I en tid, hvor teknologisk forståelse og digital dannelse bliver stadig mere afgørende i vores samfund, står Lis Zacho som en visionær og praktisk stemme inden for uddannelsesfeltet. Med en dyb forståelse for vigtigheden af at integrere teknologi i skolesystemet, formidler Zacho en overbevisende besked: Vores børn skal ikke kun være forbrugere af teknologi; de skal være producenter og skabere. Hendes erfaringer og indsigt, opnået gennem årtier som lærer og igennem deltagelse i innovative projekter, tegner et billede af en fremtid, hvor digital dannelse og teknologiforståelse er nøglen til børnenes fulde potentiale. Lis Zacho er lærer på Lindevangsskolen på Frederiksberg. Hun har en PD (Pædagogisk Diplomuddannelse) i matematikvejledning og en Cand.pæd. i IT didaktisk design og så har hun været lærer siden midten af 1980’erne og har set store ændringer i folkeskolen og i teknologien i den periode. I dag underviser hun i matematik og teknologiforståelse.
Hvordan kom du i kontakt med kunstig intelligens?
Der skete faktisk det for mig, at jeg i starten af ’23 opdagede jeg, at der var noget, der hed kunstig intelligens. Og så blev jeg voldsomt interesseret i det og tænkte jeg, at det bliver jeg jo nødt til at undersøge, hvad det er for noget. Så gik jeg i gang med at prøve det af og så, hvad det kunne.
Deromkring forstod de også oppe på rådhuset, at der var noget, der hed ChatGPT og så lukkede de ned for det. Efterfølgende havde jeg et valghold, en 9. klasse i teknologiforståelse. Der tænkte jeg bare, okay, hvad er det, vi skal i dag? Vi skal jo selvfølgelig på ChatGPT på skolens computer og på skolens netværk. Fordi nu havde de jo lukket det ned. Jeg sagde til de der gutter, at det er bare ét sted, vi skal på ChatGPT. Og det kom vi så alle sammen. Så sad vi og rodede lidt med det, og fandt ud af at komme ind på det. Vi syntes faktisk, at de der forbud var fuldstændig latterlige. Senere gik jeg ned og sagde til min skoleleder, at du skal bare lide vide, at vi har gjort noget ulovligt. Men vi har haft det godt og sjovt, og vi har faktisk lært noget. Så var tonen ligesom slået an.
Fordi jeg var med i et Erasmus Plus-projekt, skulle jeg til Bordeaux og mødes med dem fra de andre lande. Jeg skulle holde to oplæg dernede. Først skulle jeg holde et oplæg om børn og teknologi. Den var sådan klokkeklart. Det vidste jeg ligesom noget om, så det kunne jeg. Men de spurgte mig også, om jeg ikke også kunne sige noget om teknologi og børn og fødevarer og skolemad og sådan nogle ting, fordi det er også en del af det projekt. Og så kæk, som jeg var sagde jeg selvfølgelig, det kan jeg da godt. Jeg skal vel bare sætte mig ind i det. Jeg gjorde det, at jeg lavede igen de der slides om det, jeg vidste noget om og så tog jeg og lavede nogle slides, som jeg lavede direkte fra ChatGPT. Det, der var rigtig sjovt ved det, det var, at jeg gik ind og spurgte ChatGPT om skolemad i Danmark. Vi har jo ikke skolemad i Danmark, men den troede lige, at vi var i Sverige eller Finland. Så beskrev den, hvor dejlig skolemad, vi havde i Danmark. Jeg spurgte også om nogle andre ting i forhold til sundhed osv. Og så holdt jeg det der oplæg. Først havde jeg nogle slides, jeg selv havde lavet og bagefter kom jeg med de slides, som jeg havde taget direkte fra ChatGPT. Jeg havde bare sådan skiftet fonten. Det var faktisk det eneste. Og så havde jeg øvet mig på det. Jeg havde øvet mig på at være overbevisende. Der sad så to professorer med ernæring og klima og alt det der. En fra Københavns Universitet og så sad der en masse andre folk, der gik rigtig meget op i det og vidste alt muligt om det. Jeg tænkte bare, at jeg giver den max gas, og siger de her ting. Bagefter spurgte jeg dem, hvad synes de så om de valg, jeg har taget.
Har jeg talt dem de rigtige ting osv. De sagde, at det synes de var helt fantastisk. De synes, at det var godt. Jeg tror faktisk, at de var sådan lidt imponerede. Fordi, Gud, ved hun også noget om det her. Jeg kunne mærke, at de lyttede efter, hvad jeg sagde. Så jeg havde det godt. De var meget imponeret, så alt var godt. Så sagde jeg til dem, at jeg skulle vise dem nået. Så tog jeg det næstsidste slide frem igen, der handlede om skolemad i Danmark. Med ChatGPT, der svarede som om vi var Finland og Sverige. Vi havde jo sådan en velfungerende ordning her i Danmark. Og så kunne jeg sige til dem, at det havde vi ikke. De reagerede faktisk lidt forskelligt. Nogen af dem blev faktisk sådan lidt sure. De syntes, at jeg havde jo snydt dem. Det synes jeg faktisk ikke, jeg havde.
Jeg havde faktisk prøvet at påvise over for dem, at der er mange steder, at man kan få information. Og at der er noget, der hedder formidling, som måske er forskellen på, om det er rigtigt, altså om man hopper på det, der bliver sagt. Jeg havde jo øvet mig i at være overbevisende. Så de blev snydt.
Der var ikke nogen danskere, der havde spurgt ChatGPT om skolemad. Jeg tror, jeg var den første. Så der var ikke nogen andre udsagn, som den kunne bygge noget som helst på. Det projekt, vi var med i, det hedder Growing Green, derfor havde jeg på det sidste slide, spurgt ChatGPT om Growing Green i Bordeaux, fordi nu var vi i Bordeaux. Men den hjemmeside, som projektet havde, den var ikke kommet op og køre endnu. Det vidste jeg godt, for det havde de sagt, at det havde de ikke nået endnu. Så de var det lige ved at have halshugge mig, da jeg viste, hvad ChatGPT vidste om projektet, selvom vi ikke havde en hjemmeside, men fordi der lå ansøgninger inde hos EU osv., som den havde taget det fra. Der havde jeg for alvor tæppet væk under dem, fordi de troede, at der ikke var nogen udenfor, der vidste noget om det her projekt. Der blev de så snydt. Jeg vil sige, specielt dem fra Tyskland var rigtig vrede, fordi de syntes virkelig, det var slemt. Fordi man har måske ikke den allerbedste forhistorie nede i Tyskland. Jeg tror, man er ved at indhente rigtig meget, men man har simpelthen ikke en kultur omkring det digitale nede i Tyskland. Så jeg kunne både påvise noget, der ikke eksisterede, og at den så også vidste noget om noget andet. Altså, at den kunne tage fejl, og at den vidste noget, som vi ikke troede, den vidste. Så der var en heftig diskussion bagefter omkring det. Jeg synes, det var fedt. Fordi det var lige præcis det, som ChatGPT på det tidspunkt handlede om for mig. Kan vi stole på det? Kan vi bruge det til noget? Hvad ved det om os? Hvad er vores privacy ind i alt det her?
Men så ved jeg også, at du har arbejdet med det professionelt og også ud over det. Blandt andet har du fortalt mig, at I har været med i forsøgsordningen omkring det her teknologiforståelse som et fag i skolen.
Ja, her på Lindevangsskolen har vi været med i forsøget omkring teknologiforståelse. Vi har gennemført det som fag på mellemtrinet. 54. og 6. klasse og vi har fire klasser på hver trin, så vi havde rigtig mange klasser igennem. Jeg tror faktisk, at vi var dem, der havde allerflest klasser igennem. På landsplan var 46 skoler med. Skolelederen sagde, at vi ikke kunne give teknologiforståelse til nogle på årgangen. Det skal være alle på årgangen. Så vi havde 12 klasser igennem. Det var super fint at være med, og det har lagt en grundsten på skolen. Vi har rigtig mange børn på skolen, som ved mere om teknologi, som har et forhold til, hvad kodning er, og som har været igennem nogle af de der samtaler med en voksen omkring, hvordan man får det rigtig gode liv i en tid, der er bare oversvømmet af teknologi, og hvor rigtig mange, specielt voksne, sidder med snuden ned i en telefon. Det er jo det, børnene kan spejle sig i nu. Altså på den ene side beskeden om, du må spille en halv time om dagen eller måske har mor opgivet at sætte grænser for dit spilforbrug, samtidig med, at mor sidder og kigger ned i en telefon. Det er det dilemma, vi også står overfor. Børnene ved godt, det er nødvendigt med teknologiforståelse. De forstår godt, alvoren i det. De ved godt, hvor meget det giver mening, og hvor meget det her handler om den virkelighed, de står i.
Jeg har den grundholdning, at børnene ikke skal være consumers, de skal være producers. De skal simpelthen kunne lære at bruge teknologien og producere med den. De skal ikke bare sidde og blive forbrugere af den. Det har jeg haft rigtig mange snakke med dem om.
Hvordan oplever du, at de forstår vigtigheden af det her?
De forstår vigtigheden, fordi når jeg siger til dem, nu skal vi tale om det her, så bliver der stille. Og de ved nogle ting, men det er fragmenteret viden. Det er ting, de bare ved fra dem selv. Hvad er data? Hvis jeg spørger dem om det, så tror de, det er sådan noget, man lige pludselig ikke har mere af på sin telefon. Fordi de ved ikke bedre. Der er aldrig nogen, der har fortalt dem om, hvad data er. Og data er jo power. Big time power. Det er en handelsvare. Det er simpelthen grundlaget for stort set alt, hvad vi foretager os. Det synes jeg, et svigt af rang. Og et eksempel på, hvordan skolen ikke har fulgt med ind i den tid, vi lever i nu. Og så kan vi diskutere om, hvor mange små tabeller osv. Når teknologien kan gøre så mange ting for os.
I Digital Dannelse kigget på de der mails, der ligger i min spamfilter på min Gmail. Vi har analyseret dem, og børnene har fundet ud af, hvad det er, der er fælles for dem. Det er stavefejl, og det er den måde, de skriver adresserne på. De skriver, kære søde du, de prøver at blive venner med os, og sender links og alt muligt, vi skal klikke på osv. Det har de fuldstændig styr på. Og så skulle de selv i gang med at skrive svindlermail, som de skulle sende til hinanden. For på den måde, i virkeligheden at lære Word, men samtidig også det der med at lære noget om, når de selv kan skrive sådan en svindlermail, så kan alle gøre det. For at gøre dem til kompetente brugere af internettet. Så de kan forstå, at det her ikke bare er noget, man kan trække tilbage, når der først er klikket, så er løbet kørt. Det har jeg brugt rigtig meget krudt på.
Jeg har lige siddet med to drenge i 3. klasse, der var heroppe til digitalt dannelse. Jeg kender ikke børnene, det er første eller anden gang, jeg har haft dem. Så jeg kender dem overhovedet ikke. Jeg sidder og snakker med den ene, jeg vidste ikke, at han kom fra Ukraine. Jeg havde snakket med en, og han kom fra Ukraine, og han havde svært ved at tale dansk, men klarede det alligevel fint. Så snakkede jeg med ham den anden, der også kom fra Ukraine og siger, men du er godt nok blevet dygtig til dansk. Så siger han til mig, jeg bruger også Duolingo. Du går i 3. klasse, du er på Duolingo. Du bruger simpelthen teknologien til at lære det, som du har så hårdt brug for nu.
Det er bare fedt.
Du er allerede inde på det her, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre mere om, hvordan man skruer et fag som teknologiforståelse eller digital danse sammen konkret.
Man kan sige, teknologiforståelse, det er helt sig selv, har sine egne kompetencer. Men så er der det, der ligger ved siden af, som jo måske bare siden, at man designede faget teknologiforståelse,
er blevet en større udfordring, altså digital dannelse. Undervisningen er power til viden og til et bedre liv, også et bedre digitalt liv. Altså forstå, det er ikke alle, der skriver til dig, der ved dig noget godt. Hvad er reglerne omkring billeddeling, hvad er dine rettigheder, hvad må man, hvad må man ikke? Det har jeg simpelthen brugt en del krudt på. Og specielt 6. klasse, det er rigtig fint at fortælle dem lidt om det der billeddeling, for de der billeder, de flyver rundt i luften fra den ene til den anden. Det er også sådan nu, at når børnene kommer op og slås, altså det føler jeg faktisk er lidt nyt, at nu kommer de op og slås sådan korporligt. Det gjorde de en gang, det ved jeg, fordi jeg har været der rigtig mange år. Der var en gang, hvor de kom op og slås. Det gør de igen og så fotograferer de det. Så ryger der lige en video af sted. Det er jo helt vildt. Og det skaber kæmpe nye problemer. Altså hvordan håndterer vi den virkelighed, som vi står i nu i skolen, når vi har børn, der ikke er digitalt dannet? De kommer så meget på afveje. Så på den ene side har vi alle de der adfærdsting. Det er så nemt, de tænker sig ikke om. Derfor bliver de nødt til at blive undervist, så de ikke bare hovedkulds klikker sig igennem et eller andet og får gjort ting, som er dumme, delt billeder, liket ting, de ikke skal komme ind på hjemmesider, de heller ikke skal og så videre. Der bliver nødt til at være nogen, der arbejder med dem, fortæller dem om det, lærer dem om, hvor man ikke skal hen. Altså fuldstændig konsekvent, hvad man skal og hvad man ikke skal. Og så skal børnene også forstå, hvor hurtigt det går med teknologien.
Jeg har samlet heroppe i teknologiforståelseslokalet en masse gammel og udtjent teknologi, som på en eller anden måde i virkeligheden slet ikke er særlig gammel, men som bare er blevet overhalet af en udvikling, som vi ikke engang selv kan fatte. Der sker så mange ting, så vi bliver nødt til bare at holde lidt fast i hjørnet af det, der sker, så vi kan håndtere den virkelighed, vi bor i.
Altså fx, jeg har nogle gamle telefoner, som jeg har fået hernede fra kontoret, og så har jeg faktisk været ude og købe sådan en gammel, sort bakelit telefon med drejeskive. Børnene siger også, at sådan en har min mormor også. Det er så hyggeligt. Det hele er teknologi. Noget af det er bare digitalt. Og så får børnene til at forstå, hvorfor er det, at Putin bruger en helt almindelig gammeldags telefon. Det er jo fordi, vi lever i en verden, hvor han ikke vil hackes, så han bruger bare sådan en gammeldags telefon, og har op til flere af dem. Jeg et billede af Putin, sok jeg viser dem på storskærmen, og så kan de se de samme telefoner, som står her, som er blevet kasseret nede for skolens kontor. Og så kan man begynde at tænke om, hvorfor er noget af det røget ud? Hvad er der sket i stedet for? Hvad betyder det at være menneske i et samfund som det her?
Hvad betyder det at være barn i et samfund, hvor overvågning er en ting, hvor deres forældre kan spore dem? Nu er vi så en mobilfri skole, og det kan man så mene om, hvad man vil. Men vi er jo ikke bare en mobilfri skole, vi er også Apple Watch fri skole. Og jeg tænker bare, hvad er det næste, der kommer, som vi så også skal være fri for? Vi lever i en vild tid.
Man kan sige, at det stiller både nogle krav til din undervisning til børnene, men det stiller også krav til dine kolleger. Hvad er det for noget uddannelse, der skal til for at få lærerne med, så de kan vejlede børnene?
Jeg vil sige, at der skal massiv efteruddannelse til, at både unge som ældre og alle lærerne, så de kan håndtere den situation, som børnene og eleverne kommer i, fordi alting er så digitalt.
Der ikke noget, der hedder one size fits all. Vi er jo forskellige steder, vi er forskelligt nysgerrige. Der er nogen, der skal have rigtig meget hjælp, der er nogen, der skal have én slags hjælp, eller undervisning eller efteruddannelse. Det skal være meget forskelligt. Det skal faktisk designes til den enkelte, tænker jeg. En anden ting, jeg tænker, er rigtig vigtigt, det er, at alle behøver ikke at lære alt. Men i min drømmeverden, så er det jo sådan, at så har vi jo nogen, som er blevet rigtig dygtige til programmering i skolen, så er vi nogen, der er rigtig gode til at arbejde med lyd i skolen, så er der nogen, der er rigtig gode til hjemmesider, og så er der nogen, der er rigtig gode til teknologihistorie, eller hvad ved jeg. Sådan at vi alle sammen udvikler os, og er et fællesskab, der kan mere, end den enkelte kan til sammen. Fordi den verden her er så kæmpestor. Det er så alt omfattende, så det kræver megameget, mere end én kan løfte. Og så kræver det øvelse, undervisningsøvelse, og øvelse i, at man kan gennemføre undervisning. Det kræver, at man har nysgerrighed på det, og man har lyst til at udvikle det, og man næsten føler det som ens pligt at hjælpe børnene. Altså, I skal ikke kun drikke cola og spise pomfritter, og I skal huske at gå til sport,
og I skal huske at læse bøger, og alle de der gode ting, som lærere kan sige. Så er vi også der nu, hvor man kan sige, og så skal I huske at forholde jer til internettet, og I skal vide noget om det, og I skal forstå de sprog og begreber, man bruger i forhold til jeres verden på internettet. Det her handler ikke om spil eller ikke spil. Det handler simpelthen om at kunne bruge computeren og internettet på en ordentlig og konstruktiv måde, som i virkeligheden skaber mere værdi hos det enkelte barn, i stedet for det bare sådan et eller andet, vi ved ikke lige, hvad det er, men det er meget hyggeligt, og vi bliver bare ved, og jeg kan spille otte timer. Er der ikke nogen, der siger stop? Er der ikke nogen, der gider at være sammen med dig? Altså, advarselslamperne, de blinker hos mig, når jeg hører børn tale om, hvor meget de så for eksempel spiller. Og voksne der ikke siger fra. Vi er kommet ind i den der kamp, hvor børnene har taget magten over underholdningen på internettet, på en uhyggelig måde, og de bliver ikke stoppet. Der er mange, der bliver stoppet, men jeg er bekymret for dem, der ikke bliver stoppet.
Jeg kunne godt tænke mig at gå lidt tilbage, fordi noget af det, du snakker om i forhold til lærerne, det er det, som man generelt kalder personaliseret, eller personlig læring, hvor du tilretter undervisningen til den enkelte. Og det bringer mig faktisk ind på det næste, jeg gerne vil spørge dig om i forhold til, hvad er mulighederne for at bruge det her i undervisningen?
Mulighederne for at bruge det i undervisning er enorme. Man kan sige, hvis man tager og underviser børnene for eksempel i kodning i Scratch, så skal lærerne begynde at forstå, hvad er det så, jeg kan bruge det til i min undervisning. Jeg har lavet nogle forløb, fordi jeg også underviser i matematik, hvor i stedet for, at man løser nogle opgaver på enten et eller andet program eller med papir og blyant, så har man kodet løsningerne. Jeg har lavet sådan et forløb omkring polygoner og polygoners egenskaber i matematiktimerne, og så har børnene kodet løsningerne. Jeg har også lavet et langt forløb omkring noget med madspild, hvor børnene kodede en app, som de lagde deres resultater ind i, for i virkeligheden at vise, det kan sagtens lade sig gøre, at man laver sin egen personaliserede app. Det er heller ikke svært at lave en app, hvis man finder et af de der børneprogrammer. Det er jo ikke en professional app, men det er en app-lite på en eller anden måde. De kodede en app, og så designede de, hvordan de synes, den skulle se ud. Og så handlede det om, for eksempel, at vi tog et refraktometer, og målte hvor meget sukker er der i citroner,
hvad koster citroner, hvad vejer citroner, hvad er omkredsen på citroner, og alt, hvad vi kunne måle om citroner. Hvad er pH-værdien af en citron? Det målte vi og så røg det lige ind på deres egen app. De havde brugerdreven data. Det var dem selv, der havde målt det, og det var jo super fedt. Så ved de godt, hvad data er, fordi de har selv produceret det. De har selv foretaget de der målinger. Det var jo super spændende. Og det var, hvad kan man sige, også matematikundervisning på en anden måde. Måske sådan mere eksperimenterende og undersøgende. Men lære at forstå din omverden gennem undersøgelse. Læg dine resultater ind i en app, så andre også kan bruge din app. Børnene troede ikke, da vi startede, at de kunne lave en app. Så de var jo stolte.
Der var nogle af pigerne, der havde gjort modstand i starten. Drengene var lidt hurtigere. Og nogle af de der piger troede ikke, at de kunne gøre det. Det gik i femte klasse og så kunne jeg bare se, at den ene efter den anden fik gennembrud og fattede, hvad det gik ud på. Og det var jo spændende, synes de. Og til sidst havde vi alle sammen med. Der var to piger, der gjorde virkelig modstand, for det var virkelig ikke noget for dem. Og lige pludselig, så havde de også gjort det. Så gik vi ned og viste skolelederen deres apps. Vi løb ned ad trappen, for de kunne ikke gå hurtigt nok. De var stolte som haver. Det var så vildt fedt. De havde faktisk trådt så meget over deres egne grænser. Bagefter var idéen , at nu har jeg lavet det her projekt. Hvad kan vi så ellers bruge det, vi kan lave en app til? Vi kan lave en formelsamling i matematik. Vi kan skrive alle reglerne for stumme d’er, hvis der er noget, der hedder det. Jeg ved ikke, om der er regler for det. Men så kan vi også putte det ind i en app. På den måde kan vi skabe vores egen app med nogle af de ting, som vi egentlig går rundt og lærer. Det kunne godt være staveregler, kommeregler. Det behøves ikke altid at være matematik. Det kan være tidslinjer i historie, genrebestemmelser og så videre. Det kunne man så lægge ind i en app. Hvem siger, at vi skal bruge et kladehæfte? Kladehæftet er dødt.
Jeg ved også, at du har arbejdet sammen med nogen på højere uddannelser. Kan du fortælle noget om de tanker, der bliver gjort i forhold til gymnasieuddannelser eller universitetsuddannelser?
Jeg tænker at på alle uddannelsestrin, altså fra de mindste til de største, der bliver man nødt til at forholde sig til teknologi ind i den uddannelse, som man nu har gang i.
Der er ikke nogen led i uddannelsessystemet, som kan sige, at det her er ikke for os. Selv erhvervene har udviklet sig. Sygeplejersker bruger rigtig meget teknologi. Tandlæger bruger rigtig meget teknologi. Kontorpersonale, jurister, de kan næsten blive overtaget af teknologi. Vi kan se, at der er erhverv, som er truet af teknologi. Vi kan også se situationer, hvor man bare tænker, at det her er langt over grænsen. Det skal man ikke.
Jeg har et rigtig godt eksempel. I min fritid spiller jeg i et orkester, hvor jeg spiller fagot. Nogle gange deltager vi i konkurrencer. Vi var nede i Holland til Europamesterskaberne i Concert Band. Så har alle øvet virkelig alt, hvad de overhovedet kunne. Vi har taget os mega sammen, og alt er godt. Der var et orkester, som brugte iPads. Det var ligesom, hvad det var. Fordi det er jo ved at komme ind. Der findes jo heller ikke en fysisk nodebutik i Danmark mere. Det hele ligger på nettet. Man skal til London. Det er selvfølgelig også en meget god undskyldning for at tage til London, når man gerne vil købe nogle noder. Men der var nogen, som havde en ledning ud fra deres instrumenter. Så i stedet for at man lytter efter hinanden og sørger for, at man stemmer med hinanden, så havde de en ledning ud til en tuner, som digitalt afgjorde, om de stemte. Og det vil jeg sige, det var over grænsen. Jeg tænkte, at nu skal vi heller ikke lytte på hinanden mere. Nu skal vi have en tuner, som siger digitalt, om vi spiller forkert. Det kunne jeg ikke være med til. Det er ikke bare, fordi alting skal være digitalt, og al undervisning skal være digitalt. Nej, det skal det overhovedet ikke. Vi skal stadig bruge papir og bøger og skrive i hånden og alt muligt. Selvom vi også godt kan skrive på tastaturet på computeren. Vi skal udnytte teknologien til det, der skaber mere læring, og vi skal udnytte alt det analoge materiale til det, som det er godt til.
Hvilke risici ser du ved teknologien?
Det, der er farligt ved teknologien, hvis vi ser de skoler, hvor man kun har digitale platforme, og hvor alle børnene får udleveret en eller anden Chromebook, og så sidder bare på en platform,
der føler jeg faktisk, at man tager noget af lærernes faglighed fra dem. Fordi lige pludselig bliver det næsten automatiseret, hvordan det hele kan køre. Undervisningen kan køre, du kan planlægge det næsten fra start, eller så er der allerede lavet læringsstier ind i materialet, og så kan du bare køre det af. Så du har ikke behov for at foretage dig så meget andet. Bagefter kan du kigge på en oversigt, om de er gule, blå eller grønne, eller hvad de er, og hvor godt de har klaret sig. Så kan du inde i systemet skrive en lille besked til dem. Jeg synes det er for meget. Så jeg ønsker i virkeligheden, at forlagene servicerer lærerne mindre, men skaber bedre mulighed for at være kreative med det materiale, de nu lægger til os, så vi bedre kan tilpasse det, bedre kan personalisere det til vores egen undervisning, gøre tingene til vores eget. Jeg synes, der er for meget sådan, nu har vi svaret, nu har vi fikset din undervisning. Det skal de ikke, det skal vi selv.
Jeg ved også, at der er kommuner, der tænker, at det er rigtig fint. Nu kan vi bare lige sørge for, at de får Chromebooks og en masse platforms og køre det, så slipper vi lige for at købe et bibliotek. Ud med det. Men ligesom den gang, hvor man begyndte at snakke om, at bogen er i fare, fordi man kan læse en bog på en lille skærm. Så er det det samme nu, altså bare fordi man kan lave digitale platform, så har vi stadig brug for snor og pinde og pap og papir og papmache og alt muligt andet. Vi skal ikke serviceres mere af platformen, men de skal give os bedre mulighed for, at vi selv kan skabe den gode undervisning, der passer til de elever vi har.
Hvis du skal veje de to ting op mod hinanden, de risici, der er ved det her og de muligheder, der er i teknologien, hvor ligger du så henne? Er det her positivt eller er det negativt? Eller ligger vi et sted midt imellem?
Jeg er positiv over for teknologien. Jeg tænker bare, at det allervigtigste, det er, hvordan vi implementerer den i skolen. Det skal ikke være nogen sovepude, det skal heller ikke være,
nej, hvad er det spændende og hurra og alt muligt. Vi skal tænke os om. Jeg er ansat her som lærer, og hvad er det, jeg skal? Jeg skal sørge for, at børnene lærer noget og så er det min professionelle vurdering, der skal på banen for at finde ud af, hvordan de lærer det bedst. Det er jo ikke kun ved at bruge digital teknologi, det er ved alt muligt andet også. Det er det der er omdrejningspunktet, at mennesket, læreren, eleven er til stede i det her. Det er os, der styrer det her. Jeg synes, der er en tendens til, at det kan tage fuldstændig over.
Hvis du skulle formulere din vision for, hvordan skal folkeskolen komme til at se ud i fremtiden? Hvordan vil den så se ud?
Alle lærere er klædt på IT-didaktisk i forhold til teknologi og det fag, som de nu underviser i.
Og så har det en meget større position. Den digitale teknologi, men faktisk også den analoge, har en større position i skolen. Ud med alle de der tests og ind med meget mere kvalitetstid, som bliver brugt på såvel analoge som digitale undervisningsmaterialer. Og så tror jeg vi har brug for en større bevidsthed fra lærernes side om, hvad det er, vi er oppe imod. Forleden dag gik det op for mig, at når man er matematiklærer her, så tænker man, at eleverne kan godt få en opgave, som handler om vejrudsigten, for eksempel. Det er jo fantastiske grafer, de har der, og uh, det er så godt, ikke? Men hvis man tænker sig lidt om, så ser vi jo ikke flow-tv. Når vi kun ser serier, så ser vi ikke alle de der grafer i fjernsynet, fordi vi ser ikke vejrudsigten. Hvis vi ikke holder en avis, så ser børnene heller ikke vejrudsigten eller en avis, fordi vi læser den lige på vores telefon. Det er ved at blive sådan, at der er nogle ting, som børnene ikke bliver præsenteret for.
Noget, som ikke bliver hverdagserfaringer for dem, som vi voksne stadig har en forestilling om er en hverdagserfaring. Fordi teknologien har taget over. Det er i hvert fald gået op for mig, at det er nye vilkår, og dem skal vi på en eller anden måde kompensere for og det er ikke ved at indføre mere teknologi. Det er ved at være mere bevidst om, hvad teknologien har taget fra os, og som har skabt nogle andre læringsmuligheder, både på det gode og det onde, og hverdagsmuligheder for os. Så teknologien har stor indflydelse på vores liv. Vi skal bare være meget mere klar for skolens side om, hvad er det, den har ændret og forandret.
Nu snakker du om, hvordan du gerne vil have, at folkeskolen ser ud. Men er det den retning, du ser folkeskolen, bevæger sig i i dag?
Nej, overhovedet ikke. Jeg tænker nogle gange, der er måske 1.200 skoler i Danmark. Der var 46, der deltog i forsøget om teknologiforståelse. Så var der måske nogle hangarounds, og så var der nogen, der lige prøvede lidt. Så er der måske været 200 skoler, bare et slag på tasken, som har været aktiv inden for teknologiforståelse på en eller anden måde. Og så er der 1.000, som ikke har rørt det med en ildtang. Det skræmmer mig på en eller anden måde, fordi det handler om, at det er som et lotteri om man kommer ind på en skole i en klasse hos en lærer, som gør, at man kan blive klædt digitalt på til det liv, vi lever i det her samfund. Og hvis der er 1.000 skoler, hvor der måske bare er en enkel, som dyrker teknologiforståelse, så synes jeg, det er vildt. Jeg tænker også, at teknologiforståelse er ligesom et DR. Så kan vi også begynde at snakke om digitalt dannelse, som jo ikke i princippet er en del af teknologiforståelsen. Og så kan vi begynde at snakke om alle de steder, hvor man har bygget store makersspaces og produktionsfaciliteter. Man kan tænke lidt over, hvor mange 3D-printere, der skal til for, at alle børnene i 4A kan få printet det, de nu har tegnet, hvis det er det, de skal. Om det er en mulighed, om det er den måde, vi vil bruge vores tid og vores krudt på som voksne i skolen, eller det er måske noget, der hører til i en helt anden virkelighed. Måske en fritidspædagogisk virkelighed. Men skolen, tænker jeg i hvert fald, har svært ved at kunne tage og printe noget ud til hele 4A. Og alle de andre klasser. Jeg har i hvert fald opgivet den kamp.
Hvad skulle der så til, hvis vi skal bevæge os i den rigtige retning med skolen?
Jeg tænker, at vi skal se skolen anderledes. Det der med én lærer, én klasse, det er også lige ved at være på nippet med det, heller ikke holdt noget længere i de helt almindelige fag. Der skulle være meget bedre muligheder for den enkelte lærer at designe sin egne efteruddannelsesforløb. Det skal være fagligheden, der lige vinder over det relationelle ind imellem. Jeg mener ikke, at vi ikke skal være relationelle. Fx der var et år, hvor jeg havde 19 forskellige klasser til teknologiforståelse. Det var virkelig mange. Jeg kunne ikke deres navne, men jeg var fast i min klasserumsledelse, og så vidste børnene, at det var spændende at komme her. Der var nye ting, og de lærte noget nyt hver eneste gang. De kom ikke, fordi de havde en relation til mig, eller jeg havde en relation til dem. De kom for fagets skyld. Der kan vi begynde at diskutere, om der er noget andet, der tæller end det relationelle. Selvfølgelig er det relationelle også vigtigt, men jeg har bare også nogle oplevelser omkring det der med faglighed. Og det kan være om fem år, hvor vi er blevet bedre til det,
at der er flere, der har kompetencer til fx at undervise meget mere i teknologiforståelse. Men der, hvor vi er lige nu, er vi ikke nok til det. Der bliver vi nødt til at sige, at vi graver os ned i hver vores hul, og bliver dygtige til det og resten af skolen så indretter sig på, at det er den måde, man gør det på. Indtil vi er gode nok til at kunne undervise i det her. Hvis vi kan nå at indhente den udvikling, der allerede kører for fulde tryk.
Det kræver vel også, at der er en eller anden form for begejstring, eller i hvert fald en faglig nysgerrighed hos lægerne. Hvordan stimulerer man sådan noget?
I forhold til teknologiforståelse, så ville jeg jo ønske, at der var flere lærere, som sagde, at de ville være frivillige i Coding Pirates. Jeg har været med i Coding Pirates i mange år. Det er nok mit benzin på en eller anden måde. Jeg har været frivillig der i snart 10 år. Det er selvfølgelig ikke fordi, at jeg siger, at alle lærere bare skal være frivillige, og så er den potte ude. Men det handler om, at det også er noget, man selv skal tage ansvar for som lærer. Jeg siger ikke, at man ikke skal være medlem af en fagforening, og overholde arbejdstidsreglerne og så videre. Men på en eller anden måde, så bliver man nødt til selv at følge med tiden. Men jeg synes, at på den anden side også, at skolerne skal være bedre til at udvikle viden og skabe teknologiforståelsesfaglige miljøer på skolerne. Det er noget, man kan gøre fra skoleledelsens side. Så man ikke bare render rundt alene, men netop får nedsat nogle af de der erfaringsudvekslingsgrupper. Men man får skabt nogle miljøer, som vil noget omkring det her, så det ikke bare er normal skole – en lærer, en klasse. Og så næste år, så er vi bare blevet et år ældre. Vi er blevet til at omtænke den måde, vi driver skole på. Skoleledelsen skal have et helt andet fokus på teknologiforståelsen, end de har nu. I dag har man en pædagogisk leder. Jeg synes også, man skal have en IT-didaktisk leder på skolerne. Man har en økonomisk leder, men der er ligesom ikke nogen, der har tænkt hele det der IT, som bare bliver større og større og den digitale dannelse, som bliver mere og mere nødvendig for overhovedetat være borger i det her samfund.
Nu har vi snakket om det her med, at lærerne har et personligt ansvar. Der er også et ledelsesansvar her. Kan man også tale om et politisk ansvar? Er der en lovgivningsramme, man kan gå ind og arbejde med?
Der er et mega politisk ansvar også i det her. Dels, at de bare har lært sig at vente i flere år på, overhovedet at tage en afgørelse. Og så kommer Mathias Tesfaye super flinkt, med et bud på et valgfag. Forestil dig en kæmpe stor ballon, der var lige ved at sprænge af nysgerrighed og alt muligt. Og så blev den bare lige punkteret. Og så kommer de med et valgfag. Vi ved alle sammen godt, jeg har selv haft valgfag rigtig mange år, at det er drenge i 9. klasse, der melder sig. Hvis man overtaler dem, kommer pigerne også med. Men jeg ved, der er rigtig mange drenge, som melder sig til det. Det skaber en skæv kønsbalance. Det understøtter dem, der allerede er langt i deres digitale udvikling. I min verden er det helt forkert. Det tror jeg også, at de har fundet ud af inde på Christiansborg. Det lød måske meget godt, men det holder ikke. Så det skal være teknologiforståelse for alle. Det skal ikke være for at underminere skolen. Det skal være for at styrke skolen. Og det er også bøger til alle. Det er også face-to-face til alle. Det er heller ikke, fordi vi skal være mega online og alt muligt. Det skal være, fordi vi er vidende og bevidste om det, vi foretager os, når vi træder ind i det digitale rum. Og det skal børnene også. Det er jo det, de skal lære. Men de voksne har også lige en opgave, der skal klares og kommunerne har også en kæmpe opgave, som de også skal klare. Nu er det vigtigt, at skolebestyrelserne bestemmer mere over skolerne. De skal godt nok også klædes på til at tage ansvarsstilling ind i en digital tid, fordi jeg tror, der vil være rigtig mange forældrebestyrelser, som bare siger, at man er aflåst. Forbudt. Og det er jo totalt unuanceret. Vi bliver nødt til at være meget mere vidende og eftertænksomme og refleksive omkring, hvordan vi bruger teknologien. Og hvem der tager stilling til hvad, og hvor ligger ansvaret. Hvilke minimumskrav er det, vi kan stille til det her teknologiforståelse både til kommuner og til ledere og til lærer osv. Hvad kan vi iværksætte for at bringe det op på et ordentligt niveau.
Share