Når vi ser på AI’s energiforbrug i dette nummer af AI Portalen, handler det både om de konkrete datacentre, der skyder op i danske kommuner, og om de globale infrastrukturer, som holder disse nye teknologier kørende. Artiklerne viser, hvordan kunstig intelligens på én gang bliver præsenteret som en effektiv løsning – og som en ny belastning for klima og ressourcer.
Netop denne spænding har været omdrejningspunktet for Benedetta Brevinis forskning. Hun er lektor ved University of Sydney og Senior Visiting Fellow ved London School of Economics – og har tidligere arbejdet som journalist for blandt andet The Guardian og RAI. I sin bog “Is AI Good for the Planet?” stiller hun det enkle, men afgørende spørgsmål: Kan kunstig intelligens bidrage til en bæredygtig fremtid, eller risikerer dens enorme energibehov at forværre klimakrisen?
Brevini argumenterer for, at vi ikke kan forstå AI’s rolle, uden også at se på de magt- og økonomiske strukturer, der driver dens udvikling. Med sit kritiske perspektiv tilbyder hun en tilgang, der både udfordrer teknologigiganternes store fortællinger og knytter sig tæt til de spørgsmål, der tages op i de andre artikler i dette nummer.
Interviewet er redigeret for længde og klarhed.
AI-Portalen: Kan du starte med at præsentere dig selv og dit arbejde?
Benedetta Brevini: Ja. Jeg er politisk økonom med fokus på teknologi og kommunikation. I årevis har jeg undersøgt de politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af store kommunikationssystemer. Og med kommunikationssystemer mener jeg ikke kun de fora, hvor vi har samtaler, men også de infrastrukturer, maskiner og netværk, som kommunikationen hviler på.
I et digitaliseret samfund skal vi se på de lag, der indgår i at skabe disse samtaler. Og tilbage i 2016 og -17 gik det op for mig, at mit fagområde ikke rigtig undersøgte forbindelsen mellem udviklingen af kommunikationssystemer og klimakrisen. Den erkendelse førte til bogen “Carbon Capitalism and Communication”, som udforskede sammenhængen mellem miljøkrisen, kapitalismen og kommunikationssystemer – og dermed lagde grunden til en forskningsdagsorden for feltet. I bogen satte vi klimaudfordringen i centrum for vores arbejde.
Det var i denne periode, at kunstig intelligens for alvor begyndte at vinde frem og få stor opmærksomhed. Selvfølgelig tænkte jeg, at vi kan se AI som en stor udvikling inden for kommunikationssystemer, men hvorfor er der ingen, der spørger, hvad det betyder for klimakrisen?
AI-Portalen: Jeg har “Is AI good for the Planet” foran mig, som er et skarpt og præcist indlæg. Kan du måske præsentere bogen og dens hovedargument?
Benedetta Brevini: Det centrale argument i bogen er, at nye teknologier ofte er omgivet af stærke myter, som former den måde, de bliver forstået og talt om på. Ofte giver disse myter teknologierne nærmest religiøs betydning og fremstiller dem som noget transcendent eller uundgåeligt. Fra 1990’ernes “informationsmotorvej” til begrebet om “skyen” som noget æterisk og immaterielt, har teknologiske diskurser igen og igen brugt metaforer, der løsriver disse systemer fra deres materielle grundlag.
Kunstig intelligens følger et lignende spor. Den bliver ofte fremstillet som både uundgåelig og uforståelig – noget, der ligger uden for menneskets fulde fatteevne, men samtidig er overlegent i forhold til menneskets evner. Det rejser vigtige spørgsmål om konsekvenserne af sådan en teknologisk optimisme og determinisme, især i forhold til natur og miljø.
Det teknologisk-deterministiske argument om, at teknologi kan og vil løse kapitalismens problemer – og dens iboende evne til at forstærke uligheder indenfor økonomi, klasse, race og køn – fører til to hovedkonsekvenser: For det første kan det legitimere status quo (hvorfor tage fat på de reelle problemer, når AI’s “tryllestav” kan løse det hele?). For det andet tilslører det AI’s materielle karakter.
Det jeg i stedet argumenterer for er, at vi er nødt til at forstå AI som teknologi, maskiner og infrastruktur, hvis vi vil forstå dens forbindelse til klimakrisen.
For at forstå AI’s miljøomkostninger fuldt ud er det nødvendigt at vurdere dens globale produktionskæde, som involverer tæt sammenhængende processer med udvinding, ressourceforbrug og miljøødelæggelse. Fra råstofudvinding til datacentre og chipproduktion, fra brug og forbrug til bortskaffelse – hvert trin i AI’s livscyklus er indlejret i udvindingsøkonomier, der belaster planetens ressourcer betydeligt.
Jeg har argumenteret for at indføre det, jeg kalder en øko-politisk økonomi for AI – en ramme, der skal adressere de komplekse og sammenhængende faktorer, der former AI’s miljøpåvirkning. Denne tilgang indebærer en undersøgelse af tre centrale led i AI’s udvindingsbaserede globale produktions- og forsyningskæde for at gøre rede for dens miljøomkostninger: a) minedrift og ressourceudvinding; b) forbrug, energianvendelse og CO2-aftryk; samt c) digitalt affald.
Produktionskæden for AI er en række trin, der forvandler råmaterialer og data til de tjenester, vi bruger. Den starter med udvinding af sjældne mineraler og metaller som lithium og kobolt, som bruges til at bygge hardware, fx kraftige computerchips. Herefter indsamles data, som fodres ind i disse computere, hvor de bearbejdes af komplekse algoritmer for at “træne” AI-systemer – så de kan udføre opgaver som oversættelse, talegenkendelse eller ansigtsgenkendelse. Senere bliver den trænede AI indlejret i enheder, apps eller tjenester. På dette tidspunkt begynder brugerne at interagere med eller “forbruge” AI. Når disse objekter er udtjente, skal de bortskaffes, hvilket bliver til e-affald eller digitalt skrald. Hvert trin, fra minedrift til databehandling til digitalt affald, er en del af AI’s produktionskæde og har hver især betydelige miljøomkostninger.
Bogen præsenterer en række indsatser og løsninger på dette problem, som jeg mener er meget mulige. Vi mangler bare den politiske vilje til at gennemføre dem.
AI-Portalen: Kan du uddybe nogle af de indsatser, du foreslår?
Benedetta Brevini: En af de mest bemærkelsesværdige politiske udviklinger på EU-niveau i forhold til AI’s miljøansvar har været etableringen af rammer for bæredygtighedsrapportering. Disse rammer bygger på Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD) og EU’s taksonomiforordning. De gælder generelt for ejere, operatører og tjenesteudbydere af datacentre, især med hensyn til krav om oplysning og gennemsigtighed.
Når det er sagt, så indfører Omnibus Simplification Package fra begyndelsen af 2025 flere betydelige (efter min mening forfærdelige!) begrænsninger. For eksempel hæves medarbejdergrænsen for CSRD-overholdelse fra 250 til 1.000 ansatte – en ændring, der kan fritage et betydeligt antal datacentre fra obligatorisk bæredygtighedsrapportering. Desuden udskydes tidsfristerne for overholdelse med to år for virksomheder i anden og tredje rapporteringsfase, hvilket reelt udskyder det tidspunkt, hvor klimarelaterede risici skal adresseres i rapporteringspligten.
Jeg foreslår også i bogen et CO2-aftryksmærke på alle enheder, der indeholder AI. Vi har allerede folk, der udvikler alle former for beregninger af CO2-aftryk og miljøpåvirkninger for træning og brug af AI. Vi skal bare føje de to andre led i den økopolitiske økonomi for AI til: udvindingen og materialerne samt bortskaffelsen.
Jeg tror også stærkt på grøn AI-læsefærdighed. Jeg synes, det er meget vigtigt at starte denne samtale med børn allerede i folkeskolen. De er utrolige. De er digitale borgere. De lever online meget mere end os andre. Hvis de får at vide, at de sætter et meget større CO2-aftryk ved at spille videospil på farten med mobilen end ved at gøre det derhjemme, så bruger de måske spillet mindre, når de er på farten.
Jeg har brugt en del tid på at beregne, hvordan CO2-udledningen fra en stor sprogmodel sammenlignes med den, der genereres af en flyrejse til New York eller London. For eksempel viser en tidlig beregning fra 2019, at en flyrejse fra London til New York udleder omkring 900 kilo CO2, mens træningen af en enkelt stor sprogmodel kan udlede op til 284.000 kilo. Vi bliver konstant advaret om flyvningens miljøomkostninger, men langt mindre opmærksomhed bliver rettet mod det enorme CO2-aftryk, der følger med træning af AI-systemer. Denne form for forståelse er central for det, jeg kalder grøn AI-læsefærdighed.
AI-Portalen: Du nævnte lige energieffektivitetsdirektivet og hvordan det førte os i en fornuftig retning, og så talte du om, hvordan omnibuspakken trækker os i en anden retning. Synes du, der er en forbindelse til Draghi-rapporten fra sidste år og de konkurrenceforanstaltninger, som efterfølgende har været prioritet i EU?
Benedetta Brevini: Fuldstændigt. Desværre mener jeg, at efter ni måneder med Trump-administration og på grund af krigen i Ukraine, er EU blevet meget mindre dristig på dette område. Hvis du taler med regulatorer, føler de sig truet, fordi regulering af AI ikke er noget, Trump bifalder. Jeg vil sige, at vi i stedet for en Bruxelles-effekt har fået en Washington-effekt. Og det er meget bekymrende for vores klimamål og også for vores afhængighed, for de store teknologiselskaber er alle amerikanske. Hvordan skal vi komme videre, når vi har sådan en stor afhængighed? Hvorfor har vi ikke en samtale om, hvor strategisk denne afhængighed er ved at blive? Jeg er meget bekymret for omfanget af den deregulering, som USA tydeligvis ønsker. Jeg ved ikke, om du ved det, men “The Big and Beautiful Bill” forsøgte at fremme en lov, der ville have forhindret enhver form for AI-regulering på delstatsniveau.
AI-Portalen: Jeg vil gerne vende tilbage til målingsstandarderne. Jeg tænker, at mindre skala, mere lokal AI, open-source-modeller og datadelingsordninger kunne gøre en forskel på energiforbruget. Hvad mener du om det?
Benedetta Brevini: Ja, bestemt. Franskmændene bruger ordet suverænitet. Jeg synes, det er afgørende, at hvis vi har de lokale infrastrukturer – fx en offentlig cloud – så kan man bruge DR-modellen. Jeg har skrevet min ph.d. om DR og den digitale udvidelse af DR. Hvis du tænker på den offentlige servicemodel, vi har i Europa, for eksempel baseret på Amsterdam-protokollen, så kan man begynde at udvikle disse offentlige clouds på lokalt niveau, som er til at stole på. Til at stole på i den forstand, at vi ved, hvilke data de bruger, deres miljøaftryk og vandforbrug. Vi ved, i hvilken grad vi har nogle rammer, der beskytter os. I dag bruger virksomheder data uden egentlig at fortælle os det. Det er desværre en model, der bygger på stjålne data. Vi bør kalde det, hvad det er.
Datacentre er mere tilbøjelige til at være bæredygtige, hvis vi placerer dem i tempererede områder. Samtidig har vi brug for en seriøs industripolitik. Vi skal spørge os selv i Europa, hvorfor vi følger Goldman Sachs’ prognose om, at antallet af datacentre og energiforbruget vokser med 160 % frem mod 2030 ifølge dem. Okay, det er deres prognose, men vi kan selv bestemme, hvor mange datacentre vi vil bygge.
Der skal være en meget klar industripolitik, som er koordineret med de lokale myndigheder, og som også vil fremme europæiske clouds. Europæiske infrastrukturer. Vi har en stor tradition for open source-software. Hvorfor er alle universiteter afhængige af en Microsoft-pakke, når vi kunne have vores egen open source-software uden de samme problemer? Løsningerne findes allerede, vi skal bare bruge dem.
Europa mangler, efter min mening, virkelig fantasi lige nu. Jeg tror, denne mangel på fantasi skyldes bekymringer over krigen i Ukraine, men løsningerne er der. Vi har allerede ingeniører, der er klar til at bygge på lokalt niveau og prøve at afgøre, at måske har vi ikke brug for 200 datacentre, måske kun 20. Og måske skal ikke alle løsninger, der vedrører Europa, være AI-løsninger. Måske kommer nogle løsninger fra andre sektorer.
AI-Portalen: Det bringer mig til nogle spørgsmål om bedste og værste scenarier. Hvor tror du, vi er på vej hen, og hvor ville du gerne have, vi gik hen?
Benedetta Brevini: Jeg tror ikke, jeg er særligt god til at lave scenarier, for jeg synes, scenarier bærer meget bias. Fremtiden er aldrig løsningen; den tjener ofte som undskyldning for ikke at tage fat på nutidens uligheder. Og det hænger også meget sammen med AI-fortællingerne.
Når det er sagt, så er det værste scenarie for mig, at vi bare ikke handler og passivt accepterer de store forudsigelser fra USA, fordi det er USA, der skubber Europa i denne retning. Ofte bruges Kina som undskyldning.
Fra et bæredygtighedsperspektiv har vi simpelthen ikke råd til denne form for tilfældig, uhæmmet udvikling. “Vi kan ikke passivt acceptere Eric Schmidts alarmerende forudsigelse om, at 99 % af verdens energiforbrug om et årti kommer fra datacentre.
Sådan en udvikling er simpelthen ikke forenelig med nogen seriøs indsats for at løse klimakrisen.”
Samtidig tror jeg, at klimakrisen vil manifestere sig så kraftigt, at når vi ser, at datacentre ikke kan fungere på grund af en oversvømmelse eller tørke, så lærer vi lektien. Jeg synes, det er meget bedre at have en plan og tage en samtale om, hvordan vi udvikler det rigtigt nu. Vi skal tage denne massive udvikling med i vores industripolitik, men også sige, at der er en europæisk måde at gøre det på.
AI-Portalen: Hvis du skulle koge det ned til et klart budskab, som du ville give til det danske publikum, der læser min artikel, hvad skulle det så være?
Benedetta Brevini: At AI i fuld forstand altid er social, og derfor skal vi tænke over de værdier, vi ønsker at beskytte i et samfund, før vi tænker på, hvilken slags AI der kan understøtte dette samfund. For alt for ofte bliver vi ledt af ledere, der er fuldstændigt analfabeter, når det gælder AI, og vi haster ind i adoption blot for udviklingens skyld. Men det er ikke nødvendigvis fremskridt, hvis vi mister vores kognitive evner, hvis vi mister vores miljø. Så længe vi ved, at vi skal starte med samfundet, tror jeg, det nok skal gå. Og jeg tror, vi finder en vej frem.
Follow Me