Når Danmark taler om digital suverænitet, lyder det som et nationalt projekt. Staten skal have kontrol over sine data, sine systemer og sine leverandører. Men måske burde spørgsmålet stilles på en anden måde: Kan en stat overhovedet være digitalt suveræn, hvis dens borgere ikke er det?
Den digitale pligt
For få årtier siden var digitalisering et tilbud. I dag er det en forpligtelse. Du skal bruge MitID for at betale skat, e-Boks for at modtage post, og Aula for at følge dit barns skoleliv. Der findes ingen blanketter i skuffen og ingen borgerservice uden login.
For de fleste fungerer det fint. Men for mange – ældre, sårbare, nytilkomne eller bare dem, der vil bestemme selv – er det et demokratisk problem. For hvad sker der, når deltagelse i samfundet forudsætter adgang til en digital infrastruktur, man ikke selv kan kontrollere?
Når alt bliver digitalt – og intet kan fravælges
Tag Aula. Systemet blev lanceret for at gøre kommunikationen mellem skole og forældre lettere. I dag er det umuligt at fravælge. Hvis du ikke logger ind, mister du adgang til dit barns hverdag.
Eller e-Boks. Du kan i princippet søge om fritagelse, men kun hvis du opfylder særlige kriterier – alder, handicap, sygdom. Det er ikke en ret, men en undtagelse.
MitID har gjort det samme med identitet. Du kan ikke være borger i Danmark uden en digital nøgle. Og når systemet fejler, som det gjorde for tusinder i 2024, bliver konsekvensen ikke bare irritation, men eksklusion: Du mister adgangen til banken, til lægen, til myndighederne.
Den stille tvang
Ingen af disse systemer er onde. De er bygget for at hjælpe. Men i deres effektivitet gemmer sig en stille form for tvang. Når staten digitaliserer alt, bliver det digitale ikke længere et værktøj – det bliver et vilkår.
Vi kalder det modernisering, men det ligner mere centralisering. KAN Digitaliseringens løfte var frihed og fleksibilitet. I stedet har vi fået en hverdag, hvor borgeren sjældent kan vælge andet end “acceptér”.
Mistet myndighed
Digital suverænitet handler ifølge EU om at have kontrol over data og teknologier. Men for borgeren handler det om noget endnu mere basalt: retten til at forstå, påvirke og sige nej.
Når afgørelser træffes automatisk, når sagsbehandling sker gennem algoritmer, og når digitale tjenester bliver uundgåelige, mister borgeren sin myndighed.
Ikke fordi staten vil fratage den, men fordi systemet ikke længere kender forskel på tvang og service.
Fra borger til bruger
Der ligger en grundlæggende forskel mellem at være borger og at være bruger. En borger har rettigheder og ansvar. En bruger har vilkår.
I de digitale systemer behandles vi som brugere. Vi logger ind, accepterer betingelser og får adgang – men sjældent indsigt.
Hvem kan fx gennemskue, hvordan data fra MitID eller e-Boks håndteres teknisk? Eller hvilke underleverandører, der reelt har adgang til infrastrukturen?
De fleste af os kan ikke. Og dermed forsvinder en del af den tillid, som ellers er grundstenen i det danske samfund.
Den digitale underklasse
Der findes allerede en digital underklasse i Danmark. Mennesker, der ikke kan eller vil bruge systemerne, og som derfor ender i gråzonen mellem borger og klient.
Ældre, der mister adgangen til NemID, fordi deres telefon er for gammel. Borgere med handicap, der ikke kan navigere i e-Boks. Forældre, der bliver udskammet i Aula, fordi de ikke får beskeder i tide.
Det handler ikke kun om teknik. Det handler om værdighed.
Staten som platform
Digitaliseringen af velfærdsstaten betyder, at staten nu ligner en platform. Den har brugere, interfaces og vilkår. Men som alle platforme drives den af logikken om kontrol og standardisering.
Hvis du vil være med, må du spille efter reglerne.
Og ligesom på sociale medier er det svært at få en menneskelig forklaring, når noget går galt. Du får et sagsnummer, ikke en samtale.
Den digitale blindhed
Mange af dem, der udvikler og implementerer systemerne, ser ikke problemet. For dem handler det om sikkerhed, effektivitet og service.
Men fra borgerens perspektiv ser det anderledes ud. Når alt skal digitaliseres, og når valget forsvinder, bliver kontrollen ikke længere et politisk spørgsmål – men et praktisk.
Staten bliver afhængig af sine egne systemer. Borgeren bliver afhængig af staten. Og i midten forsvinder den frihed, som hele digitaliseringen skulle sikre.
Et spørgsmål om tillid
Danmark er et land bygget på tillid. Det er derfor, vi har kunnet digitalisere så hurtigt. Men tillid kræver balance.
Hvis borgeren oplever, at systemet ikke lytter, bliver tilliden til lydighed. Og lydighed er ikke det samme som samtykke.
Suverænitet fra neden
En stat kan ikke være digitalt suveræn, hvis dens borgere føler sig magtesløse i mødet med systemet.
Digital suverænitet må starte nedefra – med borgerens ret til forståelse, til gennemsigtighed, til fravalg.
Det betyder ikke, at vi skal skrue tiden tilbage. Men vi må bygge systemer, hvor borgeren kan være myndig – ikke bare godkendt.
Ellers får vi en stat, der ejer sin infrastruktur, men har mistet forbindelsen til menneskene i den.
