(Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.)
Da jeg var yngre, havde jeg denne opfattelse af mig selv, at jeg var uden fordomme og enormt tolerant. Men over tid vokser man op, ser mere af verden og lærer, at ens ægte jeg først dukker op i mødet med det, der er meget anderledes end en selv. Når man lever i et samfund, der overvejende består af mennesker som én selv, og hvor alt føles homogent, er det let at se sig selv som objektiv. Ens vante reservat bliver et revir, man kender – trygt, forudsigeligt, og selv de ukendte dufte ligger inden for det forventelige. Så mødte jeg verden – og lærte om behavioral economics. Det gik op for mig, at jeg aldrig kan undgå at være fuld af fordomme og bias. Men jeg kan modgå dem ved at være åben i verden og ved at opsøge mennesker, der tænker og lever anderledes end mig.
Hvorfor denne lange intro til en klumme om medier? Fordi jeg igen og igen oplever, at brugere af vores medier glemmer en sætning, vi alle lærte i dansk i 7. klasse: Et budskab er afhængigt af både afsender og modtager. Alle husker afsenderen – men næsten ingen husker modtageren. Så når jeg ser selv meget kloge mennesker skælde ud på medier og råbe op om bias og agenda, slår det mig, at de glemmer sig selv som modtager. Hvilket lys sætter de det i? Hvilke erfaringer, værdier og følelser tager de med ind i læsningen?
Fordi over den periode vil vi se flere og flere medier indføre AI i deres direkte journalistiske fødekæde. Og mange vil råbe højt om, at de nu er objektive og fri for bias. Vi er allerede begyndt at se medier lade AI skrive artikler. Jeg ser journalister bruge det aktivt til at forme deres tekster. (Disclaimer: ja, AI er redaktør på alt, jeg skriver. Det er min egen AI, sat op med den faste regel, at den aldrig må ændre meningen i en sætning – kun strukturen.)
Så hvor opstår problemet? Lad os tage udgangspunkt i Lars Tvede – en af mændene bag et nyt medie, hvor hans firma skal levere AI-løsningen. Når personer ejer AI, kan der ske utrolige ting i outputtet. Se bare på Grok og Elon Musk – og den kultur, han kommer fra som hvid bosætter i Sydafrika. Eller se på hans kommentar i en dialog med Sam Altman, da han ikke var tilfreds med et faktum: “Jeg går ind og ændrer Grok.” Jeg siger ikke, at det vil ske med Lars og hans projekt – faktisk tror jeg, det er ret usandsynligt. Men bare det, at muligheden eksisterer, sætter et spørgsmålstegn ind. Og med det spørgsmålstegn følger usikkerhed om det agendefrie. Og puf — så har vi en agenda. Tager vi så Lars selv, ser vi ham kritisere socialistiske styre og diktaturer i Venezuela. Fair nok. Men samtidig handler han flittigt med Kina, sælger bestsellerbøger der, og laver analyse på analyse, hvor der aldrig optræder et negativt ord om landet. Og nu skal jeg stole på, at hans firma kan levere en agendafri AI til et agendafrit medie. Men min pointe her er egentlig ikke Lars, projektet eller alle de bias, som ejerkredsen bringer ind i det.
Jo mere jeg dykker ned i, hvordan AI faktisk fungerer – hvordan tandhjulene drejer – jo mere lærer jeg om os mennesker. Og hvor håbløse vi egentlig er til at forstå os selv og vores egne motiver. For hvis vi ikke engang kan forstå, hvordan et simpelt system virker (hvis nogen stadig er under den illusion, at AI er komplekst – sorry, men det er det ikke), hvordan skal vi så forvente, at vi forstår, hvad det i virkeligheden er, vi er ved at slippe løs i verden? Hvor efterlader det os? Præcis samme sted som i går – nu bare med et smartere program.
