Singulariteten kræver stadig nogen til at fylde papir i printeren

Når folk taler om singulariteten, hvad er det så egentlig, de taler om? Ja, jeg er med på, at de alle sammen er store science fiction-fans. Det er jeg sådan set også. Men lad os nu ikke snyde os selv. At man kan tage begrebet singularitet fra rummet og overføre det til et socialt rum her på Jorden, gør ikke begrebet mere præcist, pænt eller rent. 

Når Sam Altman taler om, at vi har ramt singulariteten, kan det sagtens føles sandt for ham. Han sidder med nogle af verdens mest avancerede modeller, midt i en teknologisk boble, hvor udviklingen accelererer så hurtigt, at det sikkert føles, som om begivenhedshorisonten allerede er passeret. Og med en mulig børsnotering i horisonten gør fortællingen bestemt heller ikke skade. 

Men vi har stadig ikke set den store bevægelse fra landet ind mod byen. Eller formuleret på Silicon Valley-sprog: Vi har endnu ikke set de massive fyringsrunder kombineret med et permanent stop for nyansættelser, som for alvor ville vise, at vi er fanget på den anden side af det punkt, hvor udviklingen tipper og ikke længere kan vendes. Når det er sagt, kan alle med bare lidt indsigt se, at den tid nærmer sig. 

Men djævlen er som altid i detaljerne. Og detaljen er, at man ikke bare skal erstatte teknologi og mennesker. Man skal erstatte hele jobfunktioner. Man skal erstatte kultur, traditioner, vaner og den fysiske verden, som arbejdet foregår i. Det hjælper ikke meget at have en fantastisk AI, hvis nogen stadig skal rejse sig fra stolen og fylde papir i printeren. Så er jobbet ikke blevet erstattet. En del af jobbet er blevet automatiseret. Det er ikke det samme. 

Det er forholdsvis let at sætte en agent til at gennemføre en outreachkampagne. Men det får ikke kontoret til at forsvinde på magisk vis. Der sidder stadig mennesker, som skal tænde for strømmen, bestille kaffen, lukke døren og opdage, at printeren endnu en gang nægter at samarbejde med resten af civilisationen. AI kan måske skrive 10.000 mails, analysere svarene og planlægge næste kampagne. Men hvis hele jobfunktionen kræver, at nogen på et tidspunkt rejser sig fra stolen, mangler der stadig noget. 

Det er dér, fortællingen om singulariteten rammer den fysiske verden. Og den fysiske verden er irriterende. Den har tyngdekraft, ledninger, kaffemaskiner, bygninger og mennesker, som ikke altid følger en API. Der er også en anden detalje, som ofte bliver overset: Nogle mennesker kan faktisk lide deres arbejde. Det passer dårligt ind i fortællingen om, at alle går rundt og venter på at blive befriet fra arbejdslivet. 

Jeg vil gerne se den virksomhedsleder, som uden videre kan afskaffe arbejdet for mennesker, der både er gode til det og ønsker at fortsætte med det. Og hvad gør vi med al den infrastruktur, der bliver til overs? Kontorerne, uddannelserne, virksomhederne, pensionssystemerne og hele den kultur, vi har bygget omkring arbejde? Det forsvinder ikke, bare fordi en model kan skrive kode, analysere dokumenter eller føre en overbevisende samtale. 

Og så gider jeg næsten ikke begynde på, hvor stor verden faktisk er. Der er meget langt fra Silicon Valley til de yderste områder af verden. Ikke bare geografisk, men økonomisk, kulturelt og teknologisk. Fortællingen om universel AI, fuld automatisering og borgerløn bliver ofte fortalt af mennesker, som befinder sig i den lille del af verden, hvor alle tre ting overhovedet kan forestilles på samme tid. Resten af verden er stadig ved at få printeren til at virke. 

Så er vi ved singulariteten? Ja, det er vi måske. Jeg kan selv mærke det, når jeg arbejder med de nyeste modeller. Der sker ting nu, som for ganske få år siden ville have lydt som dårlig science fiction. På visse teknologiske områder kan begivenhedshorisonten allerede være passeret. Men er vi ved den utopiske singularitet, hvor teknologien pludselig gør os alle overflødige? Ikke helt. 

For intelligens eksisterer ikke i et tomt rum. Den eksisterer i en verden af bygninger, vaner, magt, kultur, kabler, kaffemaskiner og printere uden papir. Om ikke andet så til at fylde papir i printeren. Så længe vi ikke har fundet en måde at få AI til at fungere i en verden uden rækværk og hvide streger overalt, har vi stadig brug for mennesker.

Om ikke andet, så til at fylde papir i printeren.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.