På jagt efter teknologi, der faktisk virker

På Københavns Universitet begynder det ikke med en prototype. Det begynder med en gruppe af mennesker, der alt for ofte bliver overset i udviklingen af teknologi for en gangs skyld, møder dem, der designer teknologien.

Stemningen er både åben og forventningsfuld ligesom omgivelserne på Københavns Universitet – KU Lighthouse på Campus Syd på Amager i København. Her højt til loftet og udsigt til det levede liv på campus. 

Der bliver allerede talt mellem deltagerne, der dels består af studerende fra DTU og dels af en række eksperter på handicapområdet, mens arrangørerne byder velkommen og eksperterne gør sig klar.

Det er fredag aften, og Disability Tech Hackathon er ved at gå i gang. Men før nogen bygger noget, bliver der talt. Før post-its, pitch og prototyper kommer oplæggene. Før teknologien kommer perspektiverne. Det er i sig selv en pointe.

For når man lytter til den måde, hackathonet bliver sat op på, er det tydeligt, at det ikke bare handler om at finde på smarte løsninger. Det handler om at vende udviklingsprocessen om. Først forstå problemet. Først høre erfaringerne. Først se verden fra det sted, hvor teknologien plejer at slå fejl.

Det er også sådan Ingrid Haug fra DTU Skylab beskriver den metode, de bygger på. De studerende bliver trænet i en designproces, hvor man begynder med problemanalyse, før man går til produktdesign. På DTU er den tænkning en del af den fælles innovationsforståelse: man går ikke bare direkte til at bygge noget, men prøver først at forstå, hvad problemet egentlig er.  

Den logik virker næsten selvfølgelig, når man hører den formuleret sådan. Men i teknologiverdenen er den det ikke nødvendigvis.

Verdens største minoritet

På scenen stiller Cathrine Mejdal sig op ”Jeg skal lige have plads til mit tegnsprog,” siger hun med et lille grin, mens hun indtager scenen foran deltagerne. Og i den sætning ligger en beskrivelse af tegnsprog, som de færreste er klar over. Tegnsprog er et rummeligt sprog i alle dimensioner og i høj grad et sprog af bevægelse. Foran Cathrine Mejdal lige nedenfor scenen står hendes tegnsprogstolk med en mikrofon og ryggen mod publikum. 

Hun begynder med et tal: 1,3 milliarder. ”Det er verdens største minoritet”, siger hun — mennesker med handicap ”Hvis jeg inviterer dig med ud og drikke en øl og alle mine venner er døve og vi kun bruger tegnsprog, så er den hørende person den handicappede. Så handicappet er ikke kun i personen. Det er også i omgivelserne”. Og pludseligt forstår deltagerne, at handicap ikke er en niche, men noget strukturelt. Der er ikke tale om ”særlige behov” og alligevel designes teknologi for et snævert udsnit af mennesker.

I løbet af oplægget bliver det klart, at handicap ikke er noget, man “har”. Det er noget, der opstår i mødet med en verden, der er designet med bestemte kroppe, sanser og rytmer som norm. Det perspektiv gør noget ved rummet. For pludselig handler teknologi ikke længere bare om features og løsninger, men om hvem verden er indrettet til fra begyndelsen.

Det er præcis dér, hackathonet finder sin retning. For hvis teknologi så ofte bliver bygget ud fra en forestillet standardbruger, hvad sker der så, når man i stedet begynder med dem, der mærker friktionen tydeligst?

Ikke bare hjælpemidler

På DTU Skylab dagen efter er energien en anden. Her er mindre oplæg og mere bevægelse. Dagen begynder med kaffe og morgenmad i det, der både er undervisningslokale og et lille køkken omgivet af værksteder, hvor design bliver til virkelighed. Hvor studerende til dagligt udvikler nye løsninger til mere effektiv madproduktion, til vandrensningsløsninger, der er økonomisk tilgængelige for dem, der har brug for dem og programmer til virtuel tilgængeligheds gennemgange af lokaler inden de bygges eller bygges om.

Efter peptalk og praktiske instruktioner om hackathonets forløb fordeler de studerende sig ud i grupper. De er i forhold fordelt i grupper, der skal arbejde med en af tre temaer: usynlige handicap, pårørende og kommunikation. Hvordan skal man forholde sig i stressede situationer som fx i en lufthavn med usynlige handicap som fx ADHD, autisme, angst, kognitive udfordringer eller andre usynlige handicaps? Hvordan kan teknologi styrke pårørende trivsel, overblik og netværk? Hvordan kan teknologi understøte mennesker, der har svært ved at kommunikere – mundtligt, skriftligt eller digitalt?

Hver gruppe får tildelt en gruppe på to-tre eksperter, der hver især lever med de udfordringer, der rummes i et levet liv indenfor de tre kategorier. Og der bliver spurgt ind. De studerende har forberedt spørgsmål til deres eksperter. Jeg deltager i gruppen omkring pårørende og en af de ting, der overrasker og chokerer de unge, der kommer fra mange forskellige baggrunde, er det besværlige møde mellem mennesket og systemet. At tingene ikke bare fungerer i et velfærdssamfund, som det danske kommer bag på dem. Og sætter gang i flere spørgsmål og stimulerer ideerne. 

“Who are you currently excluding?”

Deltagerne arbejdede ikke bare ud fra løse brainstorms. De fik udleveret en playbook – en slags arbejdsbog for weekenden – som førte dem gennem processen fra pain points og problemanalyse til idéudvikling, konceptskitser og prioritering af løsninger. Det gjorde noget ved tempoet i rummet. Først skulle friktionen forstås. Først derefter kunne man begynde at bygge.

På bordene ligger der mere end post-its og tuscher.

Der ligger også Ability Prompt Cards fra DTU Skylab. Små kort, der skubber deltagerne væk fra den forestillede gennemsnitsbruger og over mod et mere krævende spørgsmål: “Who are you currently excluding?” Kortene beder teams om at teste deres idéer mod forskellige former for variation og friktion — ikke kun permanent funktionsnedsættelse, men også midlertidige og situationsbestemte barrierer.

Det er et enkelt greb, men et effektivt et. For pludselig bliver det synligt, hvor hurtigt den “almindelige bruger” falder fra hinanden som kategori. Ikke fordi alle er ens. Men fordi næsten ingen bruger teknologi i et neutralt rum med perfekt koncentration, fuldt overskud og standardiserede forudsætninger.

Noget af det mest interessante ved kortene er, at de ikke kun handler om handicap i klassisk forstand. De gør det tydeligt, at eksklusion også opstår gennem stress, sorg, fattigdom, fremmedhed, støj, sprog og teknologisk uvanthed. Disability tech bliver på den måde mindre et nicheområde og mere en stresstest af, om teknologi overhovedet kan rumme menneskelig variation.

Inklusion som noget håndgribeligt

De studerende arbejder hen over weekenden og onsdag lægger Microsoft i Kgs. Lyngby til den store finale. Alle grupper skal på scenen og pitche deres projekt til arrangørerne. Stemningen er spændt. De studerende er nervøse, men alligevel ivrige for at vise både mig og resten af salen deres produkter.

Noget af det, der overrasker, er, hvor langt mange af holdene faktisk når. Ingrid Haug fortæller, at de bevidst har lagt hackathonet et sted, hvor man på én dag kan bygge en lille digital prototype. Og i år får deltagerne ekstra fart af nye AI-værktøjer. Hun nævner selv, hvordan “vibe coding” og platforme som Lovable gør det muligt på få timer at lave working prototypes, hvor studerende for bare få år siden ville have været langt mere afhængige af særlige tekniske ressourcer. Det betyder ikke, at alt er færdigt. Men det betyder, at idéerne bliver synlige hurtigere. Mere konkrete. Mere testbare.

Og det gør også noget andet: det gør inklusion håndgribelig.

Teknologien som ligestiller — og som barriere

Ingrid Haug er innovationskonsulent på DTU Skylab og kommer fra UX-design og tech-verdenen. Hun taler ikke om teknologi som enten frelse eller trussel. Hun taler om den som et tveægget sværd. På den ene side kan digital teknologi være en ligestiller, siger hun. Den kan gøre det muligt at åbne sin dør, styre sin vaskemaskine, få varer leveret, læse tekst op, navigere lettere i hverdagen og leve mere uafhængigt. På den anden side kan den være “ekstremt ekskluderende”, hvis den er lavet til en meget bestemt type menneske — mentalt, sensorisk, fysisk.

Et konkret eksempel på AI som ligestiller, er startuppen Guidly, som Ingrid Haug nævner fra Skylabs eget miljø. De bruger AI til at gøre museumsoplevelser tilgængelige for mennesker, der ikke kan læse — ordblinde, folk med synshandicap, besøgende med et andet modersmål. AI læser værkerne op, svarer på spørgsmål og tilpasser tempoet til den enkelte. Det er ikke en gimmick. Det er en dør, der ellers ville være lukket.

Det er en formulering, der passer præcist på det, man ser i de studerendes hackathon-projekter. For mange af projekterne handler ikke om avanceret teknologi i abstrakt forstand. De handler om hverdagens små og store afhængigheder: lufthavne, pårørende, kommunikation, overblik, sanser, kognitive belastninger. De handler om alt det, der bliver usynligt for dem, som bevæger sig let gennem systemerne.

Det er også derfor, disability tech ikke føles som et nichefelt her. Det føles mere som et sted, hvor teknologi bliver tvunget til at bevise, om den faktisk virker i menneskers liv. Det er også sådan Ingrid Haug fra DTU Skylab beskriver den metode, de bygger på. De studerende bliver trænet i en designproces, hvor man begynder med problemanalyse, før man går til produktdesign, fortæller hun. ”Først er vi i problemanalyse, og så har vi et produktdesign, i stedet for at man bare går direkte til at bygge det.” På DTU er den tænkning en del af den fælles innovationsforståelse: man går ikke bare direkte til at bygge noget, men prøver først at forstå, hvad problemet egentlig er.

Cathrine Mejdal sætter et andet perspektiv på det samme billede. I sit oplæg og i en efterfølgende samtale peger hun på noget, der let går tabt i begejstringen for AI som ligestiller: at etikken er ved at blive overhalet af farten. “Vi har simpelthen ikke tid til at være etiske i hele den her AI-verden lige nu,” siger hun. “Det kræver en masse møder, og der er deadlines, og der er ting, og der er penge, man gerne vil tjene. Så hele etikken i AI forsvinder med tiden.” Konsekvensen er forudsigelig: når etikken ryger ud, ryger minoriteterne med.

Et liv uden manual

En af de cases, deltagerne arbejder med, handler om pårørende og omsorgspersoner.

I playbooken er beskrivelsen skåret helt ind til benet: Forældre til børn med handicap er ofte i kontakt med 33 forskellige professionelle på et år. De er dem, der holder styr på møder, behandlingsforløb, skolebeskeder, sociale aktiviteter, medicin, transport og overgange mellem systemer. De bliver, som materialet formulerer det, “the project manager of a life – without ever being given a manual.” 

Det er en formulering, der bliver hængende.

For den viser noget, som teknologiverdenen ofte overser: at problemet ikke nødvendigvis er fraværet af værktøjer, men overfloden af løsrevne systemer. Derfor lyder udfordringen i materialet også præcist: Der er brug for noget, der “ties things together rather than adding new tasks.”  

Det er et godt billede på hele weekenden. Det handler ikke bare om at finde på noget nyt. Det handler om at spørge, om teknologien faktisk reducerer byrder — eller bare lægger endnu et lag oven på dem.

“Nothing about us without us”

Noget af det mest markante ved hackathonet er, hvor tydeligt brugerperspektivet er tænkt ind. Det er ikke bare noget, der bliver nævnt i en intro. Det er indlejret i hele formatet. Ingrid Haug siger det direkte: “User-centered design er jo vigtigt inden for user experience design. Det er ekstremt vigtigt.” Og i handicapudvikling gælder princippet “nothing about us, without us”. “Den overlapper 100 procent med en klassisk user-centered design-tanke.”

Det er ikke en lille detalje. Det er forskellen på at udvikle teknologi til mennesker og udvikle teknologi med dem.

Morten Hauge Larsen fra Inclusive Tech Lab siger noget beslægtet. Han beskriver Inclusive Tech Lab som et fysisk rum i Handicaporganisationernes Hus, hvor mennesker kan prøve teknologier og deltage i læringsforløb, mens Disability Tech Danmark er den bredere alliance, hvor forskellige partnere arbejder med brugerperspektiver, innovation, viden og policy. For ham ligger noget af det vigtige ved hackathonet netop i metodeudviklingen: at begynde med behovene og tage variationen alvorligt, fordi to mennesker med det samme handicap kan have meget forskellige ønsker til tilgængelighed.

Cathrine Mejdal har et begreb for det modsatte: “participation washing”. Det dækker over den situation, hvor man indkalder mennesker med handicap til at give input, siger tak for deltagelsen — og derefter arbejder videre som om de ikke var der. Man tager den viden, man kan bruge, og lægger resten fra sig. Det er symbolsk inklusion, ikke reelt medejerskab. Hackathonet er bygget på en anden logik: eksperterne er ikke hørt én gang tidligt i processen. De er til stede hele weekenden.

Det er i virkeligheden en større historie end selve weekenden. Det er historien om, hvordan innovationsmiljøer langsomt bliver nødt til at erkende, at ekspertise ikke kun bor hos udvikleren.

De studerende, der ikke plejer at møde det her

Noget af det, Ingrid Haug lægger vægt på, er, hvem der faktisk deltager. “Der kom rigtig mange studerende fra DTU, fra computer science og de lidt mere ikke-menneskelige fag,” siger Ingrid Haug. “Så på den her måde var det i mine øjne en succes at få dem lidt ind i vores verden, hvor vi har rigtig meget at gøre med mennesker.” 

Det er en vigtig observation. For måske er en del af pointen med hackathonet ikke kun de løsninger, der kommer ud af det, men de udviklere, der går ud igen bagefter med et andet blik.

Haug siger også, at en af de største misforståelser, hun møder, er tanken om, at inklusion er noget dyrt og ekstra. “Den jeg typisk hører fra folk fra startup-miljøet, det er sådan: ah, men det er jo så dyrt. Ja. Eller: du kan da ikke bare lige lave den inkluderende også.” Hun kalder det “en misforståelse, for inklusion er så grundlæggende en del af et godt produktdesign.” Og det at arbejde med universelt design gør ikke bare produktet mere retfærdigt; det gør det også bedre og mere brugbart for flere.

Det lyder måske som en enkel pointe. Men i et innovationsmiljø, hvor fart, skalering og forretning ofte fylder mest, er den alt andet end banal.

Hvad kommer der ud af det?

Det korte svar er: endnu ved ingen det. Det længere svar er mere interessant. Ingrid Haug siger selv, at hun ikke nødvendigvis tror, der kommer otte startups ud af ét hackathon. Det ville være naivt. Men hackathons kan noget andet: de kan plante tanken, succesfornemmelsen og interessen. De kan få folk til at opdage, at det her felt findes — og at det er spændende at arbejde med.

Nogle hold har allerede spurgt, om de kan komme videre ind i startup-sporet på Skylab, fortæller hun. Om noget konkret kommer ud af det, ved hun ikke endnu. Men bare det, at de vil tage mødet, er i sig selv et tegn. Måske er det også det rigtige sted at lægge forventningen. Ikke i forestillingen om, at én weekend producerer færdige virksomheder. Men i erkendelsen af, at innovation nogle gange begynder som noget mindre dramatisk: som en forskydning i, hvad unge udviklere overhovedet får øje på.

“Du kan ikke bare lave en hackathon, og så kommer der en startup. Det er sådan lidt naivt for folk, der ikke ved, hvad det er at lave en virksomhed,” siger Ingrid Haug. “Men at kunne begynde at formulere idéer og kunne lave produktdesign, det kan sagtens være en evne, du kan bruge på en arbejdsplads.”

Der, hvor teknologien bliver menneskelig

Når man går rundt mellem bordene, skærmene, prototyperne i DTU Skylab og de for hurtige pitchforklaringer, står én ting tilbage mere tydeligt end alt andet: Det her handler ikke kun om teknologi. Det handler om, hvor teknologien begynder. Begynder den i en model, et værktøj og en idé om, hvad der kan bygges? Eller begynder den i det menneske, der står fast i systemet og er nødt til at finde en anden vej gennem det?

Disability Tech Hackathon giver ikke noget endeligt svar. Men det viser, at når man lader udviklingen begynde med erfaring, med handicap, med friktion og med dem, der normalt først bliver hørt bagefter, så forandrer selve innovationen karakter. Ikke nødvendigvis fordi løsningerne bliver perfekte. Men fordi teknologien for en gangs skyld bliver tvunget til at blive mere menneskelig.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.