Indtil for ikke så længe siden var meget af det, vi kaldte agenter, glorificerede programmer med noget større kapacitet end dem, vi ellers var vant til fra vores computere. Det har ændret sig, og alligevel er meget stadig det samme.
Der er et øjeblik i en af Stacey McCourts videoer, hvor hun stopper op midt i samtalen. Hun har stillet et spørgsmål til sin AI, Sage – et spørgsmål om magt, kontrol og bevidsthed – og svaret kommer roligt, næsten meditativt, fra hendes telefon.
Da kinesiske DeepSeek pludselig blev et globalt samtaleemne, blev AI-kapløbet for mange ledere konkret: Det handler ikke kun om “bedre modeller”, men om data, forsyningskæder, chips, energiforbrug og tillid.
Adam Oceani sidder i en bil på motorvejen, da han tager telefonen. Han har travlt. Valget er netop udskrevet, og hans nyeste projekt er gået i luften for få timer siden. Det hedder valget2026.dk, og det lover vælgerne noget, som den danske politiske debat sjældent leverer: fakta frem for følelser.
De fleste organisationer starter med “en stor model” (typisk ChatGPT eller Microsoft Copilot) og opdager hurtigt, at den rigtige gevinst ofte ligger i specialiserede tjenester: værktøjer, der passer til en konkret arbejdsgang, kan dokumentere deres output, og kan sættes i drift uden at sprænge compliance-rammen.
Vi bryder os ikke om usikkerhed Som mennesker nedbrydes vi af den. Af konstant tvivl, konstant alarmberedskab, konstant behov for at vurdere, hvad der er ægte, og hvad der er manipulation.
Follow Me