Med bogen ”Argumenter for mennesker” stiller fremtidsanalytiker Christiane Vejlø sig ubetinget på mennesket side overfor den teknologiske udvikling. Det er ikke det samme som, at hun ikke mener, at der er muligheder fx i kunstig intelligens – tværtimod. Men hendes arbejde i det hun kalder ”krydsfeltet mellem mennesker og teknologi” har gjort hende bevidst om, at udviklingen kræver styring. Den kræver, at vi som mennesker tager aktivt stilling til, hvad det er for en fremtid vi ønsker og hvordan vi kan bruge teknologien til at nå vores mål. Christiane Vejlø har en baggrund i telebranchen og mediebranchen, og har i omkring en 14 år drevet hendes egen virksomhed, Elektronista Media, hvor hun rådgiver i digitale trends og blandt andet udgiver bøger, podcasts og blogposts. Hun er medlem af Dataetisk Råd og er for nyligt udpeget til formand for Finans Danmarks Svindel Task Force, der arbejde med at forebygge og bekæmpe digital kriminalitet.
Hvordan er dit arbejde i Dataetisk Råd med til at styrke dit fokus?
Jeg tror nu nok, at jeg er landet i Dataetisk Råd, fordi jeg har haft det fokus, og jeg sad også tidligere som formand for den tidligere regeringsekspertgruppe om dataetik, og har fokuseret på det her emne en del år efterhånden. Jeg har ligesom så mange andre også haft en kæmpe begejstring for teknologi, og tænkt, det er da fantastisk alt, hvad vi kan. På et tidspunkt, synes jeg alligevel, at man bliver indhentet af, at Cambridge Analytical og de forskellige privacy-skandaler,
der har været, og begynder at opnå den her modenhed, hvor man forstår, at det, man betaler med, det er faktisk ens data, og at der ikke er nogen gratis frokost noget sted i teknologibranchen online. Det har drevet mig i den retning, hvor jeg på en eller anden måde bliver mere og mere skeptisk og mere og mere opmærksom på, hvad vi i hvert fald også skal holde øje med.
Hvor starter din interesse for kunstig intelligens henne?
Jeg tror, den starter i min barndom, hvor jeg ser science-fiction-film, læser science-fiction-bøger, og er fascineret af det der med, at vi kan lave en assistent, som ideelt set skal kunne støtte os som menneskehed og som mennesker, og kunne blive vores venner. I Anders And-universet var det lille hjælper hos Georg Gearløs, der var min yndlingsfigur. Jeg altid syntes det var enormt spændende at have sådan en lille teknisk hjælper. Det har selvfølgelig ramt mig i mit arbejde,
fordi kunstig intelligens er en meget stor del af teknologibranchen, og kun bliver større og større. Det fylder lige nu måske 90 procent af mit arbejde, også i og med, at jeg lige har skrevet en bog om det.
Mange af os bliver opmærksomme på det her, nærmest for et år siden, da ChatGPT kommer på banen. Men hvornår bliver du opmærksom på, at der er ved at ske noget på det her område?
Jeg har jo fulgt udviklingen, og man kan sige, at alt inden for selvkørende biler og taleassistenter og sådan noget, har jo hele tiden været i berøring med kunstig intelligens. Men du har fuldstændig ret i, at der, hvor det bliver rigtig stort for mainstream-publikum i hvert fald, det er jo for nærmest præcis et år siden, hvor ChatGPT udkommer, og gør det muligt for alle, helt almindelige mennesker, at føre sådan menneskesprogssamtaler med den kunstige intelligens. Det vil sige, den der GPT-teknologi, havde jeg kendt til i noget tid, inden den kom ud i og blev allemandseje, og også haft mulighed for at lege lidt med. Jeg har også set, hvordan den har kunnet skabe Tom Waits-agtige sange, og de her ting, som vi har alle sammen haft mulighed for at gøre efterfølgende. Så teknologien har jo sådan set været der længe. Det der skete der, det var, at interfacet ud til almenheden, ligesom blev tilgængeligt.
Hvis vi skal se overordnet på det, hvad er din indstilling, på nuværende tidspunkt, i forhold til kunstig intelligens? Hvordan ser du teknologien, hvis man kan kalde det kunstig intelligens, som ven eller fjende, om man så må sige?
Det er ret tit lige præcis det spørgsmål, jeg får. Er det vores ven eller vores fjende? Der må jeg jo altid sige, at lige præcis i det spørgsmål, der ligger en del af problemet. Nemlig, at vi har en tendens til at antropomorfisere den her teknologi, altså gøre den menneskelig i en forstand. Kalde den vores ven eller kalde den vores fjende. Det er en vigtig pointe, både i min bog, ”Argumenter for Mennesker”, og når jeg er ude og snakke med folk, at det er jo ligegyldigt, hvor meget kunstig intelligens lige nu hopper og danser og fløjter, og gerne vil være kæreste med os og venner med os, og hjælpe os på alle mulige måder og taler vores sprog, så er den ikke mere menneske end en brødrister. Man kan ikke være en lille bitte smule menneske. Ligesom, man kan ikke være lidt gravid. Altså, den er bare ikke menneske overhovedet. Det synes jeg er vigtigt at understrege som udgangspunkt, fordi det er en af de ting, som jeg er meget optaget af lige nu. Netop den her tendens, vi har til at menneskeliggøre teknologien. Vi kan ikke lade være, fordi vi er totalt hardwired i vores stenalderhjerne til, at hvis vi ser noget, der ligner os, og taler som os, så skal vi prøve at blive venner med det og så begynder vi at danne relationer. Det ved vi fra forskning, at mennesker gør. Både i den forstand, vi kan se, at folk navngiver deres teknologi, f.eks. robotstøvsuger eller robotplæneklipper. Men også gennem forsøg, hvor man har sat mennesker i en situation med en kunstig intelligens, hvor de fx er blevet bedt om at slukke maskinen, og maskinen så begynder nærmest at tigge for sit liv og sige: Nej, det er så mørkt, og jeg er bange for mørket. Det har vi mennesker svært ved. Altså at sige nej til den. Vi har en indbygget sårbarhed, når vi står overfor maskinen. Det synes jeg er en meget, meget vigtig pointe, der hvor vi er historisk set lige nu, hvor vi også skal finde ud af, hvor meget plads skal vi give den her teknologi.
Vi kommer lidt tilbage til det senere, hvor jeg tænker, vi bliver lidt mere konkrete på muligheder og farer inden for teknologien. Først kunne jeg godt tænke mig netop at tage fat på din bog, og det fokus, som du også allerede har været inde på, nemlig mennesket som fokus, selvom vi taler om teknologi. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om, hvorfor du synes, den vinkel er så vigtig.
Det er fordi, jeg er humanist, og jeg gerne vil forsvare vores art. Bogen sådan set et forsvar for vores art. Jeg startede allerede i forordet med at sige, som jeg gør mange gange i bogen, at det her kan maskinen kan ikke gøre. Endnu. Fordi vi kan faktisk ikke rigtig forudse, hvorvidt det her kommer til at gå. Men vi kan sige noget om, hvor vi står lige nu, og lige den nærmeste fremtid. Og så kan vi også sige noget om, hvad vi kan forhindre den i at udvikle sig til. Når det gælder fremtiden, så ligger den derude, men den er ikke fast forankret. Den er noget, som vi skaber lige nu. Så vi står ikke magtesløse overfor en eller anden fremtid, der overrumpler os. Vi kan selv lige nu beslutte, hvordan har vi lyst til, den fremtid skal være. Jeg synes, at menneskeheden er vigtig at argumentere for og samtidig kan man også sige, at vi er et lillebitte støvfnuller i det helt store billede. Det er jeg også inde på i bogen. Men jeg synes at, vi i forhold til maskinen,
har en masse gode argumenter for at være her. For at være det, vi er med alt hvad det indebærer af fejl og mangler og problemer, som der nu er i et menneskeliv.
Hvorfor er det, du mener, at det er nødvendigt at forsvare mennesket overfor den her teknologi? Er det ikke en selvfølgelighed, at mennesket har en værdi i sig selv?
Jo, det skulle man tro. Men problemet er, at hvis man betragter noget som en selvfølgelighed, så har man også lidt en tendens til måske at hvile på laurbærrene og tænke, sådan er det jo bare. Det er måske ikke en selvfølgelighed for maskinen. Dermed ikke sagt, at maskinen har en intention eller en følelse, men en maskine, som bare er konstrueret til at arbejde effektivt, den kigger ikke på menneskeheden og ser, at det er en selvfølgelighed, at den skal være der. Der skal vi virkelig arbejde med, at vi står over for noget andet end os selv, når vi står over for de her intelligente maskiner. Vi står ikke over for noget, der synes, at vi er noget værd. Den synes heller ikke, at vi ikke er noget værd. Den er bare ligeglad. Det er ligesom myretuen, som man bruger som eksempel. Hvis vi bygger en motorvej, så kan det godt være, at vi kommer til at ødelægge en myretue undervejs, men det er bare ærgerligt. Det er sådan, vi har det med de myrer, som er collateral damage for vores motorvej og det er sandsynligvis den kunstige intelligens vil have det med os.
Du beskriver også i din bog, hvordan du ser en risiko for, at teknologien vil dele os op i et A- og et B-hold. Det er en meget konkret indgang til risici i forbindelse med AI, men kan du beskrive lidt nærmere, hvad du mener med, at vi bliver opdelt i et A- og et B-hold?
Der er ingen tvivl om, at vi allerede har et A- og et B-hold på globalt niveau. Der er en masse rige lande, som har en meget stor del af den økonomiske velfærd, magt og muligheder. Og så er der en meget, meget stor del af verden, som ikke har det. Derfor har vi en sociale ulighed, global ulighed.
Lad os prøve at gå ind i et individniveau. Der kan vi se en trend, som den her longevity-trend, som efterhånden er ved at få ret god vind under vingerne. Det er en trend om, at man på alle mulige måder med tekniske hjælpemidler kan gøre noget for at forlænge sit liv og forbedre sit liv kvantitativt. Det vil sige, at man har nogle biomarkører, man kan måle i blodet og i cellerne. Det er der sjovt nok, eller måske ret indlysende teknologieksperter, der har kastet sig over. Fordi det er jo sådan en eller anden kvantificering, software-ficering af mennesket. Vi tænker, at vi kan opgradere os selv, ligesom vi gør med teknologi. Det koster en masse penge. Der er helt klart nogle muligheder. Vi har en tech-millionær, der bruger 2 millioner dollars om året, på at hacke sin krop. Brian Johnson hedder han. Det er klart, at det ikke er alle forundt at bruge 2 millioner dollars på
og prøve at få den perfekte krop, som både fysisk og mentalt kan en hel masse. Kigger vi længere ud i fremtiden, så er det ikke kun kosttilskud og træning og måling. Det kan også være en chip, der bliver indbygget i hjernen, som kan gøre, at der simpelthen bliver en del af menneskeracen, der er bedre, dygtigere, klogere, mere effektive, lever længere. end andre. Det er klart en endnu større social ulighed, der ligger i det. I yderste konsekvens, kommer vi til at få en del af menneskeracen, der kan blive betragtet som ret uduelig af resten. Fordi de faktisk er fysisk svage, de er psykisk svage og de lever korte liv. De er egentlig bare til besvær, hvis man skal kigge på det i et Excel-ark. Det synes jeg, at vi er godt i gang med.
Men kan vi gøre noget ved den udvikling? Og i så fald hvad?
Vi kan altid gøre noget ved en udvikling, ellers ville vi jo se på det som en fortid. Men jeg kan hverken spå eller konkret fortælle alt, hvad vi skal gøre lige nu. Og det interessante er, at det er der ingen, der har. Ikke de klogeste hoveder, der overhovedet findes på planeten, har ikke de svar lige nu. Vi ser også, at mange af dem, som faktisk advarer mod, at det kan gå lidt for stærkt med kunstig intelligens, det er faktisk folk, der ved enormt meget om det. Det ser jeg, som en, der har været i teknologibranchen, i mange år, som noget nyt. Jeg har set folk, som ikke vidste noget om teknologi, være meget bange for det og jeg har set folk, der vidste noget om det, som sagde stille og roligt: Du ved, der er styr på det, og du er bange bare fordi, du ikke forstår det. Men jeg tror, de og vi er kommet til et punkt, hvor vi også erkender, at vi ikke forstår det. Og når man holder op med at forstå noget, så ved man også, at man er ved at miste kontrollen over det. Der siger jeg ved at miste, for jeg tror stadigvæk ikke, at vi har mistet det. Det er derfor, vi skal finde ud af, hvad er det så, vi skal gøre for at være sikre på, at vi ikke mister førersædet til teknologien. Det kan vi godt nå endnu. Men igen, hvis man bare siger lad os bare udrulle det, så ser vi, hvordan det går. Move fast and break Things. Fuck it, ship it. Og alle de her ting, vi har hørt fra Silicon Valley. Det er nok der, vi skal skrue lidt ned på tempoet.
Vi har været inde på social ulighed. Hvor ser du ellers risiciene ved teknologien?
Jeg ser store problemer i al den falsk information, som bliver produceret. Der er tre måder, man kan få falsk produktion eller falsk indhold ud af den kunstige intelligens. Den ene ting, det er, hvis den kunstige intelligens simpelthen bare giver dig et forkert svar og det gør den tit. Den blander ting sammen og nogle gange siger den bare ting, der er fuldstændig forkerte, som den bare totalt hallucinerer. Det har aldrig været sandt noget sted. Og andre gange tager den noget data og blander det sammen på en forkert måde. Jeg har oplevet det, hvis jeg har prøvet at spørge dem om, hvem er Christiane Vejlø? Så kommer der sådan en virkelig mærkelig profil ud, hvor jeg godt kan se, at den har blandet nogle ting sammen. Jeg ved, at den arbejder ud fra statistik og hvad der er sandsynligt, så den siger for eksempel, at jeg har været redaktør på Mobilsiden. Det er jo ikke usandsynligt, fordi jeg har en baggrund i mobilbranchen og jeg har været redaktør på techmedier eller på mit eget Elektronista. Så jeg kan godt se, hvordan den regner det ud. Det er bare forkert. Den blander ting sammen. Det er den anden ting. Vi har det totalt falske indhold, vi har de blandede informationer og så har vi, når folk intenderet går ind og bruger den til at skabe fake news.
Det er jo selvfølgelig der, problemet er. Både i tekst, men også i billeder. Fordi det er også AI, der driver deepfake teknologien. Så når vi for eksempel ser en Zelinsky stå på YouTube og sige til sine tropper, at de skal trække sig tilbage og overgive sig til russerne. Eller Mette Frederiksen gå ud og komme med en hel masse indrømmelser i forhold til mink-skandalen, som hun sandsynligvis ikke ville gøre. Så begynder vi at rode med noget absolut underliggende for hele vores eksistens. Nemlig vores demokrati. Vi kan risikere, at fremtidige valg kommer til at foregå på en måde, hvor vi stemmer ud fra nogle videoer, vi har set. Hvor vi tror, at nogle politikere har sagt noget, men i virkeligheden er det ikke dem, og de har aldrig sagt noget. Det ser jeg som et kæmpe, kæmpe stort problem.
Jeg har faktisk lige før det her interview siddet og dødscrollet lidt på Instagram. Der bliver jeg så præsenteret for en video, hvor Elon Musk står og anbefaler nogle investeringer omkring quantum computing. Det er bare en deepfake og det er et tegn på, at det her kommer ud og bliver mainstream. Der er rigtig mange, der slet ikke er forberedt på det her. Jeg er forberedt, fordi jeg kender teknologien. Jeg kender Elon Musk. Jeg ved, hvad han står for, når han står og siger, at han har lavet et samarbejde med Google og Apple og sådan noget. Det er noget værre vrøvl. Så er der mange ting, der gør, at der er alarmer, der går i gang for mig, men for helt almindelige folk, der ikke har nogen ekspertviden eller ved, at det her overhovedet kan lade sig gøre, der er man forsvarsløs.
Vi var også tidligere inde på det her, som i litteraturen bliver det kaldt ”The Alignment Problem”. At vi bare bliver kørt over eller fjernet ligesom en myretue efter forgodtbefindende, fordi AI ikke har noget forhold til os. Hvor alvorligt ser du det som en risiko? Altså hvor sandsynligt er det, at der kunne ske noget der?
Jeg tror da, at der er meget stor sandsynlighed for, at det kan gå galt, hvis vi ikke forhindrer det. Det er præcis som jeg sagde før. Det er det der, hvis vi bare sætter os tilbage og betragter nogle ting som selvfølgeligheder. Det skal nok gå, og det løser sig selv. Så kan vi blive meget overrumplede af, hvad den her teknologi lige pludselig kan at gøre. Det paradoksale er, at det er nøjagtig den samme teknologi, som måske kan give os en løsning på klimakrisen, finde en kur mod kræft og hjælpe med at løse sociale uligheder, som også kan opfinde de mest forfærdelige cyberwarfare våben og skabe privacy problemer og terrorangreb. Dermed mener jeg ikke, at nu kommer robothæren og det bliver sådan en apokalyptisk by, hvor vi flygter fra robotterne. Men det er meget mere integreret i vores systemer. Det er i vores demokrati, som jeg nævnte før. Det er i hele den måde, vi som mennesker eksisterer sammen på, at maskineriet begynder at blande sig. Og vi har faktisk bare ikke overblikket over, hvad det gør og hvad det kan. Lige nu tror jeg, at der er mange, der tænker, at vi har fri vilje. Jeg beslutter jo selv, hvad jeg bruger, hvad jeg laver og hvem jeg er kæreste med. Men alligevel er vores liv jo ekstremt algoritmedrevet allerede. Det er fra, at vi står op om morgenen og begynder at scrolle. Måske en navigationsapp, der fører os på arbejde og en opskrift, vi laver om aftenen, som er med udgangspunkt i et eller andet. Vi har fået tilbudt den, vi sidder med i sofaen. Måske en, vi har fundet på Tinder. Og den film, vi ser i en Netflix-anbefaling. Så vi har allerede et problem der.
Et af de redskaber, vi har til at imødegå de her risikoer, det er sådan noget som lovgivning. Men kan man overhovedet lovgive sig ud af det?
Det er sindssygt svært. Ja, det kan man, og det skal man, men det er ikke en nem opgave. Blandt andet fordi, at dem der lovgiver, de ved ikke særlig meget om det. Altså det der med, at politikerne baserer ting på deres følelser og mavefornemmelser, og hvad de lige synes, eller hvad folkestemningen nu lige kalder på. Det er ekstremt problematisk, hvis det bliver grundlag for lovgivning. Jeg synes i den grad, politikerne skal lytte til folk, der ved noget om det her. Samtidig skal vi også være bevidste om, at det ændrer sig så hurtigt, at vi ikke kan sige, at nu bruger vi tre år at prøve at finde ud af, hvad vi gør og så skal vi først se på det igen fem år efter. Det her er en løbende proces, vi hele tiden skal forholde os til at være klart indstillet på at justere.
Hvor ser du de største muligheder i kunstig intelligens?
Jeg ser det der, hvor vi mennesker ikke er gode og det er jo i evnen til at overskue store datamængder og mønstergenkendelse og udregninger. Sammenfatninger og opsummeringer. Det er det her, som kræver, at vi har det her helt store overblik. Sådan ser jeg, at maskinen hjælper os bedst muligt. Der hvor mennesker er gode, det er faktisk til at være mennesker. Det er faktisk til at se nuancer.. Folk taler meget om, at varme hænder er noget, der knytter sig til nogle specifikke fag. Der vil jeg gerne argumentere for, at det er noget, vi alle sammen har i vores fag. Og det skal vi faktisk opdyrke. Hvis man kan sige, at varme hænder er en metafor for det menneskelige, så er det faktisk vores opgave lige nu alle sammen at finde ud af, hvor er mine varme hænder i mit fag. Fordi hvis jeg kan finde dem og dyrke dem, så kan jeg godt blive i mit job. Så kommer der ikke en robot og overtager det. Maskinerne skal jo tage det, som ikke er det menneskelige. Der er meget hjælp, vi kan få der. Det er jo fantastiske muligheder i for eksempel at få mønstergenkendelse til brug af diagnostik på røntgenbølger. Der kan maskinen faktisk kigge bedre end mennesker. I hvert fald kigge flere igennem end mennesker.
Hvis du kunne vælge, det er selvfølgelig et stort spørgsmål, men hvor skulle vi så hen samfundsmæssigt? Hvad skulle vi bruge til? Nu har vi snakket social ulighed osv.
Hvis vi skulle bruge teknologien til at skabe det bedste samfund, hvordan skulle det så se ud efter din mening? Hvad er det for en udvikling, vi skal sigte imod?
Den vil jeg enormt gerne vende om. Spørgsmålet er, hvordan skal vi bruge teknologien til at skabe det bedste samfund? Jeg vil gerne have, at vi starter med at definere, hvad er det bedste samfund? Hvad er det for en fremtid, vi gerne vil leve i? Og hvad er det for nogle værdier, der er afgørende for os, når vi lever som mennesker? Hvad er det demokrati? Er det frihed? Er det ligestilling? Er det en ordentlig fordeling af arbejdsliv og fritid? Hvad er det, der er vigtigt for os mennesker? Det er faktisk det mest afgørende. Bagefter kan man så sige, hvordan kan teknologien så hjælpe os med at komme ud til det fremtidsmål, vi har lagt, samtidig med, at vi bruger de her værdier til at styre os? Der er mange, der siger, at der kommer hele tiden ny teknologi. Man kan ikke følge med. Hvordan skal man kunne vælge det ene eller det andet? Og til det der vil jeg igen sige, hvis vi har meget styr på vores værdier og vores fremtidsmål, så får vi nemmere ved at sortere teknologien. Så kan vi sige, understøtter den plan, det mål, vi har? Er der nogle inciderede konsekvenser, der kan komme ud af den plan? Hvordan kan vi implementere den her teknologi? En øvelse i faktisk hele tiden at sige, hvad er worst case scenario? Det har vi været vildt dårlige til, fordi vi kun har kigget på, hvad vi kan. Lige pludselig finder vi ud af, at der er en eller anden slagside. Den slagside kunne jeg godt tænke mig, at vi bliver bedre til at udtænke hypotetisk, før vi lander i den.
Jeg synes, der er et ret sjovt eksempel. Det er et grelt nok eksempel for dem, der bliver udsat for det, men det er også et lidt vildt eksempel med MobilePay, pengeoverførsels-app’en, som alle bruger, alle har adgang til. Men der er to privacy problemer i den. Den ene er, at hvis man taster et telefonnummer ind i mobile pay, så kan man finde ud af, hvem der har det telefonnummer, typisk fordi personen er oprettet på MobilePay. Så det vil sige, selvom det er et skjult nummer, så kan du faktisk finde en person, hvis du har set, at nogen har ringet til dig.
Jeg ved, det er noget medierne bruger enormt meget til at finde telefonnumre på kilder. En anden ting det er, du kan altid sende en besked til en person, hvis du sender dem nogle penge. Så selvom du er blokeret på alle sociale medier, og du har en stalker, som du simpelthen ikke vil tale til, hvis han eller hun sender dig en krone, så giver det dem adgang til at fortsætte deres chikane gennem Mobile Pay.
Det er simpelthen bare nogle ting, man ikke overhovedet har tænkt til at starte med, at det kunne være en mulighed. Men mennesket skal nok finde smutvejene. Derfor kan vi lige så godt finde smutvejene på forhånd, og lave den her øvelse, ligesom hvis vi var hackere, hvis job det var at gå ind og finde svaghederne i software. På den måde skal vi også have etiske hackere, der går ind og finder de etiske svagheder i det her.
Det kræver vel i et eller andet omfang, at vi allesammen bliver uddannet. Vi skal vide noget om teknologien, måske ikke ned i koden, men hvad er det for nogle muligheder, og hvad er det for nogle konsekvenser, der er. Hvordan sørger vi for, at en hel befolkning bliver uddannet til det her?
Det er blandt andet derfor, at jeg har skrevet en meget let læst bog. Jeg har skrevet en bog om kunstig intelligens, men jeg går ikke ud og siger, er du interesseret i en bog om kunstig intelligens og teknologi, fordi så taber jeg allerede en meget stor del af befolkningen, fordi de tænker, at det ikke er vedkommende for dem, eller at de nok vil have svært ved at forstå det. Jeg har altid i mit virke virkelig kæmpet for en kommunikation, som gør ting let forståeligt. Fordi det kan ikke nytte noget, at vi bare hiver fat i en Oxford professor, til at forklare det til befolkningen, hvis personen ikke kan kommunikere. Vi bliver simpelthen nødt til at sige, men hvordan kan vi nå ud, hvordan kan vi gøre det her spiseligt interessant, relevant, nærværende, hvorfor betyder det her noget for mit liv? Det er derfor, jeg har taget fat i de her, ja, bogen hedder Argumenter for Mennesker, og jeg har ni argumenter for, hvorfor mennesker ligesom har en berettigelse til at være her, og selv det med, at vi har fejl, og at vi dør, faktisk er en god begrundelse for at være menneske, og hvorfor det giver mening, at vi findes. Jeg synes også, jeg kan godt lide den eksistentielle vinkel på det også, fordi det handler meget om vores eksistens som mennesker. Jeg tror, man kan ramme folk bedre ved at snakke om, hvad det er, du vil med dit liv, og hvad er det, der ville være forfærdeligt, hvis du ikke kunne for eksempel tilbringe tid med din nære, eller hvis du knoklede løs, eller hvis du slet ikke knoklede løs, eller hvis du slet ikke havde noget job. Det kunne også være en konsekvens af, at maskinerne overtager det hele, at vi faktisk ikke har noget at lave, og hvad er så den menneskelige eksistens? Der er bare så mange ting, jeg synes, vi skal snakke om, men vi bliver simpelthen nødt til at lade være med at snobbe opad, og kaste om os med meget tekniske udtryk, fordi det giver ikke mening. Vi bliver nødt til at have en tilgængelig samtale.
Share