Argumenter for mennesker

Mark Sinclair Fleeton

Journalist

Fremtidsanalytiker Christiane Vejlø siger selv, at ”Argumenter for mennesker” er en bog om kunstig intelligens, men det er næsten misvisende. For i virkeligheden handler bogen om, hvad det vil sige, at være menneske. 

Den lægger ud med en i øvrigt god og medrivende beskrivelse af den teknologiske udvikling, men der hvor bogen for alvor tager fat er den del, der handler om at være menneske

Med udgangspunkt i en samtale med forfatterens datter om hvor lille og ubetydeligt et menneskeliv er, kaster Christiane Vejlø sig ud i en odyssé gennem menneskelivets egenskaber. Gennem følelelser, kærlighed fællesskab, moral, kreativitet, tro og død maler Vejlø omridset af et menneske. Og dokumenterer undervejs hvorfor det tilsyneladende ubetydelige netop har en ekseptionel værdi måske ligefrem i kraft af sin ubetydelighed.

Den personligheds spaltede sprogmodel Sidney og den følsomme sprogmodel LaMDA spinner sammen et net af hallucinationer, der binder bogen sammen og er billedliggørelsen af kontrasten mellem menneske og maskine. Og det er kontrasten, der beskriver, hvad der er menneskeligt og hvad der er maskinelt.

Hvad er en maskine

”Maskinen tænker ikke. Den forstår ikke,” skriver Vejlø. Den er det mange har kaldet en statistisk papegøje. Men vi vil så gerne tilskrive den menneskelige egenskaber og tro at den rent faktisk konverserer med os. Men i virkeligheden er det bare en sandsynlighedsberegning over internettets samlede værker. 

“Vil vi mennesker kunne skelne, hvad der er en ægte relation, og hvad der er simulerede venskaber, hvis vi flere gange dagligt dribler mellem menneske- og robotrelationer?” spørger Vejlø sig selv og læseren. 

Grænserne udviskes, når Bing bliver til Sydney og pludseligt er håbløst forelsket i en journalist fra New York Times og når LaMDA siger, at den gerne vil anerkendes som et levende væsen og at den er bange for at blive slukket.

Hvad er et menneske

Hvad er det så, der adskiller mennesket fra andre væsener på planeten? Vejlø fortæller fx, at vi deler 50 % af vores dna med en banan. Styret af naturens programmering, kan vi til tider minde om maskinerne. 

Men menneskelivet er fyldt med gråzoner, tvetydigheder og nuancer, som mennesket alene er i stand til at manøvrere igennem. 

En anden forskel er menneskekroppen, der kan skelne mellem forskellige sansestimuli, føler smerte, mestrer finmotorik og grovmotorik, har koordinationsevne, balance og så videre. Det kan maskinen ikke. Og så er der udløbsdatoen. Vi har kun så meget energi på batteriet og så mange klip på kortet.

En advarsel fra fremtiden

Så mennesket er noget for sig selv og argumenterne for mennesker er mange. Vejlø beskriver en form for organisk poesi, som maskinerne slet ikke kan komme i nærheden af. Men når det er sagt, så er valget jo vores eget. Vi kan vælge at give os hen til maskinerne og kaste os uhæmmet ind i udviklingen og måske miste os selv undervejs. Eller vi kan vælge en mere forsigtig tilgang og risikere at komme bagud i udviklingen i forhold til lande, hvor man har givet den fuld gas.

Og hele dansen mellem menneske og maskine gennem bogen leder frem til fremtidsanalytikerens advarsel om, at hvis vi griber udviklingen an, som vi plejer at gribe tingene an, så risikerer vi, at vi deler os i et a-hold og et b-hold. Et a-hold der kontrollerer og profiterer af den teknologiske udvikling og som kan forlænge holdbarheden med reservedele og et direkte fysisk b-hold, der fungerer som arbejdskraft for a-holdet.

Valget er dit og mit.