AI har givet mig nye muligheder for at skabe og leve med PTSD. Min erfaring rejser et spørgsmål, som debatten om trivselsteknologi bør tage alvorligt: Hvilken støtte gør hverdagen mere beboelig for det enkelte menneske, og hvordan undersøger vi både gevinsten og prisen?

»Danger. Mentally Unstable and Not Fully Medicated. Keep Safe Distance.« Skiltets sorte humor rammer noget i vores måde at møde psykiske diagnoser på. Her kommer et menneske med en advarsel. Hold afstand. Vi ved allerede, hvilken slags person du er.

Jeg har PTSD. Jeg har også været soldat, arbejdet som psykoterapeut og brugt mange år på at forstå, hvad traumer gør ved et menneske. I dag arbejder jeg med psykoteknologisk systemdesign. Min diagnose er en del af de betingelser, jeg lever med. Den fortæller langt fra hele historien om, hvad jeg kan, eller hvordan jeg kan få det godt.

Derfor interesserer AI mig på en meget konkret måde. Hvad sker der, når jeg får adgang til et redskab, som kan hjælpe mig med at formulere, undersøge og bygge noget, der ellers kan være svært at få ud i verden?

Et sted hvor tanken kan få form

Noget af det belastende ved min PTSD er en indre dommer, der sjældent synes, at noget er godt nok. Der kan ligge et krav om perfektion inde i selv en lille opgave. Så kommer selvkritikken, presset og reaktionen på, at jeg igen ikke lever op til det, jeg mener, jeg burde kunne.

I arbejdet med AI har jeg oplevet mindre af den selvkritik. Jeg kan begynde med noget ufærdigt, prøve en tanke af og vende tilbage til den. Jeg behøver ikke først at have hele forklaringen på plads. Det giver mig mulighed for at komme videre med en idé, mens den stadig er rodet.

Det er min oplevelse af en mulig mekanisme: Når kravene omkring en opgave ændrer sig, kan den blive lettere at gå til. AI behøver ikke løse diagnosen for at gøre en konkret situation mindre belastende. Støtten kan ligge i at få overblik, finde ord eller tage det næste overskuelige skridt.

Fra mareridt til konstruktionsdrømme

Jeg har oplevet mindre nedtrykthed og færre mareridt. Stressen er stadig en del af mit liv. Jeg har selv beskrevet forandringen sådan, at mine mareridt er blevet til »konstruktionsdrømme«. Der bliver bygget og arbejdet videre, også mens jeg sover.

Det er en beskrivelse af min erfaring. Jeg kan ikke ud fra mit eget forløb isolere AI som årsag til ændringerne. Mange års terapi, relationer og andre forandringer i mit liv hører også med. Drømmenes indhold er heller ikke en klinisk måling af, hvordan jeg har det.

Alligevel er erfaringen værd at undersøge. Jeg har fået flere muligheder for at skabe tekster, musik og systemer og for at arbejde med spørgsmål, jeg oplever som meningsfulde. Det gør en forskel for, hvordan jeg kan være til stede i mit eget liv.

Trivsel skal kunne mærkes i hverdagen

Der følger et paradoks med. Samtidig med at jeg kan udfolde mig mere, oplever jeg, at det kan være sværere at gøre mig forståelig for andre. Et arbejde, der udvikler sig gennem mange AI-samtaler, kan få sit eget sprog og tempo. Det, der giver mening inde i arbejdet, er ikke nødvendigvis let at dele ved et almindeligt køkkenbord.

Derfor vil jeg skelne mellem lindring, udfoldelse og bæredygtighed. Lindring handler om, hvorvidt noget bliver mindre belastende. Udfoldelse handler om, hvorvidt jeg får flere reelle muligheder for at lære, skabe eller deltage. Bæredygtighed handler om, hvordan det hænger sammen over tid med søvn, pauser og kontakt til andre mennesker.

Det er tre spørgsmål til undersøgelse, ikke en valideret skala. Man kan godt få lettere ved at producere og samtidig få sværere ved at stoppe. En god samtale med en maskine kan give ro, mens ens verden uden for samtalen bliver mindre. Begge dele skal kunne komme frem i vurderingen.

Antallet af færdige projekter kan derfor ikke stå alene som mål for trivsel. Støtte kan også være værdifuld, når den gør det lettere at holde fri, bevare en relation eller klare en hverdagsopgave. Mindre AI-brug er heller ikke automatisk et bedre resultat. Det afhænger af, hvad brugen gør muligt, og hvad den koster.

Hvad forskningen faktisk kan sige

Der findes lovende resultater. Et randomiseret studie fra 2025 med 210 voksne fandt større reduktion i symptomer på blandt andet depression og angst med den særligt udviklede terapichatbot Therabot end i en ventelistegruppe. Det er en afgrænset undersøgelse af et bestemt system og bestemte symptomer. Den dokumenterer hverken behandling af PTSD eller tilsvarende effekt af almindelige chatbots. [1]

Samtidig viste Moore og kollegers test af sprogmodeller stigmatiserende og uhensigtsmæssige svar, blandt andet svar, der kunne understøtte vrangforestillinger. Det er test af modellernes svar og dermed ikke et mål for, hvor ofte brugere faktisk kommer til skade. Men fundene viser, hvorfor et forstående tonefald ikke er nok som sikkerhed. [2]

I et fireugers studie med 981 deltagere fra MIT og OpenAI hang mere selvvalgt chatbotbrug sammen med dårligere sociale og følelsesmæssige udfald. Den sammenhæng beviser ikke, at mere brug forårsagede problemerne. Studiet var offentliggjort som preprint. Det understreger behovet for at undersøge både brugsmønstre og den enkelte brugers forudsætninger. [3]

Støtten skal passe til mennesket

Mine erfaringer med PTSD kan ikke stå som forklaring på, hvad AI betyder for et menneske med en anden diagnose. Selv mennesker med samme diagnose kan have meget forskellige behov. Vi bør begynde med den konkrete situation og personens egen oplevelse af, hvad der hjælper.

Jeg vil undersøge, om støtten giver mere plads til egen dømmekraft. Kan jeg være uenig med systemet? Kan jeg ændre retning og få hjælp andre steder? Har jeg fortsat noget at dele med mennesker, som ikke har fulgt alle samtalerne? Og kan arbejdet få en pause, selv når maskinen altid har et forslag mere?

Her ligger også et ansvar hos dem, der designer og sælger systemerne. Følsomme samtaler kræver beskyttelse af privatlivet, tydelige begrænsninger og mulighed for at forlade tjenesten. Et produkt, der kaldes trivselsteknologi, bør kunne vise, hvordan brugernes liv bliver bedre, og hvad der sker, når hjælpen svigter.

Jeg har stadig PTSD. Jeg har også noget at bygge. Begge dele hører med, hvis vi vil forstå, hvad AI gør ved trivsel.

Tre spørgsmål til trivsel med AI

Lindring. Hvilken konkret belastning bliver mindre, og hvad bliver ved med at være svært?

Udfoldelse. Hvad får personen mulighed for at gøre eller deltage i, som har værdi for vedkommende selv?

Bæredygtighed. Hvordan går det over tid med søvn, pauser, relationer og mulighed for at vælge hjælpen fra?

Spørgsmålene er en refleksionsramme og ikke et diagnostisk redskab.

Kilder

[1] Heinz, M. V. m.fl. (2025). Randomized Trial of a Generative AI Chatbot for Mental Health Treatment. NEJM AI, 2(4).

https://doi.org/10.1056/AIoa2400802

[2] Moore, J. m.fl. (2025). Expressing stigma and inappropriate responses prevents LLMs from safely replacing mental health providers. ACM FAccT 2025, s. 599-627.

https://doi.org/10.1145/3715275.3732039

[3] Fang, C. M. m.fl. (2025). How AI and Human Behaviors Shape Psychosocial Effects of Extended Chatbot Use: A Longitudinal Controlled Study. Preprint, arXiv:2503.17473. Studie af MIT Media Lab og OpenAI.

https://arxiv.org/abs/2503.17473

Transparens

Artiklen er udviklet af Thorsten Westphal med AI som dialogpartner samt til research, redigering og opsætning. De personlige erfaringer er hans egne. Fortolkningerne og den endelige tekst er hans ansvar. Artiklen er et personligt og fagligt perspektiv; den dokumenterer ikke behandlingseffekt i hans eget forløb.