Brugerperspektivet som mere end en eftertanke

Der er mange måder at tale om innovation på. Den hurtige handler om startups, skalering og næste store idé. Den mere højstemte handler om teknologi som løsning på samfundets problemer. Men når Ingrid Haug taler om innovation, begynder hun et andet sted. Ikke med produktet. Ikke med pitchdeck’et. Men med problemet.

“Først er vi i problemanalyse, og så har vi et produktdesign, i stedet for at man bare går direkte til at bygge det,” siger hun.  

Det lyder enkelt. Næsten banalt. Men det er det ikke. For netop den rækkefølge bliver udfordret i et teknologisk miljø, hvor tempo, prototyper og løsninger ofte kommer før spørgsmålene om, hvem teknologien egentlig er til, og hvilket problem den i virkeligheden forsøger at løse.

Ingrid Haug arbejder som innovationskonsulent på DTU Skylab, DTU’s centrale hub for iværksætteri og innovation. Hun har en baggrund i UX-design, apps og iværksætteri, og det er netop i krydsfeltet mellem design, teknologi og inklusion, hun har fundet sit faglige ståsted.

“Grunden til, at jeg så synes, det er spændende at være her, det er fordi, jeg synes, at hele det her med diversitet og inklusion er spændende på utrolig mange parametre, og også i forhold til teknologi,” siger hun.  

Et sted, hvor innovation er mere end startups

Når Ingrid Haug skal forklare, hvad DTU Skylab egentlig er, begynder hun med at nuancere selve idéen om innovation.

“Det er DTU’s centrale center, eller hub, som man siger på engelsk, for iværksætteri og innovation. Og vi vægter egentlig innovation lige så højt som iværksætteri,” siger hun. “Men bare at lære de studerende innovationsskills er jo mindst lige så vigtigt.”  

Det er en vigtig præcisering. For hos Haug handler innovation ikke kun om at få flere studerende til at starte virksomheder. Det handler også om, hvilke problemer de lærer at få øje på — og hvilke mennesker de lærer at udvikle teknologi sammen med.

Det er dér, disability tech kommer ind.

Hvis innovation ikke bare er et spørgsmål om fart, skalering og forretningsmodeller, men også om at forstå virkelige behov og bygge bedre løsninger, bliver handicap og tilgængelighed ikke et sidehensyn. Det bliver en prøve på, hvor menneskelig teknologiudviklingen egentlig er.

Derfor er disability tech heller ikke kommet ind på DTU Skylab som et blødt tillæg til den “rigtige” innovation. Det er blevet en del af et større program, Technology Leaving No One Behind, hvor DTU i samarbejde med Bevica Fonden forsøger at gøre inklusion og tilgængelighed til en naturlig del af udviklingen af ny teknologi. Programmet spænder fra strategiske partnerskaber og undervisning til værktøjer, workshops, innovation og iværksætterstøtte. Tanken er ikke kun at få flere til at interessere sig for handicap og tilgængelighed, men at gøre det til en mere almindelig del af ingeniørarbejdet. Som DTU Skylab selv formulerer det, kan tilgængelighed og inklusion både forbedre brugbarheden og funktionaliteten i løsninger og samtidig åbne for innovation og større brugergrupper.

“Nothing about us, without us”

Når Ingrid Haug taler om, hvad der er afgørende på handicapområdet, vender hun hurtigt tilbage til et princip, der burde være indlysende, men langt fra altid er det.

“User-centered design, det er jo en vigtig tilgang indenfor design af teknologi. Det matcher meget godt dette slogan fra handicap-området “Nothing about us, without us”, altså at brugeren altid skal med i design af løsningen. Så denne tankegang overlapper 100 procent med klassisk user-centered design.”  

Det er ikke bare et slogan. Det er et opgør med en udviklingslogik, hvor brugeren først møder teknologien til sidst som testperson eller modtager.

Hos Haug er brugerperspektivet ikke noget, man lægger ovenpå. Det er noget, der ændrer selve måden, man udvikler på. Derfor bliver hackathons, workshops og innovationsforløb heller ikke kun et spørgsmål om at bygge noget hurtigt. De bliver også et spørgsmål om, hvem der får lov til at præge processen fra begyndelsen.

Teknologi som ligestiller — og som barriere

Haug er ikke teknologipessimist. Men hun er heller ikke ukritisk. Når hun taler om digital teknologi, holder hun fast i, at den kan være begge dele på én gang: frigørende og ekskluderende.

“Jeg tænker jo med digital teknologi, at den har sådan et tveægget sværd, hvor på den ene side kan det være en ligestiller, det kan gøre ting tilgængeligt,” siger hun. Hun nævner helt enkle eksempler: at åbne sin dør, styre sin vaskemaskine, ordne ting online, få varer leveret. Teknologi kan, siger hun, skabe “ekstremt stor ligestilling i muligheder for at have et dejligt og uafhængigt liv.” Men samtidig “kan teknologi være ekstremt ekskluderende.”  

Det er en vigtig dobbelthed, fordi den skærer uden om både hype og dommedag.

Teknologi er ikke automatisk inkluderende, bare fordi den er ny. Men den er heller ikke dømt til at reproducere gamle barrierer. Det afhænger af, hvilke forestillinger om brugeren der bliver bygget ind i den.

“Jeg synes ofte, jeg oplever, at teknologi er lavet til en helt særlig type mennesker, som fungerer mentalt på en helt bestemt måde,” siger hun.  

Det er en enkel sætning, men den forklarer meget. For eksklusion opstår ikke kun, når nogen aktivt bliver udeladt. Den opstår også, når teknologien bliver udviklet ud fra et så snævert billede af normalitet, at mange andre først bagefter må kæmpe sig ind i systemet.

AI som mulighed — og som risiko

Når samtalen falder på AI, bliver Haugs blik endnu mere todelt. Hun ser tydeligt potentialet. På DTU Skylab møder hun mange idéer, hvor kunstig intelligens kan gøre noget mere tilgængeligt, mere fleksibelt eller mere personligt. Hun nævner selv startupen Guidly, der vil gøre museer mere tilgængelige bla. gennem AI-genereret tale. Hvis man ikke kan læse, har brug for et særligt tempo, er ordblind eller kommer fra et andet land, kan teknologien læse op og svare på spørgsmål. “Det er jo et sted, hvor man kan sige, at det kan blive enormt tilgængeligt,” siger hun.  

Men næsten i samme bevægelse peger hun på problemerne.

“I forhold til AI er der jo også enormt meget bias og stereotyper og rigtig meget dårlig data, der påvirker den måde, som AI reagerer på,” siger hun.  

Og hun peger på en anden bekymring, som ofte bliver underbelyst, når studerende og startups forelsker sig i den nye teknologi: data, ejerskab og overvågning.

Hun nævner idéen om en hospitalsassistent, der altid lytter og altid er til rådighed. Det lyder hjælpsomt. Men, spørger hun i praksis: hvad sker der med dataene? Hvad sker der, når det hele ryger op i skyen? Og hvad sker der, hvis det bliver hacket?  

Det er et sted, hvor hendes interview bliver særligt interessant. For hun taler ikke om AI som et abstrakt filosofisk problem. Hun taler om den meget konkrete spænding mellem funktionalitet og konsekvens.

Hvad de studerende egentlig lærer

Noget af det mest interessante i Haugs blik på disability tech er, at hun ikke kun taler om løsningerne. Hun taler lige så meget om de mennesker, der går derfra.

Hun fortæller, at mange af de studerende kommer fra tekniske miljøer, hvor de måske ikke i forvejen arbejder tæt på spørgsmål om inklusion, handicap og menneskelig variation. Derfor handler arbejdet ikke kun om at udvikle konkrete produkter, men også om at flytte en opmærksomhed.

“Så på den måde forsøger vi også at få hele det, man kan få det på agendaen,” siger hun. Og hun fortæller, at der er en mindre gruppe studerende, som bliver ved med at komme til deres events og engagerer sig i ting, der handler om universal design. “Så der er også nogen, der er meget hooked på det.”  

Det lyder måske beskedent. Men måske er det netop dér, noget afgørende sker. For hvis teknologi virkelig skal blive mere inkluderende, kræver det ikke kun bedre værktøjer. Det kræver også udviklere, der har lært at se det, de ellers ville overse.

Mere end en weekend

Haug er også realistisk omkring, hvad et hackathon kan.

“Jeg tror ikke nødvendigvis, at der kommer otte startups ud af den hackathon,” siger hun, “men at plante tanken og succesfornemmelsen af at kunne gøre det, og interessen, det er jo det, hackathons tit gør.”  

Det er en mindre dramatisk, men måske mere præcis måde at forstå innovation på. Ikke som et øjeblikkeligt gennembrud, men som en forskydning i blik og mulighed. Nogen opdager et felt. Nogen får lyst til at arbejde videre. Nogen opdager, at inklusion ikke er en sidebemærkning, men en måde at forstå kvalitet på.

En anden idé om fremskridt

Når Ingrid Haug taler om teknologi, vender hun igen og igen tilbage til noget, der i virkeligheden er ret enkelt: at man må begynde med at forstå problemet ordentligt. Det lyder lavpraktisk, men det er også en anden idé om fremskridt.

Ikke fremskridt som fart alene. Ikke fremskridt som flest mulige features. Men fremskridt som evnen til at bygge noget, der faktisk virker i menneskers liv — også for dem, der ellers først bliver tænkt ind bagefter. Det er måske ikke den mest spektakulære version af innovation. Men det kan meget vel være den mest nødvendige.

Vi laver journalistik om AI, fordi udviklingen går hurtigere end den offentlige samtale.

På AI Portalen forsøger vi at skabe overblik, perspektiv og kritisk indsigt i en teknologi, der allerede former alt fra arbejdsmarkedet til demokratiet — ofte uden at nogen bremser op og forklarer, hvad der foregår.

Hvis vores artikler hjælper dig med at forstå AI lidt bedre, så overvej at støtte arbejdet.

Et medlemskab gør én ting mulig: at vi kan blive ved med at undersøge, dokumentere og forklare, hvordan AI påvirker Danmark — uden investorer, uden PR-interesser og uden at jage hype.

Bliv medlem og vær med til at styrke uafhængig journalistik om AI.