettigheder, magt og fordeling. Lovas mener, at AI kan nødvendiggøre noget tilsvarende. Hvis AI bliver en ny central produktionskraft, må samfundet politisk og demokratisk sikre, at værdien ikke alene tilfalder de få virksomheder, der kontrollerer teknologien.

Vi er ikke længere alene hjemme

Den nye arbejdsproces har meget store konsekvenser for den verden vi lever i, mener Lovas. Mennesker og dyr er ikke længere den eneste arbejdskraft og det betyder også, at mennesker får en ny rolle i verden.

“Vi må endegyldigt vinke farvel til tanken om, at AI er et værktøj. Det er det ikke. Det er noget, der selv bruger værktøj. Det er arbejdskraft i sig selv,” siger Lovas.

Den første fortælling om menneskets rolle er Adam og Eva, fortæller Lovas. 

”Edens have, hvor Adam og Eva går rundt og hygger sig, er pr. definition et sted, hvor der ikke er behov for arbejdskraft. De kan bare række hånden ud og spise. Men så forbryder de sig. De kommer til at spise af den forbudte frugt og så skal Gud opfinde en straf. Og hvilken straf opfinder han? Død og ukrudt. Han opfinder behovet for arbejdskraft og næste gang vi møder Adam og Eva, så er de i fuld gang med at arbejde.”

Med AI ændrer den situation sig markant. Når AI ikke længere er et redskab, der pænt ligger og venter på, at vi skal tage det i brug, men som agenter selv, som Lovas siger, springer op og går i gang, så har det store konsekvenser

”Det betyder, at vi i en vis forstand ikke længere er alene hjemme. Det betyder, at vi er nødt til at se os selv i et helt andet perspektiv. Vi er ikke længere den fremmeste intelligens på planeten. Det kan sagtens være, at AI ender med at blive en mere kapabel intelligens og er bedre til udfolde og skabe sin verden, ligesom mennesket har været så enormt effektivt til at skabe sin verden på bekostning af andre agenter. Det vil sige dyr.”

Det nye værdifulde menneske

Samtidigt er det dog Lovas’ påstand, at menneskets nye rolle i verden faktisk ændrer værdien af en række menneskelige egenskaber. Når intelligens, viden og specialiseret kompetence bliver billigere og mere tilgængelige, så bliver andre egenskaber relativt mere værdifulde.

“Den måske mest fundamentale, det er jo, at vi skal dø, og det skal AI ikke. Mennesket har travlt. Vi lever kort, og vi ved det. Vi farer rundt, og vi har planer. Og det gør, at vi bliver tvunget til hele tiden at kaste mening ind i vores liv og tilværelse. Vi kan ikke vente til i morgen. Vi er nødt til at gøre det nu. Det er den største meningsskaber, vi har.”

En anden væsentlig egenskab, som Lovas mener får en helt anden og større værdi i AI-samfundet er det menneskelige initiativ. Det at kunne gå fra viden til handling.

“Vores evne til at sætte en retning og handle på det, det bliver mere og mere værdifuldt. Altså i en verden, hvor intelligens er en metervare, som koster akkurat 17 dollars i måneden, så er vores evne til at handle på viden.”

Hvis AI gør viden og intelligens til en metervare, bliver det mindre værdifuldt blot at besidde information eller kunne producere et kompetent svar. Værdien flytter sig til den, der kan afgøre hvad vi skal gøre med den viden og hvor vi skal hen.

“AI kan ikke sætte en retning, medmindre den har nogle eksisterende mål. Og den kan ikke kaste mening ind i et projekt, som vi kan. Det Grundtvig kaldte livsmod. Altså den her evne til: Åh, jeg kan slet ikke lade være, jeg bliver nødt til at kaste mig ud i det her. Det er en værdifuld evne.”

Og så er der en egenskab, som Lovas fremhæver, som en af de vigtigste er vores nysgerrighed og vores evne til at sprede kaos og uforudsigelighed, som nøglen til udvikling.

“AI er ligesom fanget i fortiden. Den forholder sig til store mængder fortidige data. Og den kan, ud fra det her kæmpestore datagrundlag, så kan den jo lave imponerende fremskrivninger ud i fremtiden. Men det er hele tiden statistiske fremskrivninger,” siger Lovas.  “Mennesket er superkaotisk. Vi har alle vores begær, og vi har vores idiosynkrasier. Og på den måde, så tror jeg, at vi kommer til at være for AI, hvad mutationer er for evolutionen. Uden det her kaotiske indslag, så vil livet ikke udvikle sig, men netop fordi der er mutationer, der er kaos, så udvikler livet sig. På samme måde er det med mennesker overfor AI. Det er os, der kommer til at lave det nye, det er os, der kommer til at lave ballade i den, skabe ny data. Så jeg tror, at menneskelig nysgerrighed er en kraft, som AI har meget svært ved at erstatte og i det hele taget forstå.”

På sigt vil AI kunne erstatte vores kompetencer, men det, den ikke kan erstatte er de fortællinger, der er knyttet til vores kompetencer. 

“AI har ikke levet en eneste dag på jorden. AI har ikke haft søvnløse nætter. Den har ikke haft store succeser og store nedture. Det har vi. Og i det øjeblik, vi begynder at fortælle om det, så kan vi bringe noget til bordet, som AI aldrig kan. Nemlig levet liv bundet op i en historie. Og hvis vi kan få det her, levede liv, vores historier, til at pege hen på den kompetence, vi nogle gange besidder, så er vi svære at erstatte. Så er du ikke bare en funktion, men så er du et helt levet liv, som peger frem mod netop den funktion, du sidder og udfører akkurat nu.”

Skillevejen

Der er ingen tvivl for Lovas over, at vi står overfor en række afgørende valg. Teknologien giver os utrolige muligheder, men samtidigt indebærer det også store risici og trusler om en autokratisk fremtid.

“Vi står ved en skillevej. AI har både mulighed for at skabe en markant bedre verden, end vi har på noget tidspunkt levet under før, hvor vi har mere autonomi. Hvis du sidder i en lille landsby på den anatolske højslette eller i Vestafrika eller et eller andet sted, og du ikke har haft de helt store muligheder, så kan du skabe digital infrastruktur. Du kan simpelthen skabe ved at tale. Det er jo sådan helt bibelsk, ikke? Først var ordet.”

Men der er også den anden del af skillevejen. Samtidigt med løfterne, så er vi også et sted, hvor færre mennesker har muligheden for at tilrane sige mere magt end nogensinde før. Og endda helt uden demokratisk kontrol. 

”Jeg har aldrig nogensinde stemt på Sam Altman eller Elon Musk. Og ikke desto mindre, så er det dem, som i højere grad end Mette Frederiksen og Donald Trump, vores folkevalgte, som afgør, hvordan mit liv og, måske mere relevant, min søns liv tager sig ud i fremtiden. Så aldrig nogensinde har vi befundet os i en situation, hvor spændet mellem ansvar og magt har været længere fra hinanden.”

Den bløde singularitet

Det som Jakob Lovas beskriver en grundlæggende ændring af vores samfund og vores roller som mennesker i verden. Og på den måde bliver det udtryk for en revolution på samme måde som singulariteten, som Ray Kurzweil beskrev tilbage i 2005. Hos Kurzweil er singulariteten det fremtidige punkt, hvor den accelererende teknologiske udvikling – især kunstig intelligens – bliver så hurtig og gennemgribende, at verden efter dette punkt ikke længere meningsfuldt kan forudsiges ud fra den verden, vi kender i dag. Men måske er det ikke en udvikling, der kan fastsættes til en dag – et punkt i historien. Sam Altman fra OpenAI har i artikel tidligere i år kaldt den nuværende situation for den bløde singularitet.

“Jeg kan godt lide udtrykket blød singularitet. Altså, det kommer snigende. Det er ikke ligesom én dag, som adskiller alle andre dage. Revolutionen er altid allerede i gang. Det nye store er allerede altid ved at ske. Og det sker i det små. Det sker i Google-søgefeltet, som bliver anderledes. Det sker i, at vi går anderledes på arbejde.”

Måske er singulariteten derfor ikke først og fremmest en teknisk diskussion om, hvornår vi opnår AGI, eller om den dag, hvor AI bliver mere intelligent end mennesket. Den bløde singularitet kan i stedet forstås som de mange forandringer, der allerede er ved at ændre vores arbejde, økonomi og rolle som mennesker – uden at der nødvendigvis findes en enkelt dag, hvor verden skifter fra før til efter.

Lovas sammenligner det med den måde, vi forholder os til anden teknologi, der er blevet til infrastruktur. Vi tænker ikke over elkablerne eller kloakkerne, selv om de er forudsætninger for den verden, vi tager for givet.

“Det er vel det øjeblik, det bliver infrastruktur. Altså det øjeblik, at elkablerne – jamen, ingen af os tænker på dem. Det er bare noget, der muliggør det, vi tager for givet. Det, der muliggør det, vi kalder virkeligheden. Kloakker er det samme. Vi ser dem slet ikke. Så teknologien falder ligesom i baggrunden.”

Det samme, forestiller Lovas sig, kan ske selv med en teknologisk landvinding så voldsom som AGI.

“Når AGI engang dukker op, så vil man den første uge være helt på røven, og folk vil sige: Hvad betyder det her? Og så ugen efter, så vil man brokke sig over: Kunne den dog ikke gøre det lidt hurtigere? Eller: Jeg synes, dens opskrifter er dårlige. Eller hvad ved jeg?”

Det, der den ene uge opleves som et historisk brud, kan den næste være blevet endnu en del af hverdagen.

“Vi tager det ligesom lynhurtigt for givet, ligesom før omtalte elkabler. Dem ser vi jo heller ikke længere. Det er et tegn på, at de virkelig er blevet en del af vores hverdag.”

Vi kan stadig vælge

At den bløde singularitet allerede kan være i gang, betyder for Lovas ikke, at dens konsekvenser er givet på forhånd. Han tror ikke på, at den teknologiske udvikling som sådan kan standses. Men der er forskel på, om teknologien findes, og hvilke anvendelser af den vi som samfund accepterer. Derfor er Lovas heller ikke entydigt pessimistisk over for den udvikling, han beskriver. Tværtimod ser han muligheder for et samfund, hvor AI kan frigøre mennesker fra arbejde, vi ikke ønsker at udføre, give flere adgang til viden og gøre det muligt for den enkelte at skabe og handle på måder, der tidligere krævede store ressourcer.

“Jeg håber, at AI kan skabe en bedre verden, og jeg vil sige, at den største tragedie ville næsten være, hvis vi blev så frygtsomme, at vi ikke tør at benytte os af den mulighed. Det er jo Prometheus, der giver mennesket ilden. Det er et klassisk tema i menneskelig mytologi.”

I den græske myte stjæler Prometheus ilden fra guderne og giver den til menneskene. Hos Lovas bliver ilden et billede på en teknologi, der både giver mennesket nye muligheder og kræfter, som det må lære at forvalte.

“Der vil jeg altid sige: Brug nu den ild, når vi har den. Men samtidig er jeg også oprigtig nervøs, og jeg er bange for, hvad det er for en verden, min søn skal arve, og om han kan kalde det et hjem for mennesket.”

Det er netop denne dobbelthed, der får Lovas til at insistere på, at AI’s udvikling ikke kun kan overlades til teknologien og de virksomheder, der udvikler den. Hvis den bløde singularitet består af mange små forandringer, der gradvist bliver til hverdag og infrastruktur, bliver det også nødvendigt at diskutere dem, mens de sker.

“Og derfor så er det eneste, som du og jeg kan, det er at insistere på den snak. Vi må i gang. Vi kan ikke bare gøre det her til et spørgsmål om, at det bare lige kom snigende. Nej, vi er nødt til at tage snakken. Vi er nødt til at kunne forholde os til det som samfund. Og vi er også nødt til at kunne sige nej til dele af det.”

Det handler altså ikke længere kun om, hvor langt AI kan udvikle sig, men lige så meget om, hvilken verden vi vil lade den være med til at skabe.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.