Der findes efterforskninger, der bliver ved med at trække tråde ind i nutiden. Palmemordet er en af dem. I AI Portalens tidligere artikel, “Algoritmen i arkivet: AI, Palme-mordet og jagten på det umulige svar”, var spørgsmålet, hvad der sker, når algoritmer flytter ind i en af verdens mest omfattende drabsefterforskninger. Nu tager vi næste skridt: et dybdegående interview med Simon Lundell, en af de centrale aktører i det svenske civile miljø omkring sagen.
Simon Lundell har en baggrund i bioinformatik og softwareudvikling. Men i dag går en stor del af tiden til Palmesagen, dokumenter, datainfrastruktur – og en specialbygget AI-agent med det for en svensker sigende navn AINA.
Vi kan ikke sige, at vi lever i et demokrati, hvis sådan noget kan ske
Når han bliver stillet spørgsmålet – Hvad er relevansen af Palmemordet for Sverige og svenskerne i dag, svarer Simon Lundell uden tøven:
“Relevansen er åbenlys. Vores statsminister blev skudt på klos hold. Han døde med det samme, og gerningsmanden forsvandt og er aldrig blevet set siden.”
Han kalder sagen “et sår i den svenske nationale sjæl” – ikke kun på grund af mordet, men også på grund af den måde efterforskningen blev ført på.
“Det er ikke kun mordet og tabet af statsministeren. Det er, at efterforskningen blev udført så dårligt, at officielle efterforskere sagde: Man kan tvivle på, om det her kun var inkompetence. Det kan have været strategisk inkompetence.”
For ham handler det også om et demokratisk princip:
“Vi kan ikke sige, at vi lever i et demokrati, hvis sådan noget kan ske.”
Samtidig peger han på en ny energi i offentligheden: yngre mennesker uden 1980’ernes bagage, true crime-bølgen og et voksende miljø af civile researchere. Det har alt sammen været med til at sætte yderligere fokus på den snart 40 år gamle drabssag.
“Jeg føler, der har været noget af en renæssance de sidste tre år, måske.”
WPU – et fælles grundlag i en fragmenteret sag
Efter at den svenske anklagemyndighed i 2020 lukkede efterforskningen, oprettede Lundell en wiki-baseret platform, WPU.nu, for at samle dokumenter, spor og henvisninger.
“Jeg fik en åbenbaring: Det her er ikke værdigt for et demokrati. Det er ikke værdigt for Sverige. Vi kan gøre det bedre.”
Målet var ifølge ham at skabe et “fælles grundlag” i et felt, hvor diskussioner ellers ofte kører i ring. WPU blev både manuel og automatisk infrastruktur: dokumenter hentes ind, OCR-behandles, sorteres, og rettes derefter af mennesker. Det var først senere, fortæller han, at AI-delen blev en egentlig motor i arbejdet.
300.000 dokumenter: “Det er verdens største efterforskning i volumen”
Lundell og hans gruppe – Jonas Nyman, Jerry Dahlsberg og Matthias Davidsson – har bygget en privat dokumentbase med omkring 300.000 dokumenter. Materialet spænder fra frigivne efterforskningsdokumenter til scannede bøger, avisarkiver, gamle fora, Usenet-tråde og radioklip fra 1980’erne, som de har transskriberet med Whisper.
Han beskriver omfanget sådan: “Efterforskningen er, så vidt jeg ved, den største i verden målt på informationsmængde.”
Han har selv fået aktindsigt i hele materialet, men med den nuværende udleveringshastighed siger han tørt, at processen vil tage 195 år.
“Måske har vi koloniseret rummet, før jeg får alle dokumenterne.”
AINA – en agent, ikke bare en chatbot
Den teknologiske kerne i gruppens arbejde er AI-agenten AINA – navngivet som ordspil mellem “AI” og svensk slang for politiet. Lundell beskriver AINA som en agentisk løsning med værktøjer, hukommelse, søgning og “indre monolog”.
“Det vi opdagede ret hurtigt var, at hun havde brug for selvrefleksion.”
Det betyder, at systemet laver en ekstra intern runde før svar: Er det faktisk det, der blev spurgt om? Ved jeg det her? Har jeg lavet fejl?
“Det forbedrer kvaliteten af svaret ret meget.”
I praksis bruges AINA blandt andet til:
- søgning på tværs af store dokumentmængder,
- tidslinje- og konsistenskontrol i forklaringer,
- adgang til hjælpeværktøjer (fx vejrudtræk på bestemte datoer),
- støtte til standardiserede aktindsigtsanmodninger.
Men han understreger, at AI ikke erstatter verificering:
“I sidste ende skal du altid selv tjekke referencerne og verificere.”
Stil komplekse spørgsmål, som er lette at verificere
En af Simon Lundells mest konkrete metodiske pointer i forhold til brugen af AINA handler om promptstrategi og fejlkilder:
“Den letteste formulering, jeg kan give, er: Stil komplekse spørgsmål, som er lette at verificere.”
Han forklarer forskellen på at spørge: “Har denne person et alibi?” og “Er der noget, der peger på, at denne person ikke har et alibi?”
Det sidste er ofte lettere at af- eller bekræfte med konkrete datapunkter.
For Lundell handler det ikke om at få AI til at levere den “store teori”, men om at bruge den til systematisk falsifikation og mønsterkontrol.
Har du spurgt Aina, hvem der dræbte Olof Palme?
Der opstår et næsten uundgåeligt øjeblik i interviewet. Jeg spørger Lundell, om han har bedt Aina om at spekulere i, hvem der faktisk dræbte Olof Palme.
Han reagerer med det samme: “Det kan vi jo spørge hende om nu.” Mens vi taler, taster han spørgsmålet ind.
“Selvfølgelig. Det er det naturlige første spørgsmål.”
Men næsten i samme åndedrag kommer advarslen:
“Det er også det værste spørgsmål at stille hende.”
Netop her ligger, ifølge Lundell, den klassiske AI-fælde: Spørger man bredt og teoritungt, kan man få svar, der lyder overbevisende, men som i praksis blot bekræfter en retning, man allerede hælder til.
“Det er meget let at se AI som en slags ræsonneringsmaskine… Hvis jeg spørger på bestemte måder, kan jeg få støtte til teorier, som ikke er sande.”
AINA’s svar i situationen er nøgternt — i retning af, at Palmemordet fortsat er en uopklaret forbrydelse. Og det er præcis Lundells pointe: Værdien ligger ikke i, at AI udpeger en gerningsmand, men i at den kan bruges til at teste delspørgsmål systematisk. For ham er metoden vigtigere end det dramatiske svar: spørgsmål, der kan verificeres eller falsificeres, frem for spørgsmål, der inviterer til store fortællinger.
AINA er en hjælp
På spørgsmålet om egentlige gennembrud svarer Lundell nøgternt:
“Jeg tror, hun [AINA] er en hjælp. Vi ville have opdaget de samme ting, men om to år i stedet for nu.”
Altså acceleration, ikke mirakel. Ifølge ham har gruppen kunnet gå dybere og hurtigere, fordi værktøjerne frigør tid fra manuelt rutinearbejde.
“Hvis vi kan lave ti års research for én forfatter på ét år, kan vi gå meget dybere i hvert spor.”
Han nævner desuden, at gruppen i deres igangværende tv-dokumentararbejde mener at have identificeret forbindelser mellem personer og miljøer, som tidligere har været i efterforskningens periferi. Her er han dog forsigtig med konklusionerne og understreger løbende behovet for kontrol af kilder og sammenhænge.
Dokumentaren, der følger Simon Lundells gruppe er i tre afsnit og har premiere på svensk TV4 på selve 40-årsdagen for modet den 28. februar.
Det samme spørgsmål, bare skarpere
I ”Algoritmen i arkivet: AI, Palme-mordet og jagten på det umulige svar” stod spændingen mellem mønstre og sandhed centralt: AI kan åbne arkiver, men den kan også forføre med sammenhænge, der kun ligner forklaringer.
Simon Lundell bekræfter den spænding – og gør den mere håndgribelig. Det afgørende er ikke bare, hvad modellen kan svare, men hvordan mennesker designer spørgsmål, tester svar, og accepterer den langsomme del af arbejdet bagefter.
AI som efterforskningsværktøj ser her mindre ud som en detektivmaskine og mere som en metodemaskine. Den gør det muligt at gennemtrawle enorme mængder materiale, opdage brud i tidslinjer og skabe nye arbejdsflows. Men den lever kun op til sit løfte, hvis nogen holder fast i den klassiske disciplin: dokumentation, falsifikation, kildekritik.
Det handler om at stille spørgsmål, der kan modbevises – og derfor i sidste ende kan bære sandheden.
Eller som Lundell selv i praksis siger: Det handler ikke om at få AI til at “løse mordet”.
Follow Me