Jo mere AI-slop vi får, desto mere interessant bliver den trykte bog i undervisningen

For nylig havde jeg en samtale om fremtidens læremidler på det internationale erhvervsakademi i Kolding.

Det lyder måske som et smalt emne. Det er det ikke. Diskussionen om læremidler har længe været meget mere end, hvilken grundbog de studerende skal købe. Den handler om, hvordan viden skal udvælges, organiseres, kvalitetssikres og bruges i en situation, hvor information er overalt, hvor kunstig intelligens kan producere nye tekster på få sekunder, og hvor de studerende i stigende grad oplever viden som noget, man kan tilgå efter behov.

Mit udgangspunkt er her, meget i tråd med pointen i den gode bog AI – det store valg, at vi bliver nødt til at forholde os til kunstig intelligens. Ikke fordi kunstig intelligens er guds gave til menneskeheden, men fordi de negative effekter bliver så meget mere fremtrædende, hvis vi ikke forholder os til det. Jeg bruger selv AI i min undervisning. I mit eget underviserteam arbejder vi med både fag- og semestrespecifikke e-bøger og AI-assistenter, der kan støtte de studerende i bestemte faglige situationer.

AI giver nemlig nye muligheder. Den skaber også nye problemer. Et af dem er, at vi får endnu mere indhold, som ser pænt ud, men som ikke nødvendigvis er godt. Men her vil jeg gerne argumentere for, at jo mere af den slags vi får, desto mere interessant bliver den trykte bog.

Ikke fordi papir er magisk. Men fordi bogen kan signalere noget, som bliver mere værdifuldt i en tid med informations-overflod: udvælgelse, faglig bearbejdning og redaktionelt ansvar.

Pensum er ikke længere en liste over tekster

Læremidler, altså hvad vi som undervisere eller uddannelsesinstitutioner beder studerende og elever om at lære fra, er i dag et langt bredere begreb end den klassiske grundbog.

Det kan være artikler, PDF’er, egenproducerede materialer, slides, videoer, podcasts, LinkedIn Learning, gæsteoplæg, softwarelicenser, AI-værktøjer, eksterne platforme, webressourcer og meget andet, som alt sammen indgår i et samlet læringsmiljø.

En trykt bog kan stadig være en del af det læringsmiljø. Men det kan en AI-assistent, en video, en case og et praksisværktøj også. Spørgsmålet bliver derfor, hvad de enkelte formater er gode til, og hvordan de bør sættes sammen for at fremme den læring, som man går efter.

Når grundbogen ikke findes

I mit eget team er vi begyndt at producere fag- og semestrespecifikke e-bøger på de områder, hvor vi ikke kan finde relevante grundbøger.

Et godt eksempel er e-handelsteknologi. Her går udviklingen hurtigt, fagområdet er sammensat, og en traditionel grundbog bliver let enten for generel, for teknisk eller for hurtigt forældet.

Derfor kan det give god mening at producere egne materialer. Det gør det muligt at tilpasse indholdet til et konkret semester, et bestemt fagligt niveau og de opgaver, de studerende faktisk skal arbejde med.

Det er en mulighed, AI forstærker. Det er blevet lettere at udarbejde, strukturere, opdatere og omskrive undervisningsmaterialer. En underviser kan hurtigere få hjælp til at forklare et vanskeligt begreb, lave eksempler, foreslå cases eller omskrive en tekst, så den passer bedre til målgruppen.

Det er en reel forbedring.

Men der er også en risiko. Når det bliver let at producere materialer, bliver det også let at producere for meget materialer. Og det bliver let at producere materialer, som umiddelbart ser fine ud, men som ikke har været igennem en tilstrækkelig faglig og pædagogisk bearbejdning.

Det er her, AI hurtigt kan ændre sig fra hjælpemiddel til støjforstærker.

Hvad er en stilladseret AI?

Vi arbejder også med det, jeg kalder stilladserede AI’er.

Begrebet stilladsering er almindeligt i undervisning. Det betyder kort sagt, at man ikke beder den studerende om at klare hele den faglige opgave på én gang. Man bygger en støtte op omkring læringen.

I folkeskolen kan det være, at børn i en periode får lov at skrive med “voksenstavning”, fordi målet først er, at de skal formulere sig og få noget ned på papiret. Stavningen kan man arbejde mere præcist med senere.

På en bacheloruddannelse kan stilladsering for eksempel betyde, at man først introducerer HTML, derefter CSS og senere JavaScript, frem for at bede de studerende om at forstå hele webudviklingens tekniske landskab på én gang.

Det samme princip kan bruges med AI.

En stilladseret AI er ikke en chatbot, der bare skal svare på alt. Det er en AI, der er indrammet til at støtte en bestemt faglig aktivitet. Det kan være en AI, der hjælper en studerende med at arbejde med en problemformulering. Den skal ikke skrive problemformuleringen for den studerende. Den skal stille spørgsmål, pege på uklarheder, hjælpe med afgrænsning og gøre det tydeligere, hvor den faglige opgave stadig er for bred, for løs eller for svagt begrundet. Ret beset skal den også være besværlig og nægte at svare, hvis den studerende beder om en løsning for tidligt.

Det kan også være en AI, der er bygget til et konkret fag. Her kan den hjælpe den studerende med at forstå begreber, afprøve forklaringer eller få feedback på, om en model bliver brugt rimeligt i en bestemt case.

Set på den måde er AI ikke kun en genvej. Den kan også være et pædagogisk redskab, der hjælper den studerende med at blive længere i en faglig proces.

Men det kræver, at AI’en er tænkt ind i undervisningen. Ellers bliver den let endnu et svarværktøj i en hverdag, hvor der i forvejen er rigeligt med svar.

Overflod ændrer vores forhold til viden

Vi lever nemlig med en overflod af information, og kunstig intelligens har kun gjort den overflod større, hurtigere og mere flydende.

Et referat af et møde er i dag kun et klik væk. En opsummering af referatet er endnu et klik. En analyse af opsummeringen er et tredje klik. En omskrivning til en PowerPoint, et blogindlæg, en mail eller en undervisningsaktivitet er et fjerde klik.

Det er praktisk. Det sparer tid. Det kan gøre mange arbejdsprocesser bedre. Men det ændrer også vores forhold til viden. For mange studerende begynder viden i stigende grad at ligne noget, man kan tilgå, når man får brug for det. Ikke noget, man nødvendigvis skal huske, opbygge, gentage og bære med sig. Det er forståeligt. Hvis alt kan findes, opsummeres og forklares på få sekunder, hvorfor så bruge tid på at lære det?

Her skal man passe på med at lyde som en nostalgiker, der bare savner den gamle skole. Det gør jeg ikke. Jeg mener ikke, at moderne undervisning skal reduceres til udenadslære. Men jeg mener heller ikke, at udenadslære er helt irrelevant.

Udenadslære er ikke kun salmevers og kongerækker

Når man taler om udenadslære, tænker mange på remser, kongerækker, salmevers og mekanisk gentagelse. Det er en snæver forståelse.

På en videregående uddannelse indgår der også viden, som den studerende skal kunne genkalde sig uden først at slå det op. Hvad er en branche? Hvad kendetegner en god problemformulering? Hvad står S’et i SMART for? Hvad er forskellen på strategi og taktik? Hvad betyder validitet? Hvad er forskellen på en primær og en sekundær kilde?

Det er ikke nok, at den studerende teoretisk set kan finde svaret et sted. Hvis alt først skal tilgås, når opgaven opstår, bliver det svært at tænke fagligt. Faglig tænkning kræver, at noget viden allerede er til stede. Den studerende skal have et beredskab af begreber, modeller, eksempler og skel, som kan bruges til at se en situation med.

Det er ikke det samme som at kunne recitere en lærebog. Det handler om at have nok faglig viden på plads til at kunne vurdere, hvad man ser. For viden er ikke kun adgang til information. Viden er også dømmekraft. Det er fornemmelsen for, hvad der er vigtigt, hvad der hænger sammen, hvad der mangler, hvad der er overfladisk, og hvad der faktisk er fagligt holdbart. Den fornemmelse kan man ikke bare outsource til en model.

AI-indhold har fået et troværdighedsproblem

Samtidig er der en anden bevægelse.

Mange er skeptiske over for AI-skabt indhold. Hvis en tekst er skrevet med hjælp fra AI, bliver den hurtigt mistænkeliggjort. Den kan opfattes som tynd, automatisk, ukvalificeret eller uden egentlig faglig substans. Noget af den skepsis er berettiget.

Vi ser allerede meget AI-genereret indhold, der ser professionelt ud på overfladen, men ikke rigtig gør nogen klogere. Begreber som “workslop” og “AI-slop” er dukket op, fordi mange kan genkende problemet: Tekster, billeder, rapporter, slides eller opsummeringer, der ligner arbejde, men som i praksis skubber arbejdet videre til modtageren.

Her er AI ikke en produktivitetsgevinst. Det er en ny form for friktion. Men der er også en anden side.

AI kan bruges fornuftigt, kreativt og ansvarligt. Den kan fungere som sparringspartner, redaktør, tutor, oversætter, kritisk modspiller eller idéudvikler. Den kan hjælpe mennesker med at komme i gang, tænke videre, se alternativer og forbedre deres arbejde.

Derfor er det for simpelt at sige, at AI-skabt indhold er dårligt. Den mere interessante pointe er, at al AI-skabt indhold ofte bliver opfattet som dårligere, netop fordi det er AI-skabt. Også når brugen af AI har været gennemtænkt.

Det minder om andre mærkater, vi kender. “Økologisk” kan i praksis komme til at betyde “sundt”, “god kvalitet” eller “god smag”, selv om økologi egentlig handler om produktionsform. På samme måde kan “AI-genereret” komme til at betyde “lav kvalitet”, selv om det ikke nødvendigvis siger noget sikkert om kvaliteten af det konkrete indhold. Sålænge ”AI-genereret” oftere end ikke betyder ”lav kvalitet”, så vil de fleste menneske lave den mentale genvej at sætte lighedstegn mellem de to.

Det er en udfordring for undervisere, journalister, marketingfolk, kommunikatører og forlag.

For hvis modtageren på forhånd antager, at AI-støttet indhold er mindre validt, mindre originalt eller mindre fagligt, så får vi et nyt troværdighedsproblem. Det rammer også det indhold, hvor AI faktisk er brugt som et seriøst arbejdsredskab.

Jeg har selv set en version af dette problem i undervisningen. På et teammøde hørte jeg, at vores fagspecifikke e-bøger ofte bliver fravalgt af de studerende, når de skriver opgaver. De opleves ikke lige så valide som trykte grundbøger.

Det er interessant. For en e-bog kan i princippet være mere relevant, mere opdateret og mere tilpasset faget end en trykt bog. Men hvis de studerende oplever den som mindre autoritativ, får formatet og produktionsformen betydning for tilliden.

Den trykte bog får en ny premiumstatus

Her får den trykte bog en ny status blandt læremidlerne. Ikke fordi papir i sig selv er bedre end skærm. Ikke fordi en trykt bog automatisk er mere opdateret, mere pædagogisk eller mere relevant.

Men fordi den trykte bog signalerer udvælgelse.

Hvis et forlag har vurderet, at en bog er god nok til at blive skrevet, redigeret, trykt, distribueret og solgt, så opfattes den ofte som mere gennemarbejdet. Den har været igennem en port. Den har haft en redaktør. Den har haft en proces. Den har kostet noget at producere.

Det giver bogen en form for institutionel tyngde. Den tyngde bliver mere interessant i en tid, hvor indhold kan produceres hurtigt og næsten gratis. Når information flyder, får udvælgelsen større betydning. Når tekster kan genereres på sekunder, bliver det vigtigere at vide, hvem der har taget ansvar for indholdet.

Det betyder ikke, at trykte bøger altid er gode. Mange trykte bøger er – undskyld jeg siger det -ganske og aldeles middelmådige. Nogle er forældede. Nogle passer dårligt til den konkrete formidling.

Men bogen har en indbygget kvalitetsmarkør, som mange digitale materialer mangler. Den markerer, at nogen har valgt noget til og noget fra.

Forlagene kan ikke leve af formatet alene

Den trykte bogs premiumstatus holder dog kun, hvis forlagene tager deres rolle alvorligt.

Hvis trykte bøger bare bliver endnu en kanal for hurtigt produceret AI-slop, mister de netop det, der gør dem værdifulde.

Forlagenes rolle bliver derfor ikke mindre i en AI-tid. Den kan tværtimod blive mere synlig.

Men rollen ændrer karakter. Det er ikke nok at trykke og distribuere. Forlagene skal kunne stå på mål for kvaliteten. De skal have redaktionelle processer, faglig kontrol og pædagogisk dømmekraft. Og bevars – det har alle forlag i Danmark. Men tiden kalder på mere. De skal kunne forklare, hvorfor en bog er værd at bruge, og hvad der gør den bedre end en løs samling AI-støttede materialer.

Det gælder især i undervisning, hvor læremidler ikke bare skal informere, men understøtte læring.

En grundbog skal ikke kun være korrekt. Den skal hjælpe den studerende med at bevæge sig fra første forståelse til mere selvstændig faglig anvendelse. Den skal dosere, prioritere, gentage, eksemplificere og skabe sammenhæng. Det er ikke en lille opgave.

Fremtidens bog står ikke alene

Jeg tror derfor, at fremtidens bog stadig kan være en bog. Men den kommer ikke til at stå alene.

Den skal spille sammen med opdaterede artikler, egenproducerede materialer, praksiscases, videoer, øvelser, software, AI-støtte, vejledning og de konkrete læringssituationer, de studerende står i.

Det kræver, at vi holder op med at tale om læremidler som enkeltstående formater. Bog mod video. Chatbot mod gruppearbejde. E-bog mod trykt bog. Det er mere frugtbart at spørge, hvilken funktion et læremiddel har i den samlede læringsproces.

Den trykte bog kan være et fagligt anker. Den kan give struktur, progression og troværdighed. Den kan samle et fagområde og give de studerende et sted at begynde.

AI kan understøtte processen omkring bogen. Den kan hjælpe med repetition, forklaring, feedback, eksempler og afprøvning. Den kan gøre noget af det faglige arbejde mere tilgængeligt for studerende, der ellers ville gå i stå.

Egne materialer kan forbinde bogen med lokale cases, aktuelle tendenser og konkrete eksamensformer. Video, podcast og software kan give andre indgange til stoffet.

Men hvis alt bare lægges oven i hinanden, får vi ikke et bedre læringsmiljø. Vi får bare mere.

Og mere er ikke nødvendigvis bedre.

Udvælgelse bliver en didaktisk opgave

Den største udfordring i fremtidens læremidler bliver derfor ikke adgang. Adgang har vi rigeligt af.

Udfordringen bliver udvælgelse. Hvad skal de studerende faktisk læse? Hvad skal de kunne huske? Hvad skal de kunne bruge AI til? Hvad skal de selv kæmpe med? Hvad skal forklares gennem en bog? Hvad kan trænes med en chatbot? Hvad skal diskuteres med andre mennesker? Og hvad skal helt væk, fordi det bare fylder?

Det er her, undervisningens opgave bliver tydelig. For fremtidens læremidler handler ikke om at producere mest muligt indhold. De handler om at skabe et læringsmiljø, hvor de studerende kan udvikle viden, dømmekraft og faglig selvstændighed.

AI kan være en del af det. En god del, hvis den bruges med omtanke. Men jo mere AI-slop vi får, desto mere værdifulde bliver de læremidler, hvor nogen tydeligt har taget ansvar for kvaliteten.

Den trykte bog er ikke interessant, fordi den er gammel.

Den er interessant, fordi den i bedste fald repræsenterer noget, vi får mere brug for: udvælgelse, bearbejdning og fagligt ansvar.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.