Rachel Adams bog The New Empire of AI. The Future of Global Inequality kan ses som en form for doomer-manifest – altså et fokus på de negative konsekvenser af kunstig intelligens – AI. Adams skriver selv, at den skal læses som et opråb om at ændre den retning, som teknologien er slået ind på. Jeg vil kalde den et slag i ansigtet på en overdrevet vækst- og accelerations tankegang.
Den historie vi som regel fortæller, er den om stigende frihed, sundhed og velstand. Det er historien om, hvordan AI formodentligt vil koste nogle jobs, måske også mange, men at der vil blive skabt lige så mange nye og det hele handler om videreuddannelse og omstillingsparathed og sådan vil det formodentligt også blive. Bare ikke alle steder.
The New Empire of AI fortæller den del af AI-narrativet, som vi alt for ofte glemmer. Det er historien om hvordan kolonimagter brugte koloniernes ressourcer til at skabe nye teknologier, men efterlod dem uden mulighed for selv at udvikle ny teknologi. Et eksempel er jernforarbejdningen, som blev en glemt evne i de afrikanske lande og på den måde frarøvede man landende muligheden for at udvikle den produktion, der kunne følge med. De unge og uddannede blev eksporteret ud af landende og den handel, der foregik med kolonimagterne bestod af råstoffer og krævede ingen tekniske evner af de lokale.
I realiteten betød kolonitiden en global ændring af økonomien. Hvor man før havde tjent penge gennem arbejde og effektivitet, så lå den økonomiske vækst nu i ejendom og lejeindtægter. Med dekoloniseringen blev de koloniale kasser tømt og man fandt nye måder at tjene penge på de tidligere kolonier. Man privatiserede kolonimagten.
Pointen med alt dette er, at Afrika starter AI-kapløbet med at være bagud fra starten og de vil formodentligt under de nuværende betingelser ikke kunne indhente det tabte, selvom det ofte er synspunktet fra vestlige økonomer, at det vil AI give dem mulighed for. Samtidigt er størstedelen af arbejdskraften i disse lande ansatte i den informelle sektor og de omskolingsmuligheder, der er tilgængelige i den formelle sektor, er ikke tilgængelige for flertallet.
Adams argumenter helt grundlæggende
1. AI bygger videre på eksisterende uligheder
2. Afrika er dataleverandør – ikke værdiskaber
3. Manglende teknologisk suverænitet
4. Kapitalkrav og adgangsbarrierer er for høje
5. Globale regler og standarder fastsættes uden afrikansk indflydelse
Afrika har altså ikke blot “tabt kapløbet” om AI – kapløbet er konstrueret til at de skal fejle. Ideen om “catch-up” baseret på vestlige udviklingsmodeller er ifølge Adams en illusion, fordi de strukturelle forhold, som AI bygger videre på, opretholder og forstærker den globale ulighed.
Der er flere punkter, hvor man kan rejse en kritik af bogens argumentation. Der er lidt mange generaliseringer og argumentationen reduceres ofte til big tech vs. mindre aktører. Man kan måske også sige, at den postkoloniale linse gør at hun undervurderer aktuel handlekraft og modstandspotentiale i det globale syd. Det reducerer globale syd-aktører til passive i stedet for brugere og udviklere og teknologi. Bogen er ikke teknisk og det kan begrænse udsynet. Og flere andre kritiske pointer kan uden tvivl rejses.
Det ændrer dog bare ikke på det faktum, at bogen sætter fingeren ned på et af den vestlige verdens mest ømme punkter lige nu. Og den gør opmærksom på, at vores debat om udvikling og brugen af AI, for slet ikke at tale om risici og etik er alt for indskrænket. Denne bog kan være med til at give os et langt mere komplet billede af både risici og muligheder, som AI stiller os overfor.
Follow Me